Manuskriptet lever aldrig op til konceptet
I dramaet Kød & blod følger vi den unge pige Ida, der bliver placeret hos sin tante, da hendes mor omkommer i en bilulykke. Tanten Bodil lader til at have et varmt hjem, hvor hun jævntligt har besøg af sine tre sønner, men det viser sig hurtigt, at familien lever helt i overensstemmelse med loven. Det skaber unægtelig nogle problemer, som også Ida bliver ufrivilligt bliver involveret i.
Filmen vil så gerne være en dansk udgave af en gangsterfilm med familien i centrum, men formår aldrig nogensinde at skabe den angstprovokerende stemning som det kræver. Det er den ganske enkelt for underfortalt og utroværdig til at blive. Sidse Babett Knudsen gør hvad hun kan, for at gøre matriarken Bodil til en mindeværdig antagonist, hvilket bliver udtrykt gennem lige dele Don Corleone og ødipuskompleks med sine tre sønner, som hun ikke er bleg for at kysse på munden. På den måde, slipper hun nogenlunde afsted med det, til trods for, at hun er overraskende lidt med i filmen. Det samme kan man dog ikke sige om resten af ensemblet.
Alt for mange arketyper
De tre sønner er utrolig karikeret i både deres beskrivelse og fysiske manifestering. Den ældste har taget ved lære af moderen, og har så småt startet sin egen familie, som han ligeledes kontrollerer. Den yngste bor stadig hjemme og spiller computerspil hele dagen, mens midterbarnet er den rodløse, der endnu ikke har kappet forbindelsen til mors svindlerforetagende, men heller ikke er begavet nok til at finde sin egen mening i livet. Det er unægtelig tre meget klare arketyper, hvilket er fint som et udgangspunkt for en rigtig karakter, men udviklingen finder aldrig sted, og derfor ender de med at være lige så intetsigende til slut, som da man først møder dem.
Alt dette betyder, at hovedkarakteren Ida skal være helt exceptionel, hvis ikke filmen skal drukne i et middelmådigt persongalleri, men også her svigter karakteriseringen. Ida er en introvert karakter, hvilket gør hende idéel som vore guide ind i en ukendt verden, men bare fordi man er indadvendt, er det ikke ensbetydende med, at man er følelsesmæssigt afstumpet, eller ikke har noget ordforråd, som det bliver manifesteret her. Hun udtrykker sig så lidt, i alle kontekster, at man aldrig kommer rigtig ind på livet af hende. Så da hun bliver tvunget til at træffe nogle dramatiske valg undervejs, klinger det noget hult, da vi aldrig lærer hende at kende.
Klichéer og fordomme
Grunden til, at jeg har brugt et helt afsnit på ensemblet er, at de er meget symptomatiske for filmen som helhed. Lige så intetsigende og utroværdige de er, lige så er den verden de optræder i. Vi befinder os et sted ude på landet, hvilket selvfølgelig betyder, at politiet ikke eksisterer, indtil manuskriptet forlanger det, ligesom resten af byens indbyggere bliver fremstillet som værende lettere ubegavet, siden de vælger at låne penge fra en familie, som på helt åbenlyst ikke er til at stole på. Det hele er bare fordomme og klichéer i et væk. Som prikken over i’et, mangler den sidste akt, hvilket med andre vil sige, at filmen slutter med en cliffhanger, som den ikke har gjort sig fortjent til.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sidde her og smide om mig med roser og påstå, at vi har fået en ny stor stemme i dansk film, men sådan bliver det aldrig med Kød & blod. Sidse Babett Knudsen er overbevisende som altid, men det lykkes aldrig for resten af filmen at blive det.
