En flot, men ikke rørende genfortælling

Løvernes Konge er en film, som mange er vokset op med. Den har en ikonisk fortælling, karakterer og sange som stadig glædeligt bliver genhørt i dag – men nu eksisterer den ikke kun som en tegnefilm fra 1994. Nu kan du nemlig få fornøjelsen af at se historien blive genfortalt med så flotte animerede løver, hyæner og surikat, at øjet nemt kan forveksle dem med virkeligheden.

Jeg var meget spændt på at se filmen. Jeg ikke den helt store Disney-fan, men Løvernes Konge var én af de første DVD’er jeg ejede. Jeg er vokset op med historien, sangene og der var aldrig en dag, hvor 7-årige mig ikke fik et godt grin af Timon og Pumba. Desværre skal man nok ikke regne med samme begejstring for denne genfortælling.

Virkelighedstro animation
Filmen er animeret ekstremt flot. Karaktererne er baseret på levende dyr, og de små fine detaljer ved pelsen og bevægelserne gjorde mig flere gange i tvivl om, hvorvidt det var virkeligt eller animeret, da billedet er utrolig realistisk og levende.

Selve historien er flere gange kopieret klip for klip fra tegnefilmen, hvilket specielt kan ses allerede i begyndelsen, hvor dyrene løber til kongesletten. Musikken er også den samme – dog med nye kunstnere og enkelte ændringer i et par sang. Det er en smule ærgerligt, når man kender ”Can You Feel The Love Tonight” ud og ind med Elton John, og nu hører den med Beyoncé der bruger mere tid på at synge falsetter end ord. Ligeledes er der også scener, der er blevet fjernet fuldstændig, da de ikke er ’realistiske’. Dette ses f.eks. da Simba og Nala synger ”Jeg bliver meget snart Majestæt”. Sangen slutter i tegnefilmen med, at alle dyrene står på hinanden og forvirrer Zazu, men i denne udgave er det slet ikke er med. Det gjorde sangen uforløst og knap så festlig, da Simba og Nala i stedet bare løber deres vej.

Timon og Pumba fungerer godt i filmen, men her er der også et par ændringer, der fjerner den humoristiske charme. Nogle af deres ikoniske oneliners er ændret, og i scenerne, hvor Simba vokser sammen med de to andre, optræder der nu flere dyr end kun trioen. Dyrene har ingen indvirkning på historien, og virker mere som en teknisk øvelse, men det betyder, at trioen nu er en del af en større gruppe. Det er ærgerligt, fordi det ændrer på den specielle relation mellem Timon og Pumba, der før kun havde hinanden.

Mere end stuntcasting
Generelt er casting af skuespillere forbløffende godt. Desværre var der enkelte scener, hvor dialogen ikke virkede naturlig mellem Donald Glover og Beyoncé. Dette opleves bl.a. da Simba og Nala møder hinanden igen, efter de er blevet voksne. Stemmerne er overspillet i forhold til animationen og dialogen bliver dermed ikke naturlig. Dette er en generel udfordring ved filmen. Eftersom løverne er animeret så virkelighedstro, betyder det også at de ikke har nogen ansigtsudtryk. Der er ingen sørgelig mimik fra Simba, når Mufasa dør. Ingen onde øjne, når Scar fortæller hyænerne om sin plan. Ingen glæde i Pumba, når han siger noget håbefuldt. Dette er en væsentlig pointe, fordi den manglede mimik faktisk eroderer den indbyggede sympati for karaktererne. Jeg følte ikke det store, da Mufasa døde, fordi Simba heller ikke gjorde.

Efter at have set filmen, var jeg i tvivl om filmens primære mål. Hvis filmen var lavet med henblik på at gøre det æstetisk smukt og livligt, er den i den grad vellykket. Løvernes Konge (2019) er afsindig flot og bidrager med at vise, hvordan dyrene ville interagere med hinanden i virkeligheden. Dette fungerer specielt godt med Timon, der i den grad får brugt surikaternes kropssprog på en humoristisk måde. Hvis filmens omdrejningspunkt derimod var historien, synes jeg ikke, at den er gennemført. De manglende mimiker gør desværre en del for den emotionelle investering, og ligeledes er det ærgerligt, at de fede fantasi-scener fra tegnefilmen ikke har kunne implementeres i denne udgave, da de rummer den barnlige og ikoniske Disney atmosfære.

Hvis man ikke har oplevet historien før, ville jeg anbefale, at man ser tegnefilmen. Hvis man derimod går i biografen med håbet om at få en klassisk historie genfortalt med flotte æstetiske billeder, bliver man dog nok nødt til at sænke sine forventninger en smule, for ikke at blive skuffet.