Flot filmhåndværk, men ikke meget mere

Kysset er en film med flere sider, men ikke nødvendigvis dem, du havde håbet og forventet.

Fortællingen tager os tilbage til 1913, i tiden før den første verdenskrig. Her møder vi den unge Anton, der ønsker at genrejse sin families ære, efter hans far forlod dem alle uden en skilling til deres navn, ved at blive officer. På kasernen i Næstved bliver han ved et skæbnetræf inviteret hjem til den lokale baron. Senere på aftenen inviterer han baronens datter, Edith, op til dans, men opdager pludseligt, at hun er lam fra hoften og ned. Ramt af skam og med stor medlidenhed forsøger Anton at gøre skaden god igen, men i takt med, at han besøger Edith gentagende gange, begynder hun at forelske sig i ham, alt imens han langsomt bliver mere og mere fortvivlet over, hvad han føler, og hvad, der er ærefuldt.

En skabelon, der virker
Det er en fortælling, der er så klassisk, som det overhovedet kan være. Du kan sikkert allerede se historien udspille sig for dit indre øje. Derfor kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at filmen er baseret på en roman fra 1939.

Men at have et klassisk plot er ikke nødvendigvis en dårlig ting. En klar fortællestruktur giver nemlig plads til, at karaktererne kan ånde og have en dybde, som ofte er en mangelvare i filmmediet, hvor filmskaberne altid kæmper mod uret. Esben Smed har udviklet sig til en enormt dygtig skuespillere, så det er til at forstå, hvorfor Bille August, har valgt at blive genforenet med ham efter Lykke-Per. I rollen som Anton tilfører Smed en mærkbar uro, og giver publikum en klar fornemmelse af, at her er en mand, der slet ikke kender sig selv. Han spørgende blik passer som hånd i handske, i en fortælling, hvor hovedkarakteren er i en konstant søgen efter det rigtige valgt. Clara Rosagerfår ikke samme tid og plads, til at vækker Edith til live, men slipper overordnet godt afsted, med at skabe en person, som man tror på – og det er egentlig meget sigende for filmen som helhed.

Fordi filmen er kendetegnet ved at være dygtigt håndværk, men ikke så meget mere. Bille August demonstrerer endnu engang sine mesterlige evner som filmskaber, dog uden at efterlade en med stof til eftertanke. Alt ser godt ud, historien har en konsekvent indre logik og billedsproget er flot og fængende, selvom handlingen som regel udspiller sig i scener med to karakterer. Så selvom man kun kan anerkende den fornemme filmproduktion, kommer man nok ikke til at tænke særlig meget over den, så snart rulleteksterne kører over skærmen.