En bundsolid krimi og en værdig afsked

I den sidste film, baseret på Jussi Adler-Olsens bestseller serie om Afdeling Q, følger vi nok engang det umage par Carl Mørck og Assad. Da et par håndværkere ved et tilfælde finder tre mumificerede lige, gemt i en gammel københavnsk lejlighed, drages der paralleller til et meget mørkt kapitel af Danmarks historien, hvor kvinder blev sendt på anstalter, hvis de blev anset for at være utugtige. Carl og Assad finder dog hurtigt ud, at det sidste endnu ikke er skrevet i den historie, og inden de ved af det, befinder de sig i en uhyggeligt omfattende konspiration, der kan få vidtgående konsekvenser.

Godt udgangspunkt
Jeg var helt med på filmens præmisser, fordi det hele bunder i en troværdighed virkeligheden. Det er ikke en superskurk Carl og Assad er oppe imod, men folk som diskret forsøger at indoktrinere andre, til at mene det samme som dem. Dette koncept har altid været tidsnært, og fungerer også rigtig godt som koncept denne gang.

Alt det hårde arbejde falder dog fuldstændig til jorden, da vi går ind i tredje akt. Alt er simpelthen for belejligt, og løsningerne på det hav af problemstillinger, som Hr. Boe har udlagt for os gennem halvanden time, bliver pludselig meget let afmonteret og løst.

Det er ikke, fordi problemerne i sig selv er uinteressante, men behandlingen er alt får indskrænkende til en sådan grad, at man meget hurtigt kan regne ud, hvor alle karakterernes udvikling bevæger sig hen – selvom man hele tiden går og håber på en uventet drejning, som filmen desværre aldrig tager.

Skuespillerne er i topform
Det stærkeste element i filmen er dog stadig samspillet og kemien mellem personerne, der udgør Afdeling Q. Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas klinger stadig utrolig godt sammen, og hvis det virkelig er sidste film med deres makkerpar, så er det mere end noget andet deres samspil, som man kommer til at savne. Det ville også være synd ikke at fremhæve Johanne Louise Schmidt, som i de seneste tre film har personificeret den ubesungne helt Rose, der på alle måder bidrager med en menneskelighed, der så let kan gå tabt, når al fokus skal rette sig mod detektivarbejdet.

Nykommerne til serien, som Elliott Hove og Clara Rosager, gør det også virkelig godt i flashback narrativet, mens Anders Hove er frygtindgydende som skurken i nutiden. I det hele taget, så er det svært at være skuffet over filmens ensemble.

Journal 64, er (måske) en meget værdig afsked med Carl Mørck og co. Den er effektfuldt produceret, skuespillerne giver den hele armen og holder en engageret, og selvom historien bliver alt for hurtigt afrundet, så får du faktisk en ordentlig krimi serveret. En ekstraordinær filmoplevelse, bliver det aldrig, men det er solid underholdning, med sin egen personlighed, som jeg kommer til at savne, nu hvor serien er slut.