En film for filmskabere

Martin Skovbjerg følger sin anden spillefilm, efter hans debut i 2018 med den eksperimenterende Brakland, op med historien om Sander, hvis kæreste, Ida, er forsvundet, og da vi møder ham bliver holdt fanget i en lejlighed ved de københavnske søer, mens han bliver afhørt af Idas far og bror. Det er rammen for en fortællinger, der springer frem og tilbage i tid, og hvor man hele vejen igennem har svært ved at finde ud af, hvad der er sandt og falsk.

Sander viser sig nemlig hurtigt, ikke at være jordens mest pålidelige fortæller, og denne upålidelighed bliver vist med en filmskabende entusiasme, som sjældent er forbeholdt andre end filmstuderende. Der bliver leget enormt meget med de cinematiske virkemidler, hvor særligt den diegetiske lyd er i højsædet, som en karakter i sig selv, der fuldstændig skifter karakter afhængig af, hvilken scene Sanders tanke leder historien hen. Den dogmelignende lyssætning, skaber i samspillet med skyggerne fra solen, også en masse symbolik, som man kan give sig i kast med at fortolke. Der bliver gjort brug af snorricams, pludselige montager, mens Ida også poetisk bidrager med en poetisk voice-over, der kun gør det endnu mere tvivlsomt, hvilken fortællertype, vi egentlig har med at gøre.

Alt dette er meget velovervejet filmhåndværk, og det er da også engagerende for sådan en som mig, at prøve og dekonstruere en film som denne, men som helhed og et stykke fiktion, der rækker udover at være en stiløvelse, står det ikke lige så godt til.

Hvad er meningen?
For selvom fortællingen er legesygt skruet sammen, så er plottet ikke vildt sindsoprivende. Det meste af tiden foregår indenfor, med meget få karakterer, og Sander er så passiv en hovedkarakter, at det er svært og finde en grund til, hvorfor vi skal følge ham. Med tanke på, hvor velovervejet alle de filmtekniske kneb er, er det noget besynderligt, at den oscarnominerede manuskriptforfatter Eskil Vogt, bryder med grundreglen for manuskriptskrivning, som er, at en hovedkarakter ikke må være passiv. Fordi så ender man med en karakter som Sander, der aldrig gør noget, mens som udelukkende kun reagerer på, hvad andre gør. Og der er trods alt grænser for, hvor mange close-up af Jonas Holst Schmidt, i rollen som Sander, man kan klare på lige godt 100 minutter.

København findes ikke, er et godt eksempel på en film, der er spændende på et rent filmteknisk niveau, men aldrig rigtig formår at fange ens interesse på en måde, som også vil kunne fængsle den almindelige biografgængers opmærksomhed. Det er ikke svært at anerkende kreativiteten, men man kommer heller ikke uden om, at slutproduktet primært taler til et meget snævert publikum.