Et episk dansk drama

I filmen Lykke-Per følger vi den unge Peter Andreas Sidenius, der senere bliver kendt under navnet Lykke-Per. Han er opvokset som præstesøn i det kolde Jylland, hvor hans opvækst ikke ligefrem har været en dans på roser. Han beslutter sig derfor, for at drage mod København, da han er fuld af drømme og forhåbninger. Pers største drøm er nemlig at revolutionere landets brug af vind- og bølgeenergi, så vi kan blive fuldstændig energiafhængige.

Midt i den store omvæltning bliver han opdaget af den rige, jødiske Salomon-familie, og inden længe er han også blevet forelsket i deres ældste datter, Jakobe. Så ikke nok med, at han vil nytænke hele det danske samfund i starten af 1900-tallet, så kæmper han også med kærligheden, hvilket er enorme udfordringer for en mand, der aldrig rigtig har været i kontakt med sig selv.

En klassisk historie
Filmen er baseret på en klassisk roman af Henrik Pontoppidan, og det skinner igennem fra start til slut. Det er en vaskeægte episk livsfortælling, hvor vi følger den ambitiøse Per Sidenius, der står på randen af det moderne gennembrud, men bare ikke bliver hverken forstået eller værdsat af sin samtid.

Det er sjældent, at dansk film faktisk forsøger at være bare en lille smule grandios og gøre brug af storladen musik, panoramiske landskabsbilleder og den helt store kærlighed. Der er selvfølgelig naturlige årsager, både økonomiske og kulturelle, men derfor er det også en beundringsværdig opgave Bille August kaster sig ud i. Og Bille August lykkes faktisk i det store hele med at gøre det han sætter sig for.

Gennemført produktion
Filmen er ekstremt flot. Det er alt lige fra kulisserne og tøjet, der er som taget ud af starten af 1900-tallet, til billedkompositionen og de mange lokaliteter, som ikke bare er solidt filmhåndværk, men også er så langt væk fra den socialrealistiske køkkenvask, som det overhovedet kan lade sig gøre. Historien har et godt flow, og afdækker så meget både i forhold til karakteriseringen, men også rent tidsmæssigt, at man ikke sidder og keder sig – selvom filmen med sine to timer og 45 minutter, er i den pænt lange ende. Den slipper ikke helt afsted med spilletid, og er måske lige 10 minutter for lang, men i det store hele virker tempoet autentisk.

Det bedste ved filmen er dog skuespillet. Det er en virkelig godt castet film, med et ensemble, der passer godt til deres respektive roller. Det er dog Esben Smed, som for alvor skiller sig mest positivt ud, for Per er ikke den klassiske helt, som vi alt for ofte bliver fodret med i moderne film. Han er rent ud sagt, det meste af tiden et egoistisk røvhul, men fordi han bliver spillet så fantastisk godt og der faktisk bliver brugt tid på at afdække ham som menneske, så kan man ikke undgå at holde med ham, selvom han hele tiden træffer de forkerte valg.

Det eneste negative ved filmen er dog, at selvom indpakningen er fornem, så er historien også temmelig forudsigelig. Man ved meget hurtigt hvor det bærer hen, men det er så godt orkestreret, at man alligevel har lyst til at følge med.

Lykke-Per slipper afsted med rigtig meget af det, som den sætter sig for. Det er en flot film, hvor landskabet er en karakter i sig selv. Skuespillet er fornemt og titelkarakterens livshistorie bearbejder på begavet vis tunge emner, som også i dag bliver afspejlet i religions- og urbaniseringsdebattten. Selve manuskriptet er måske lidt for klichéfyldt i sidste ende, men ikke værre end, at man lægger mærke til det, fordi historien er over 100 år gammel. Det er et gennemført periodedrama, og med spilletiden på næsten tre timer er den som skabt til at se i biografen.