Nyt dansk drama kommer i 2018
Filmen I Krig og Kærlighed bliver en realitet og optagelserne skydes i gang til februar. Dramaet, som instrueres af Kasper Torsting, har tiltrukket stjerner som Sebastian Jessen (Mens vi lever), Rosalinde Mynster, Thure Lindhardt, Natalie Maduenõ og Ulrich Thomsen. Filmen får premiere d. 15. November 2018, og har meget symbolsk gallapremiere på 100-årsdagen for afslutningen på 1. Verdenskrig d. 11. November 2018.
Om filmen
Dramaet skildrer den unge Esben som flygter fra krigen ved at fingere sin egen død for at blive forenet med sin højt elskede kone og deres søn. Men Esben kommer hjem til en helt forandret familie, og han må, skjult på sin eget loft, se sin familie glide ud af hænderne på ham.
Om sin rolle som Ebsen siger Sebastian Jessen:
“Personligt ser jeg utrolig meget frem til at skildre Esben, der vender hjem til sin familie. Er der den samme ubetingede kærlighed, som der var inden han drog i krig? Hvordan har tre år ved fronten påvirket Esben og hans indstilling til livet? Har hans grænser for hvad man kan gøre i krig ændret, hvad han mener man kan gøre derhjemme i kærlighedens navn? Der er så meget potentiale i historien og karaktererne som jeg glæder mig enormt til at dykke ned i. Som far kan jeg kun forestille mig, at det må være noget af det mest forfærdelige. At tage væk og aldrig vide om man kommer tilbage. Men måske er tanken om at komme tilbage, og ikke føle, at man hører til mere, endnu mere ubærlig. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med fantastiske kollegaer, og så er jeg helt vild med Kasper Torsting og Ronnie Fridthjofs vision om episk realisme.”
1. Verdenskrigs selvstændige kvinder
Rosalinde Mynster, som er den kvindelige hovedrolle i rollen som Kirstine, Esbens kone, udtaler om filmen:
”Jeg glæder mig rigtigt meget til at spille Kirstine. Det er en meget stærk kvindekarakter, der ud over kærlighedsfortællingen også er historien om de Sønderjyske kvinder, der næsten over natten blev selvstændige da deres mænd drog i krig og de skulle stå for alting selv. Historien behandler især tiden, da mændene så begynder at vende hjem og de nye roller i familien giver gnidninger. Det er sjældent i film at se en mere domestisk skildring af krig, hvor vi også får lov til at opleve krigen ud fra et kvindeligt synspunkt. Jeg glæder mig derfor enormt meget til at spille Kirstine og arbejde sammen med de øvrige dygtige spillere.”
Nedenfor ses Ronnie Fridthjof, Rosalinde Mynster, Kasper Torsting og Sebastian Jessen.
Der er ingen tvivl om, at I Krig og Kærlighed bliver et storslået drama! Vi glæder os i al fald til at se filmen om lige godt et år.
Er du til store dramaer eller film med et historisk touch? Så gå ind og læs mere her på siden. Vi har blandt andet anmeldt Fuglene over sundet, Tavshedens Labyrint og Mig før dig.