Dinosaurerne er blevet normaliseret

Hvad er der at sige, som ikke allerede er blevet sagt om Jurassic Park-filmene. Fordi på godt og ondt, så lever den verden og i høj grad, det setup som Steven Spielberg skabte med den allerførste film og de genopståede dinosaurer tilbage i 1993, stadig i bedste velgående. Nok engang har menneskeheden rodet med naturen, selvom det nok havde været bedre, hvis vi kunne holde fingrene for os selv. Situation har dog eskaleret, og nu er det ikke bare en forlystelsespark, men hele verden, der er overdækket af dinosaurer.

Med en spilletid på godt to en halv time, burde der være rigeligt med tid, til at fokusere på det, som altid har været attraktionen ved disse film, nemlig den spektakulære dino-action, men den er også virkelig hæmmet af, at det er den sjette film i serien, der ikke bare vil afslutte den nuværende trilogi, men også vil hylde den oprindelige.

En film for fans
Laura Dern, Sam Neill og Jeff Goldblum vender tilbage og deler næsten ligeligt skærmtid med de yngre folk i form af Chris Pratt og Bryce Dallas Howard. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er vildt følelsesmæssigt investeret i karaktererne, og der sker intet i filmen her, der får mig til at holde mere af dem, men hvis man har gået og ventet på konklusionen på bl.a. Alan og Ellies forhold, eller gerne vil se, hvad der er sket med Claire og Owen, bliver man i hvert fald ikke skuffet her.

Det er på mange måder en film for de allerede indviet, og hvis ikke man er til nonstop monster action, er det nok ikke en film for dig. Jeg misunder heller ikke filmskaberne, der har skulle finde på nye måder at tryllebinde publikum, når det er sjette gang, at de forhistoriske væsner bliver vækket til live. For uagtet, hvor glad man er for dinosaurer, er det hele blevet lidt hverdagsagtigt.

Fuld af fejl – og alligevel vellykket
Selvom jeg heller ikke er så meget for at fremhæve produktionsfejl, bliver jeg desværre her til sidst nødt til at fokusere lidt på det. Fordi der er så mange decideret sjuskefejl, at det bliver distraherende, når det hele handler om og bygger op til storslået, biografaction. Det er noget så enkelt som 180-gradersreglen, der konstant bliver brudt, mærkværdige close-ups og skuespillere, som tydeligt kigger ned i jorden efter det kryds, der fortæller dem, hvor de skal stå henne.

Man kan også virkelig se, at det har været svært at kombinere de to ensembler. Det står klart fra første sekund, hvor vi bliver fordrer med en ”nyhedsudsendelse”, der er den mest direkte eksposition, jeg længe har set.

Men til trods for mangler, som de fleste nok ikke engang vil lægge mærke til, så slipper Jurassic World: Dominion, alligevel meget godt afsted med sin mission. Den er på godt og ondt en rendyrket forlystelsespark. Som en rutsjebanetur, kan den give lidt kriller i maven, men det er nok de færreste, som kommer til at tænke særlig meget over den efterfølgende. Der er nye dinosaurer, og endda et par stykker med fjer, som kan fange de mindstes interesse, og så er der de ”gamle”, som helt sikkert vil vække nostalgiske minder for forældrene. Så på den måde, er der alligevel lidt til hele familien, også selvom det ikke er stor filmkunst.