En sommerkomedie om, at vi ikke er så forskellige igen
Lidt udover det sædvanlige lander i de danske biografer med en kæmpe succeshistorie i bagagen. Mere end 10 millioner har indløst billet til denne franske komedie, der følger far-søn duoen Paulo og Lucien. De har lige røvet en smykkeforretning, og da politiet er i hælene på dem, ser de deres snit til at udnytte en misforståelse og søge tilflugt i en sommerlejr for personer med særlige behov.
Sønnike Paulo udgiver sig for at være beboer, mens far Lucien udgiver sig for at være hans hjælper. De er dog ikke gode til at spille nogen af rollerne, og hurtig udvikler den lette tilflugt sig til at være noget mere kompliceret, end de først forventede.
Morsom og medrivende
Jeg må være ærlig og erkende, at jeg ikke havde de store forventninger til historien om to uduelige kriminelle, der bliver fanget på en sommerlejr med mennesker, de aldrig har haft nogen relation til. Komediegenren er noget vingeskudt i disse år, hvor enhver person kan mobilisere en hær, der kan gøre livet surt for filmskabere, på grund af selv den mest ufarlige vittighed.
Derfor kom det som en stor overraskelse, at Lidt udover det sædvanlige ikke bare er morsom. Den formår gennem humoren at menneskeliggøre ikke bare Paulo og Lucien, men også alle beboerne og de skæve pædagoger på lejren.
Komiske kontraster
Uden frygt for at støde publikum, får fx Lucien lov til at starte som et kæmpe, selvoptaget røvhul. Han besidder ikke nogen positive egenskaber og behandler hverken sin søn eller beboerne nogen former for forståelse. Det giver dog afkast, da han faktisk kan udvikle sig hen over historien, og blive en person, man holder mere af. På samme måde er Paulo totalt utilpas i sin egen krop, men bliver langsomt tvunget ud af sin skal og til at være sig selv.
Man kan heller ikke andet end at elske denne gruppe af handicappede, der er blottet for enhver facade og filter. Autenticiteten har været i højsædet for karakterbeskrivelserne, og ligesom de to karrierekriminelle langsomt lærer dem at kende, lige så begynder man som publikum også at spore sig helt ind på dem som mennesker, der er værd at holde af.
Gennem de mange humoristiske situationer, der opstår, gennem karakterernes eksplicitte forskellighed, griner man ikke bare, men bliver konfronteret med de fordomme, man måtte have, om folk, der ikke ligner en selv. Vi forlader aldrig virkeligheden til fordel for slapstick komik, men det er helt klart mere en komedie end et drama.
Derfor lykkes Lidt udover det sædvanlige med at skabe en vidunderlig, lille og hjertevarm fortælling. Midt i vinterens mørke, er det meget passende, at vi i filmen rejser mod den sommerlige franske varme, hvor værdien af vores forbindelser til hinanden er uvurderlig. Læresætningen om, at man ikke skal skue hunden på hårene, er ikke ligefrem ny, men den fungerer og er stadig almengyldig. Til tider bliver tonen måske en smule sentimental, men filmen gør sig også fortjent til det, da det udspringer af en naturlig udvikling i forholdet mellem, Paulo, Lucien og alle de andre, når vi lærer dem at kende.
