Fra succes til shitstorm

Det er først forbi, når der er et lig
Da lægen Ruth Wolff nægter en katolsk præst adgang til en døende 14-årig piges værelse, starter en ustoppelig lavine. Det første offer er den stakkels pige, det næste offer er fornuften og logikken.

Mennesket ser først og fremmest sig selv. Hvis resten af samfundet passer til det billede, vil vi gerne lege med i fællesskabet, men er vi uenige, viser denne forestillingen igen, hvilke længder og modbydeligheder mennesket er villig til, for at vedligeholde sin egen virkelighedsopfattelse.

Du tænker måske, at nu har jeg afsløret det hele, men det har jeg bestemt ikke. Scenen med præsten, der bliver nægtet adgang, er omdrejningspunktet og den handling, der sætter skub i hele fremdriften. Derefter opstår problematikken, når uoplyste mennesker får for meget taletid på internettet, når oplyste mennesker udelukkende fremmer deres egen dagsorden, og når religionen slår sig på videnskabens faktuelle kanter.

Under den føromtalte scene sad jeg med knyttede hænder og hvide knoer. Jeg glemte alt om, at jeg sad i et teater. Teksten, skuespillet, tempoet og timingen var og er fremragende.

Andre steder i forestillingen sad jeg i samme situation og under, hvad der skal forestille en debatudsendelse, måtte jeg anstrenge mig gevaldigt for ikke at verbalisere min afmagt.

Der var andre i salen, der sad med samme udfordring, det var meget tydeligt, og enkelte klappede og kom med små tilråb, da fornuften et kort øjeblik fik lov at sejre.

Det er lang tid siden, at jeg har oplevet publikum være så investeret i en forestilling som dér i mørket på Folketeatret. Forestillingen Lægen rammer og bliver ved med at kredse, hvor det gør mest ondt.

Sidste gang vi delte verden op i identitetsgrupper, lad os huske, hvor dén vej førte hen
Kim Bjarke har fået det bedste ud af de medvirkende, som med Iben Hjejle i spidsen, sætter niveauet insisterende højt og holder det ubesværet til tæppefald.

Robert Icke skrev The Doctor i 2019, frit baseret på den østrigske dramatiker og læge Arthur Schnitzlers skuespil Professor Bernhardi fra 1912.

Der er næsten 100 år mellem de to tekster, konflikten er den samme, men for at understrege sine pointer, har Robert Icke i stykkets forord skrevet, hvordan han ønsker stykkets medvirkende sammensat på.

”Spillerne skal castes med og mod karakterernes identitet (…) Ideen er, at publikum er nødt til at genoverveje karaktererne, når et aspekt af deres identitet afsløres af stykket”.

Det betyder, at selv om du ser Sarah Boberg i stiletter, optræder hun i rollen som den mandlige læge Roger, og Laura Allen Müller er lægen Brian. Caspar Phillipson spiller den katolske præst, som i teksten og de sagte ord har en anden hudfarve end, hvad vi ser. Det kan godt blive lidt svært og en smule frustrerende at holde styr på, men det har en dybere pointe, som teksten på fineste vis får slået fast med de største søm, der var til rådighed. Her blev der også klappet i salen.

Heksedoktor
Scenografien giver plads og er rummelig, hvilket er nødvendigt, når nu handlingen er alt andet. Det er magisk, hvor meget man kan med så få virkemidler.

Forestillingen Lægen på Folketeatret tager en gammel konflikt op til genbehandling, men kan samtidig ikke blive mere højaktuel. Dens indgangsvinkel og fokus på identitet, cancel culture og menneskets vilje til at nedkæmpe alt, der står i vejen for egen opfattelse, gør ondt at opleve, men det er måske samtidigt det vigtigste teater, vi kommer til at se i år.

Lægen spiller fra 7. februar til 10. marts 2024. På Folketeatret. Store Scene.
Varigheden er ca. 2 timer og 30 min. inkl. Pause.

Medvirkende: Iben Hjejle, Caspar Phillipson, Sarah Boberg, Christopher Læssø, Camilla Lau, Laura Allen Müller, Henrik Lykkegaard, Jeanette Binderup-Schultz, Laura Kronborg Kjær, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic. Dramatiker: Robert Icke. Frit efter Arthur Schnitzlers Professor Bernhardi. Originaltitel: The Doctor. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse og bearbejdelse: Kim Bjarke. Dramaturgi: Ninette Mulvad. Instruktørassistent: Christian Iversen Scenografi: Palle Steen Christensen. Koreografisk assistance: Gunilla Lind. Komponist: Daniel Fogh.