Sjældent har nazismen været så morsom

New Zealandske Taika Waititi er en af tidens helt store komiske genier, og han har tidligere lavet hylende morsomme, satiriske udgaver af blandt andet vampyrgenren (’What We Do in the Shadows’), coming-of-age-genren (’Hunt for the Wilderpeople’) og superheltegenren (’Thor: Ragnarok’). Nu har han lavet noget så kontroversielt som en satire over krigsfilmsgenren, og resultatet er ganske fornøjeligt.

’Jojo Rabbit’ finder sted i Nazityskland i slutningen af anden verdenskrig, og vi følger den 10-årige Jojo (Roman Griffin Davis) og hans fantasiven Adolf Hitler, spillet af Waititi selv. Jojo tror blindt på nazismen, og han skal blandt andet på lejrskole hos generalen, Klenzendorf (Sam Rockwell), hvor han skal lære at blive en god Hitlerjugend. Der bliver dog vendt op og ned på Jojos verden, da han finder ud af at hans mor (Scarlett Johansson) skjuler en jødisk pige, Elsa (Thomasin McKenzie), på deres loft, og den jødiske pige er overraskende nok ikke et uhyre med horn, der sover hængende på bjælker ligesom flagermus – som han ellers har lært på lejrskole.

Absurditeten i Nazityskland
Filmen starter med en helt vanvittig komisk gennemgang af Hitlerjugend-lejrskolen. For at prøve at afbillede absurditeten i hvordan størstedelen af det tyske folk kunne følge Hitlers bindegale idéer, er portrættering af nazismen så absurd over-the-top, at lejrskole-skildringen giver slemme latterkramper, som – grundet det konstant høje komiske niveau igennem filmen – ikke får lov at nå at fortage sig i resten af filmen. Sam Rockwell, Rebel Wilson og Alfie Allen er forrygende, som trekløveren der skal oplære Hitlerjugend-børnene.

Udover humoren, er ’Jojo Rabbit’ også en hjertevarm film, hvilket især kommer til udtryk i scenerne mellem Jojo, Jojos mor og Elsa. Skuespillerne bag – Davis, Johansson og McKenzie – spiller alle fremragende, og de gør at man virkelig kan mærke omstændighedernes alvor bag et ellers vanvittigt grinagtigt miljø.

Blandingen af de absurde komiske øjeblikke, og de mere alvorlige situationer – hvor krigens alvor får den satiriske facade til at krakelere – er det der løfter ’Jojo Rabbit’ op fra kun at være ren satire, og giver filmen historie og hjerte. Man forlader biografen både berørt og især underholdt, og derfor giver jeg fem velfortjente stjerner.