Uforløst potentiale
Longlegs er en gyser, som forsøger at blæse og have mel i munden. Den lægger fra start op til at være en atmosfærisk thriller, med klare konnotationer til andre film som Zodiac, og et entydigt fokus på efterforskningen af en angstprovokerende seriemorder, som ingen tilsyneladende kan komme på sporet af. Undervejs bliver dette afmålte fokus dog langsomt eroderet til fordel for en meget mere effektjagende og ikke nær så uhyggelig fortælling om satanisme, fuld af jump-scares og karakterer, der ikke er i stand til at lægge to og to sammen.
Det hele begynder ellers meget godt, da instruktør Osgood Perkins ikke bare tør skjule morderen, men også har taget klare stilistiske valg, hvad angår præsentationen. Billedformatet skifter flere gange undervejs, efterhånden som historien springer frem og tilbage i tiden, og man føler sig i det hele taget i trygge hænder, fordi alt fremstår så velovervejet og med en stilsikkerhed, der sjældent er at finde i amerikanske film.
Bedre bliver det også, da vi begynder at følge den tydeligt traumatiserede FBI-agent Lee Harker (Maika Monroe). Hun lader til at have en sjette sans, når det kommer til de mørke hjørner af vores verden. I takt med, at vi følger hendes efterforskning, bliver vi også som tilskuere opslugt i jagten på den ondskab, som hjemsøger fuldstændig uskyldige familier. Den mørke stemning får langsomt lov til at blomstre, lige indtil den pludselig ikke gør mere.
Nicolas Cage’en i rummet
For i det øjeblik, at filmen overraskende begynder at krydsklippe til seriemorderen Longlegs spillet af Nicolas Cage, er det som om, at al momentum fuldstændig forsvinder. Nu er det ikke længere den angstprovokerende stemning, der i højsædet, men i stedet et hav af jump-scares og bombastiske overnaturlige elementer, som påtvinger sig opmærksomheden. Dette skifte bliver anført af en Cage, der leverer en tvivlsom præstation som Longlegs, der på flere måder hører til i 90’erne, hvor handlingen ironisk nok også udspiller sig.
Derfor er Longlegs virkelig en film delt i to. Den første halvdel er velovervejet og solidt filmhåndværk, men af den ene eller anden grund, sadler den fuldstændig om, så snart vi får lov til at følge seriemorderen Longlegs, og så ryger al originalitet og dragende filmfortælling også ud ad vinduet. Det betyder ikke, at al ens tid er spildt, men det setup vi bliver præsenteret for, kan Osgood Perkins ikke leve op til, og ender derfor med en mere middelmådig oplevelse, end man måske havde håbet på.
