Kunstfilm for begyndere.

Hvor er der dog sket meget, fra første gang Ryan Gosling slog igennem som seriøs skuespiller i film som Half Nelson og Lars and the Real Girl. Samtidig lykkedes det ham at få succes med diverse mainstream film som The Notebook og Crazy, Stupid, Love.

Evnen til at skifte fra de små og store produktionen har, uanset om man kan lide Gosling eller ej, gjort ham til en filmstjerne. Derfor kan det virke overraskende, at han efter sin store succes som skuespiller, har valgt at kaste sig over sin debut som instruktør i kunstfilmen Lost River – og det er virkelig ikke for sjov, at den bliver markedsført som en kunstfilm.

Alt er symbolsk, og derfor er intet.
Inden jeg overhoved begynder at gengive filmens plot, så lad mig bare med det samme gå til sagens kerne og sige, at jeg ikke bryder mig særlig meget om film. For hvis der nogensinde var et arketypisk eksempel på en kunstfilm, hvor man følger filmskolernes guide til at lave ”eftertænksomme” fortællinger, så dette tilfældet.

Alt er symbolsk. Hvilket betyder, at vi får hele pakken, lige fra lange indstillinger, kælkede linjer, fragmenteret narrativ og selvfølgelig symbolske montage – rigtig mange symbolske montager. Og når jeg bliver mødt af sådan en overflåd af ”se-mig” symbolisme, bliver det ganske enkelt for meget af det gode. Det ender også med at fremstår noget prætentiøst, særligt fordi historien er så tynd som den er.

Overfladisk budskab.
Kort sagt handler filmen om en mor og hendes søn, der bor i slummet Lost River. Moren er bagud med afdraget på huset, mens sønnen desperat forsøger at reparerer deres bil, så han kan slippe væk og få sig et liv. Situationen bliver dog mere tilspidset for dem, da to forskelligartede bøller dukker op i deres respektive liv, og for alvor tvinger dem til at tage deres liv op til revision.

Det er ikke bare en barsk historie, men den er også selvhøjtidelig til en sådan grad, at de tidlige Nolan film ville være misundelige. Der er ikke så meget som et glimt af et letsindigt øjeblik i denne dommedags historie. Det ville normalt ikke gøre mig noget, hvis historien havde en dybde, der retfærdiggjorde, at man tilbringer 90 minutter i rendyrket tristesse. Men fordi alt er fortalt gennem en overflåd af prætentiøs symbolise, der ikke bare gør tempoet monotont og kedeligt, men også ender med at udstille sig egen overfladiskhed.

For hvis blot de mange symboler, der skal fortolkes af publikum i det mindste var svære at oversætte, og skabte stof til eftertanke, men det er på ingen måde tilfældet her. Alle historierne handler ganske enkelt om, at vi alle er fortabte. Derefter bliver spørgsmål, hvad har Gosling på hjerte, hvad er mandens budskab? Svaret ender med at være det noget basale ”Hvor der er vilje, er der en vej”, hvilket må siges at være en af de slappeste narrative udveje, hvis man ikke har noget på hjertet.

Al dette postyr ødelægger ellers al det gode, der faktisk er at finde her. Det er lykkedes Gosling at samle en række skuespillere, der hæver sig langt over materialet. Særligt Ben Mendelsohn som den hæmningsløse bankmand er frygtindgydende, og i de få narrative scener, hvor vi ikke bliver udsat for et konstant bombardement af lignelser, er historien faktisk meget intens, takket være skuespillerne.

Lost River, er om nogen definitionen på en kunstfilm, og det er ikke ment positivt. Alle de knep man lærer på filmskolen man skal gøre, for at adskille sig fra mainstream kontinuitetsfilm, bliver tager i brug. Filmen er en stor overflod af tegn og prætentiøse budskaber, men når det samtidig skinner igennem, at der ikke er noget egentligt på hjerte, så falder korthuset fuldstændig sammen. Så måske Ryan Gosling i stedet skal holde sig til film. Der har han i det mindste stor succes.

Hvad angår ekstra materiale, så er der ikke andet end en håndfuld trailers for bedre film.