En udfordrende efterfølger
Fem år efter den enormt succesfulde genfortolkning af Batmans ærkefjende, Jokeren, er det nu blevet tid til efterfølgeren, Joker: Folie á Deux. Det store spørgsmål har dog hele tiden været, hvorfor skulle man overhovedet lave en toer og i så fald, hvad skulle den handle om? Den oprindelige Joker udmærkede sig nemlig ved at etablere sit helt eget univers og fuldstændig afdække, hvem manden bag klovnen var, og hvorfor han endte som han gjorde. En karakterudforskning, der var så gennemført, at den kastede de fineste filmpriser af sig.
Filmen her starter med passende med en absurd påmindelse om, hvordan etteren sluttede, inden vi springer direkte til fængslet Arkham, hvor Arthur Fleck sidder fanget. Ikke meget er blevet bedre i hans liv, siden han opnåede berømmelse for mordet på talk show-værten Murray Franklin. Han er stadig uhyggeligt tynd, men lever en nærmest katatonisk tilværelse i et fængsel, der er lige så inhumant, som den verden vi blev præsenteret for i den første film.
En livsgnist bliver dog antændt, da han kommer med i fængslets kor. Her får han hurtigt et godt øje til Lee (Lady Gaga), der som en anden fangirl er fuldstændig fortabt i ham. Det bliver startskuddet til ny udforskning af Arthur gennem lige dele fængselsdrama, retssagsdrama og musikalitet.
Fanget mellem to stole
Hvis vi hiver fat i musicaldelen først, har mange nok været spændt på at se, hvordan denne dystopiske og nihilistiske verden ville se ud, når den krydres med sange, og svaret er meget af det samme. For i sted for at bruge sangene til at udtrykke noget dybere eller mere om vores karakterer, forbliver det hovedsagelig en flugt fra virkeligheden, der dog stadig holder 70’er æstetikken. Det hjælper heller ikke, at sangene er så åbenlyse, at selv en person som mig, der ikke lytter til sange, kunne genkende dem alle sammen. Man føler aldrig, at der bliver sagt meget gennem disse sekvenser, som ikke ville have været bedre gennem normale dialogbårne scener.
Den manglende kreative gnist er også til at spore, når det kommer til selve manuskriptet. Ligesom i den første bliver historien fortalt fra Arthurs upålidelige perspektiv. Der tegnes igen et portræt af en verden, der i stedet for at tilbyde hjælp til de svage, kun kan bidrage med yderligere hån og spot. Portrættet er dog ikke nær så skarpt. Præcisionen fra den første er udskiftet med lidt for mange effekter, et langtrukket retssagsdrama og en meget tynd kærlighedshistorie, der kulminerer i en afslutning, der både er meget passende, men også unægtelig skuffende.
Joaquin Phoenix er stadig fantastisk
Filmens helt store trækplaster er stadig portrættet af Arthur Fleck. Joaquin Phoenix er endnu engang gennemgået en enorm fysisk transformation og ligner et omvandrende narkovrag, mens han leverer endnu en pragtpræstation som den psykisk syge Arthur. Selvom der er gået fem år, har han på ingen måde glemt, hvordan man spiller rollen, og han er stadig både frygtindgydende og ynkværdig på en og samme tid.
Cinematisk er det også en gennemført oplevelse. Det grynede og grumsede udseende fra etteren er videreført, men det større budget har også givet plads til at tænke lidt mere bombastisk, når det kommer til nogle af de narrative højdepunkter. Lady Gaga som Lee er måske til gengæld den største skuffelse. Hun er sted benådet med en fantastisk sangstemme, men karakteren Lee er fraværende i store dele af plottet, og ender som en underlig flad og endimensionel skikkelse, der ikke rigtig kan måle sig med Arthur, som vi over to film forstå fuldstændig.
Joker: Folie á Deux er en stilsikker, eksperimenterende, men også unødvendig efterfølger. Det er ikke lykkedes for instruktør Todd Philips og co. at finde en rigtig god grund til at vende tilbage til Joker-universet. Meget af det, der fungerede i den første, æstetikken, Joaquin Phoenix’ præstation og den nihilistiske verden, er stadig fængende, men i denne omgang bliver det trukket ned af en masse nyt, som aldrig helt spiller. Musicalelementet er en pudsig og modig idé, men den vinde aldrig indpas, og ender med at gøre det allerede langsommelige fortælletempo endnu langsommere. Når alt dette er sagt, er det ikke nogen rædsom oplevelse, filmhåndværket er simpelthen for godt til, at det nogensinde kan komme på tale, men det er unægtelig en skuffende en af slagsen.