En af årets mest rørende og opløftende biografoplevelse

Filmen Lion er baseret på den frygtelige sande historie om den femårige indiske dreng Saroo, der blev væk fra sine forældre og endte i Calcutta, efter han en nat faldt i søvn på et tog. Calcutta er flere tusind kilometer væk fra hans hjemby, så den eneste løsning for ham opstår, da han bliver adopteret af en australsk familie. Livet, Saroo bliver givet, er langt mere bekymringsfrit og tilfredsstillende, end det han nogensinde kunne have fået hjemme hos hans biologiske familie, men længslen efter hans gamle hjem slipper han aldrig. Derfor forsøger han 25 år senere at finde hans oprindelige familie.

Den perfekte tåreperser
Det er en lang række rædselsfulde oplevelser, den lille Saroo må gå igennem, inden han får nogen tryghed i sit liv, og de ting han bliver udsat for, sker helt sikkert for flere børn, end de fleste nok vil anerkende. Emnet er også så seriøst, at i stedet for, at filmen springer letsindet over de traumatiske hændelser, den femårige dreng bliver udsat for, så tilbringer vi omkring halvdelen af filmen sammen med Saroo i Indien. Sunny Pawar er helt igennem autentisk og charmerende som den unge Saroo, og man skal da også være hjerteløs for ikke at blive grebet af hans situation og håbe, at han kommer helskindet igennem det hav af ondsindede mennesker, der tilsyneladende omgiver ham. Pawar er faktisk så vidunderlig en lille skuespiller, at jeg i hvert fald savnede ham en lille smule, da filmen springer i tid, hvorefter vi er i selskab med Dev Patel resten af tiden.

For filmen står og falder virkelig med den ”voksne” del af historien. Saroo går med et fra at være en uskyldig lille dreng til at være en voksen mand, der finder sit livs kærlighed i form af den meget elskværdige Rooney Mara, og en fornem videregående uddannelse med gode jobmuligheder. Han er en mand, der har alt det, de fleste nok ønsker sig, og selvom romancen mellem Patel og Mara er kort, så er den mere romantisk og beundringsværdig, end de fleste rendyrkede romantiske film.

Jagten på familien
Alligevel kan han ikke slippe tanken om hans biologiske familie – og her kommer ikke bare Saroo selv, men også filmen ud for sin største prøvelse. I stedet for, at Saroo bare vervinder sin sorg og tager ud for at finde sin mor og søskende, så bliver han opslugt af en destruktiv selvmedlidenhed. Det sætter alle hans andre relationer på prøve, hvad end det er med hans adoptivfamilie, jobbet eller hans kæreste, og havde det ikke været så velspillet og troværdigt, ville det hele være faldet på gulvet til sidst. Heldigvis for os er det ikke tilfældet, og slutningen ender derfor med at blive både gribende og bevægende og får nok de fleste til at fælde en lille tåre – også selvom de er hærdede mænd.

Lion er en både fænomenal og rørende film. Det skyldes ikke bare, at det er en rystende sand historie, men fordi det hele går op i en højere enhed. Det ville have været så nemt at gøre filmen til en patetisk tåreperser uden nogen dybde, hvor filmskaberne dyrker publikums empati for børns vilkår, men det forfalder den aldrig til. Vi får lov til at opleve både op- og nedturene i Saroos liv, og selv den sidste halvdel af filmen, der kunne have endt som en langtrukken montage af selvmedlidenhed, fungerer faktisk, fordi Saroo på det tidspunkt fremstår som et rigtigt menneske. Hans ”unødvendige” bekymringer for om han sårer dem omkring sig, er så uhyggeligt almindelige, at de fleste sagtens vil kunne identificere sig med dem, og frygten for, om hans familie overhovedet stadig er i live, er helt igennem forståelig.

Det er en hård rejse, ikke bare for Saroo, men også for publikum, og lige netop derfor er filmen i sidste ende en så opløftende og gennemført fantastisk oplevelse.