20-års jubilæumsshow
Willkommen, bienvenue, welcome
Den mere end oplagte vært Miss Megan Moore går rundt mellem bordene og hilser på. Der er en elektricitet i luften. En stille sitren før stormen og festen begynder.
Men det er ikke bare endnu en fest, det er et 20-års jubilæumsshow, og der bliver givet udtryk for, at det skal fejres med noget ekstra. Men det er jo lige det. Noget ekstra hvad?
Wallmans Copenhagen har netop specialiseret sig i noget ekstra, i løbet af alle de år, der er gået, så det er umuligt at komme en kage oven på en kage, og det er heller ikke nødvendigt.
Med 115 shownumre fordelt på 18 shows er der erfaring nok til at garantere en fantastisk aften. Jubilæum eller ej.
Her finder du alt det, som du forventer og har booket bord til.
Sanger Johan Huumone starter festen med åbningsnummeret ”On Broadway” og sammen med fotografen, som er den medarbejder, og tør man sige kunstner, der knokler allermest i løbet af aftenen, får vi et sjældent indblik i de mange små gange og rum der gemmer sig i cirkusbygningen.
Aftenens første medley er alt godt fra Taylor Swift-havet. I kulisser, der i udformning, stil og farver nikker flot til naboen Tivoli, synger Mary Jean Moore, Maria Jørstad og Linnéa Elfström sig igennem en af nutidens største popikoners bagkatalog. Det går fremragende, men der er enkelte sange, som ikke ligger helt naturligt i sangernes eget toneområde, og derfor kommer til at virke en smule forceret. Sådan er det, når man vælger de største popikoner, som alle har lyttet til igen og igen og derfor kender hver lille detalje. Det er en del af gamet og kun naturligt. På mange måder beviser det bare, at livemusik stadig er en kunstart, der ikke, som så meget andet, er ved at blive skiftet ud med maskiner. Det er mennesker, der står foran os, og de gør det godt.
Hverdagens helte
Der er mange sangere, dansere, musikere og kunstner, der i løbet af aftenen får deres tur i spotlyset, men der hvor spotlyset mangler, er på det arbejde disse kunstnere og resten af personalet udfører mellem shownumrene. I løbet af det ca. seks timer lange arrangement, får vi, ved det bord jeg er blevet placeret ved, serveret mad, vin og kaffe af danseren Fannie Johansson og trommeslageren Gustav Seltman, som sekundet efter står på scenen og, som det mest naturlige, optræder med sange fra Coldplay, Prince, og et Danish feel-good medley med nyklassikere som ”Natteravn” ”Kun for mig” og alle de største fra Nik & Jay.
Mens man som publikum er travlt beskæftiget med at opleve alt det, der sker på scenen, løber de lillaklædte helte rundt, og før du ved af det, er der en ny ret, mere at drikke og hele tiden et overblik på dit bord og dig som gæst. Den femte stjerne er til alle dem, der ikke står på scenen. Bravo.
Tradition og fornyelse
I løbet af showet er der tre cirkusartister Martyna Majak, Dmitriy Karpenko og Kamila Ganclarska, der på hver deres måde leger med skæbnen uden sikkerhedsnet og søger for at navnet på bygningen stadig har relevans. Hver gang sidder man med et halvt øje lukket, for det kan umuligt gå godt, men det gør det, og publikum slynger den store hvide serviet rundt i luften, som det er tradition og tegn på mere end almindelig klapsalve.
Til sidst er det blevet tid til et stort Halftime show i bedste Super Bowl-stil. Beyoncé, Rihanna, Justin Timberlake, Maroon 5, Bruno Mars og Lady Gaga. Alle har de i virkeligheden haft deres eget show i pausen, når NFL hvert år spiller deres finale. Her til aften er det de førnævnte sangere sammen med Rasmus Sønderberg og Patrick Slivsgaard der sørger for at sende gæsterne på dansegulvet. Aftenen er officielt forbi, og publikum går alt andet end skuffet ud i natten.
Den kreative direktør for Wallmans Group, Johan Espeland, gik på scenen inden showstart og fortalte, at vi skulle se godt efter, for næste år vil cirkusbygningen se anderledes ud. Det har ikke noget med dette jubilæumsshow at gøre overhovedet, men selv om Wallmans har haft til huse i cirkusbygningen i 20 år, så håber jeg ikke, at der er alt for mange nye arkitekttegninger liggende bag scenen, for der er stadig visse fredede bygninger, man i alt sin enkelthed ikke piller ved.