En begavet film, der måske er lidt for nuanceret for sit eget bedste.

Vi følger manuskriptforfatteren Rick (Christian Bale), imens han lever et besynderligt og underfundigt liv i Los Angeles. Tingene virker måske ordinært ude fra, men indenfor er alt forvirrende og uden den store sammenhæng – og det er meningen.

For Knight of Cups er om nogen en meget intellektuel oplevelse, og hvis der var en pris for mest metarefleksive film, så ville den helt sikkert vinde. Alt er metaforer, og intet er, hvad det ser ud til på overfladen. Vores hovedkarakter siger næsten ingen ting, og er som os på en opdagelsesrejse for at finde sig selv.

Alle de klassiske dramatiske elementer som bl.a. kærlighedsrelationer og identitetskriser er til stede, men hvad det hele skal mene er svært at finde ud af. Med undtagelse af enkelte gentagelser i Ricks forhold, så er der ikke nogen åbenlys sammenhæng mellem starten og slutningen på hans mange kærlighedsaffærer.

En krævende oplevelse.
Det er nemlig op til seeren at finde en mening med galskaben. Kameraarbejdet er i høj grad med til at hjælpe os ind i denne verden, da alle optagelser er traveling shots med kameraet placeret i et næsten klaustrofobisk close-up af Ricks nakke, mens vi følger ham rundt.

Disse betagende billeder, der endnu en gang er leveret af den formidable Emmanuel Lubezki, samt Ricks stream-of-consciousness, der bliver fortalt gennem en voice-over, er de eneste rettesnore i en meget forvirrende film.

Personligt fandt jeg denne eftertænksomme fortællestil inviterende og dragende, og det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved ting i mit eget liv, men hvis ingen andre kan lide filmen ville jeg ikke klandre dem for det.

I skyggen af Tree of Life.
Man kommer dog ikke uden om, at i modsætning til Tree of Life, der formåede at være en dynamisk omend krævende filmoplevelse, så er Knight of Cups mere monoton. Tree of Life kombinerede det poetiske, med det narrative og ikke mindst det intellektuelle – og så i den rækkefølge. Knight of Cups spiller derimod udelukkende som en 2 timers udvidelse af det sidste kvarter i Tree of Life. Der betyder, at uanset hvor glad man er for en sådan intellektuel stiløvelse, så bliver det hele fortalt ualmindeligt monoton.

For Knight of Cups lykkes måske ikke fuldstændig med at skabe et nyt intellektuelt hovedværk, men den giver en helt ny mening til ord unik. Og i en tid, hvor alt skal simplificeres og gøres så enkelt som muligt, er det betryggende at vide, at der stadig findes enere, der tør gå deres egne veje, også selvom det ikke altid ender som et mesterværk.