Vigtigt teater i en urolig tid

Så længe love og vaner medfører social udstødelse
Når det kommer til de mest betydningsfulde romaner, så er Les Misérables, på dansk De Elendige, af Victor Hugo ikke til at komme udenom. Det er et lyrisk og indholdsmæssigt mesterværk og en milepæl, der taler de svageste i samfundets sag via kunsten.

Når Betty Nansen så vælger at sætte denne gigant op på scenen, og her taler vi ikke om en musical i bedste popkultursfænomen, men om en tre timer og tredive minutters lang redigeret gennemgang, maskeret som en filmet skuespillerworkshop, der som en blotlagt nerve pirker og prikker i smerten, der kun vokser sig større indtil tæppefald, ja så kommer det til at dele vandene lige meget, hvad scenekunsten byder på af overraskelser.

Den næsten udsolgte sal havde pludselig efter pausen mange tomme stole, og det siger meget i et land som Danmark, hvor vi spiser alt på tallerkenen, for det har vi betalt for.

Men hold nu fast, for jeg ved godt, at det virker som om, at denne anmeldelse er på vej over i et negativt ringhjørne, men det er ikke tilfældet.

De tomme stole i pausen betyder ikke, at denne opsætning af Les Misérables er et forfejlet eksperiment, slet ikke, det betyder, at teater altid er scenekunst, men at forestillingen, i dette tilfælde, lægger mere tryk på udtalelsen i slutningen af ordet.

Nu burde kunst jo ikke være afskrækkende, men mange mente åbenbart, at der var tale om en falsk varebetegnelse.

Jean Valjean bliver løsladt efter 19 år som galejslave. Ingen vil have en tidligere straffefange boende, men en biskop tager den hjemløse ind. Et tyveri bliver omdrejningspunktet og begyndelsen på en utrættelig jagt og besættelse for politiinspektør Javert, der som en hund jagter ulven, til den fanger sit bytte eller dør i forsøget. Sypigen Fantine ofrer alt for sin datter Cosette, og elendigheden fortsætter, til revolutionens uundgåelige brøl kræver bare en smule retfærdighed.

Så længe mennesket nogle steder dør af mangel på luft
Som jeg sad der i salen, må jeg blankt indrømme, at jeg følte mig afskåret fra den forestilling, der foregik inde bag et tykt lag gennemsigtigt plastik. Skuespillernes fysiske tilstedeværelse manglede, og samtidig kunne man kun se halvdelen af de medvirkende fra navlen og ned, da et stort lærred var blevet opsat. Det var videoinstruktør Borgar Skjelstad, der uforbeholdent bestemte, hvem, hvad og hvor publikums fokus skulle være, mens han gik rundt og fotograferede slagets gang.

Den førnævnte følelse af falsk varebetegnelse, var måske følelsen af en meget dyr biografbillet til en film, der blev skabt på stedet, men uden scenografi?

Scenen står aldeles urørt med hakker og skrammer på de sorte vægge. Der er frit udsyn til det blottede snoretræk, en håndklædehylde og en scenemedarbejder på en kontorstol, der styrede teleprompteren (gemt) i det ene hjørne.

Frustration var stor, men så skete der noget.

Ud fra samme tanke som Lars Von Trier sikkert havde, da han lavede filmen Dogville, betyder den omkringliggende virkelighed ikke længere noget, hvis fortællingen er tiltalende nok, og de medvirkende kan skabe og fastholde universet med indlevelse og ord alene.

Det kunne de.

Alle skuespillernes arbejde med kameraet, der ofte ikke kan komme tættere på deres ansigt, bliver så grænseoverskridende intimt, at de i forvejen voldsomme monologer og tekstuniverset siver ind i blodet for permanent at blive der som nyerhvervet opdragelses dna, der fremover vil hjælpe en med at se lys, hvor der ellers kun er mørke.

Christine Albeck Børge laver gennem flere monologer, der efterlader mig målløs og benovet, et rædselsvækkende portræt af politiinspektør Javert. Men også et mindre portræt af en druknende galejslave er med til at overbevise mig om, at selv om den gennemsigtige plastik unægtelig står i vejen, som en provokation, så er denne forestilling teater, når teater pludselig er meget mere.

Det er langt fra nogen hemmelighed, at Jens Albinus er Betty Nansens redningsmand. Med meget kort varsel er han trådt ind i denne enorme hovedrolle i stedet for Emil Johnson, der har trukket sig på grund af opstået sygdom. Det har klart skabt en energiforandring og en anden Jean Valjean, men det er et spændende valg med en dertilhørende imponerende ro.

Om manuskripterne er kommet med på scenen på grund af dette skift, eller om det er en del af det valgte workshopudtryk, er ikke til at sige, men da kameraet bestemmer, er det sjældent noget, der bemærkes.

Özlem Saglanmak giver som Fantine flere gange anledning til en klump i halsen. Joen Højerslev er slesk og ubehagelig i flere antagonistiske roller, men også opløftende som hjælpende hænder. Francisco Kalle Navarro har flere mindre roller undervejs, men gør sig mest bemærket i rollen som Marius. Sigrid Husjord har ligeledes flere roller, der hjælper historien på vej, men er et kontrapunktisk, spændende og befriende valg som ikonet Cosette.

Så længe der findes uvidenhed og elendighed på jorden
Den førnævnte videograf, Borgar Skjelstad, fortjener stor ros. Det er en velkoreograferet og konstant indsats, og valget af billedbeskæring er aldrig tilfældigt, men altid medvirkende til forstærkning af historie og udtryk.

Kostumerne minder om tøj stjålet fra en Røde Kors-container i slut-halvfemserne, og det er jo nok også meningen og en åbenlys visualisering af et samfundslag, der er lidt tættere på vores egen tid end fortællingens oprindelige årstal.

Det, der for mig begyndte som en kæmpe irritation, endte i en overgivelse og oprigtig begejstring. Forestillingen Les Misérables på Betty Nansen Teatret vil alt andet end at underholde, og det er umuligt at gå derfra uden at indrømme, denne forestilling glemmer man aldrig.

LES MISÉRABLES spiller fra 26. marts til 3. maj 2025. Betty Nansen.
Varigheden er ca. 3. timer og 30. minutter. Inkl. pause.

Medvirkende: Jens Albinus, Christine Albeck Børge, Sigrid Husjord, Joen Højerslev, Francisco Kalle Navarro, Özlem Saglanmak. Manuskript: Dramatiseret af Kjersti Horn og Kristian Lykkeslet Strømskag. Romanoversættelse: Hans Peter Lund. Instruktion: Kjersti Horn. Scenografi: Sven Haraldsson. Videoinstruktør: Borgar Skjelstad. Komponist og lyddesign: Erik Hedin. Lysdesign: Christian Alkjær.