Bill Nighy leverer kraftpræstation i britisk remake af japansk klassiker

Forfatteren Kazuo Ishiguro havde længe haft planer om at lave et britisk remake af Akira Kurosawas filmklassiker Ikiru om en dødelig syg bureaukrat, der finder meningen med livet ved at bruge sin sidste tid på at få bygget en legeplads. Heldigvis udmundede disse planer sig til en film, og eftersigende blev det en skæbnesvanger taxatur med Bill Nighy, der gjorde udslaget, og sørgede for, at vi nu kan få fornøjelsen af at se filmen Living i biografen.

I filmen følger vi Bill Nighy i rollen som Williams. Williams arbejder i administrationen på London Rådhus i 1950’erne, og lever et ganske uinspirerende liv. Da han får at vide, at han er dødelig syg, forsøger han desperat at give sit liv mening ved at ”leve livet”, men han indser gradvist, at det mest meningsfulde han kan gøre, er at få igangsat – og færdiggjort – bygningen af en legeplads, så han kan gøre sig fortjent til en følelse af at have opnået noget reelt inden sin død.

© SF Studios

Rolig, velskrevet og velspillet
Jeg må desværre erkende, at jeg ikke har set filmoplægget Ikiru, så i denne anmeldelse kan jeg ikke drage paralleller til Kurosawas originale film. Denne anmeldelse vurderer derfor Living som et selvstændigt værk, og ud fra den parole, må jeg sige, at filmen bestemt er anbefalelsesværdig. Filmen er nemlig både ekstremt velskrevet, ekstremt velspillet og generelt bare godt fortalt. Man mærker alle følelserne og relationerne hos karaktererne, uden at det bliver det mindste udpenslet, og i centrum af det hele leverer Bill Nighy en kraftpræstation i hovedrollen. På ganske underspillet facon udtrykker han subtilt alle de store følelser Williams gennemgår, hvad end det er arrogance, frygt, desperation eller opstemt livlighed.

Filmen har et meget roligt tempo og viser respekt overfor tidsskildringen (som er den samme tidsperiode, som da Ikiru blev lavet), ved i høj grad at være en film, der føles som om den kunne være lavet i 50’erne. Klipningen er rolig, uden hurtig krydsklipning, og farverne er bløde og en smule støvede. Dette er en ros, da det hjælper til, at man bliver draget ind i historierne og karaktererne i en tid, hvor verden ikke havde så meget fart på.

Living er en eksistentiel fortælling, og på trods af en umiddelbar sørgelig historie om en døende mand, forlader man biografen fuld af livsbekræftelse, da filmen ved hjælp af både drama, humor og rolig iscenesættelse formår at vise, hvordan det aldrig er for sent at finde mening i livet.