Et Requiem, en gennemgang, en arkivering, en genopdagelse og en genopstandelse

 Thomas Newton er fanget på jorden. Han kan ikke slippe væk fra denne verden, og han kan heller ikke finde hjem til sin egen. Nu drukner det androgyne væsen sig i rock-n-roll håndbogens mest brugte opskrift. Sex, drugs, alkohol, og selvhad. Men i mødet med en anden fortabt sjæl, er der måske håb om frelse.

Rammen er sat og det er langt fra en ny ramme, men heldigvis heller ikke gammel vin på nye flasker. Historien er inspireret af filmen ”The man who fell to Earth” hvor David Bowie i 1976 selv spillede hovedrollen. En film igen inspireret af Walter Tevis roman af samme navn, og sådan går det hele så rigtigt hånd i hånd, og cirklen bliver nu afsluttet. Med et udvalg af sange fra egen diskografi har David Bowie skabt et mesterværk, der på smukkeste vis giver små flager fra et liv, en karriere, et uforudsigeligt musikalsk bagkatalog og en kunstner, der for evigt vil være emne for analysering og fortolkninger.

Foto: Emilia Therese

Selv om musikken og teksterne ikke var nye, fik denne anmelder følelsen af at være tilbage på ungdomsværelset indhyllet i lyden fra et nyudgivet David Bowie album, der ved første gennemlytning efterlod flere spørgsmål end svar. Der ved anden gennemlytning gav små lysglimt i mørket, og til sidst ved tredje gennemlytning gav fuldstændig mening uden, at der nogensinde var mulighed for at sætte ord på hvorfor.

Her sidder jeg nu og alt er som det skal være. Intet kunne være anderledes. Jeg har flere spørgsmål, end der er kommet svar på. Jeg har små lysglimt gemt væk til mørke aftner i fremtiden, og det hele giver fuldstændig mening.

Foto: Emilia Therese

MEN jeg er ekstremt overrasket over publikums reaktioner. I pausen forsvandt ca. 10 procent af de fremmødte, der havde indløst billet. En efterskole måtte dele sig selv op i to hold. Dem der blev, og dem der tog hjem. Et ældre ægtepar blev næsten uvenner over deres uenighed over, hvad det hele gik ud på, og mange andre stole stod også efterladte, da lystet efter pausen blev dæmpet.

Mange vil her mene, at det må reflektere negativt tilbage, på hvad der udspiller sig på scenen, men nej. Det må og kan kun afspejle en tendens i tiden, hvor alt indhold skal forklares til laveste fællesnævner. Alt skal have et tydeligt budskab, og hvis vi som fællesskab ikke kan blive enige om en forklaring og udredning, som alle forstår, betyder det, at vi som individer er tvunget til at finde vores egen støvede tænkehat frem, og finde vores egen fortolkning, og det kræver jo deltagelse i stedet for det hurtige nemme medløberfix.

Skal alt kunne forklares for at give mening?

Det Kongelige Teater kalder selv Lazarus for en musikforestilling. Netop derfor var det en skuffelse, at lydniveauet var så irriterende lavt. Selvfølgelig forventer man ikke en rockkoncert, men med løftet om en musikforestilling af dramatiker og komponist David Bowie forpligter et PA-system, hvor man ikke er bange for volumeknappen.

David Bowie har sagt, at forestillingen er som en feberdrøm. Det er det også. Men her undgår du svedige lagner og ubehag. Med lidt held vågner du med fornyet energi og lyst til flere af livets mange mysterier og uforklarlige kunstværker.

Forestillingen produceres i samarbejde med Aarhus Teater og Mikkel Rønnow efter aftale med Robert Fox og Jones/Tintoretto Entertainment og The New York Theatre Workshop.

Lazarus havde Danmarkspremiere på Aarhus Teater Store Scene den 29. august 2019 og nu med lidt forsinkelse er tiden kommet til Store Scene i skuespillerhuset.

Lazarus. Skuespilhusets Store Scene d. 21. januar – d. 6. marts. 2022.

Barn, husk på, at du fik dit gode mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines.

Luk. 16, 22-25