En lyd som ingen andre
Walk like a man, fast as I can
JERSEY BOYS er uden tvivl en af sværvægterne, når det kommer til musicals. Den havde premiere på Broadway i 2005, hvor den, med stor succes, kørte frem til 2017. I West End i London spillede den i 9 år, og samlet har forestillingen solgt langt over 10 millioner billetter.
Først nu er historien og jukebox musicalen kommet til Danmark, og publikum kan endelig synge med på sange som ”Big Girls Don´t Cry”, ”Sherry”, ”Walk like a man” og ”December 1963”
Den ene sang overtager den anden, i en dokumentarlignende opsætning, hvor hver af de fire medlemmer af The Four Seasons på skift fortæller, hvordan rejsen fra det kriminelle ungdomsliv i New Jerseys blev til 175 millioner solgte albums, med en lyd, der inspirerede en kommende generation af musikere.
Det går stærkt. Der er meget, der skal fortælles, men rytmen og den forklarende hjælpende hånd fra de fire medlemmer gør det til en underholdende rejse og et gennemført grundigt billede på en anden tid.
Told my girl we had to break up (Silly boy) hoped that she would call my bluff
Mikkel Hoé Knudsen har fundet stemmen, der gør hele denne opsætning mulig, for uden den gennemtrængende falset fra Frankie Valli var der ingen The Four Seasons. Det er virkelig godt håndværk. Der skal ikke meget til, før tonen knækker og lyder forkert, men fejlfrit synger Mikkel Hoé Knudsen med en selvtillid, der klæder den tidsånd fortællingen kredser om.
Johannes Nymark er kæk, og formår den svære kunst at få publikum til at holde af karakteren Tommy Devito, der egentligt er alt andet end et behageligt bekendtskab.
Søren Torpegaard Lund er charmerende og rammer scenen som et frisk pust, som han naturligvis skal, men hans tilstedeværelse fylder positivt som den unge Bob Guadio. Der er altid noget at glæde sig til, når Søren Torpegaard Lund synger, men hans portræt af det yngste medlem, der ud over at være genial tekstforfatter, samtidigt viser sig at være et fremragende forretningstalent, giver den ellers lidt hårde New Jersey tone lidt tiltrængt uskyldighed og naivitet.
Jesper Paasch som i rollen som Nick Massi med egne ord siger, nu har jeg jo ikke sagt så meget endnu, er alt andet end en bevægelig del af kulisserne. Han viser sig som aftenens leverandør af de sjoveste replikker, der kulminerer på bedste vis i en lille monolog om håndklæder og sæbe.
De andre dygtige skuespillere er værd at nævne hver især, men lige meget, hvordan man vender og drejer det, så er deres optræden, som hjælpere til at få historien frem, hurtige glimt i en allerede tempofyldt fortælling.
Oh, what a night, hypnotizin’ mesmerizing me
Stor ros til instruktør Thomas Agerholm, som har skabt en forestilling, der holder ens opmærksom i et jerngreb i samtlige minutter. Tiden flyver afsted, og underholdningsværdien holder hele vejen.
Benjamin La Cours scenografi ser, ved første øjekast, ud til at stå tungt og urokkeligt på scenen, men er gennemtænkt i sin brug af bevægelige skærme og roterende vandtårn. Små justeringer skaber flotte visuelle billeder og lokationer. Intet savnes i denne scenografi, og sammen med Rikke Von Qualens kostumedesign er Jersey Boys den perfekte oplevelse.
Næsten…..
Men hvorfor så ikke fem eller seks stjerner?
Det forholder sig sådan, at alle på eller bag scenen har en vigtig rolle. Det ene kan ikke eksistere uden det andet. Det betyder så, at når det, der foregår på scenen, ikke bliver bakket op af teknikken, så falder kvaliteten af helhedsoplevelsen. Frustrationerne melder sig løbende, ikke bare hos mig, men hos det publikum, der har valgt at købe billet den pågældende aften, som var dagen efter premieren.
Det generelle lydniveau var så lavt, at de vanvittigt flotte præstationer blev overdøvet af slikposer og knirkende stole i salen. Jeg overhørte et ældre ægtepar i pausen tale om netop dette, og igen i et lyskryds på vej hjem, overhørte jeg et andet par tale om præcis det samme. De talte om, hvordan man kunne høre scenens knirkelyde fra de bevægelige kulisser, mens musikken spillede, og at et trommesæt, der var med på scenen, som ikke var tilsluttet, havde samme lydniveau som det, der kom ud af PA-anlægget, selv om vedkommende bag sættet gjorde sig umage med ikke at slå, men næsten kun markere.
Det er uundgåeligt, at man kan høre lyde fra scenen, det er en del af oplevelsen, men ikke så det er så distraherende. Det må ikke ske.
Det var af den grund en stor overraskelse, da et orkester kom på scenen under klapsalver ved tæppefald. Der var ikke et indtryk eller en oplevelse af andet end et forudindspillet sæt, der kunne synges ind over. Det er virkelig ærgerligt at frarøve publikum følelsen af orkestrets tilstedeværelse.
Mikrofoner blev ikke tændt, før skuespillere var begyndt at fremføre deres dialog, og en følgespot var enten for hurtig eller for langsom, så de samme skuespillere ofte forsvandt i mørket før tid.
Der er i forvejen konkurrence om musicalpublikummet med de mange produktioner, vi i øjeblikket oplever, så når en jukebox musical af denne kaliber bliver opsat, så er det ikke nok at koncentrationen er på skuespillere alene.
Men hvis ellers volumeknappen bliver fundet, så er du sikret en god aften i vidunderligt selskab.
Jersey Boys har det hele. Udødelige sange fremført så nostalgien med alt sin magi bliver vækket.
JERSEY BOYS spiller fra 4. oktober til 21. oktober 2023. Tivolis Koncertsal.
Aarhus: 9. – 11. november 2023, Musikhuset.
Viborg: 15. – 19. november 2023, Tinghallen.
Esbjerg: 22. – 26. november 2023, Musikhuset Esbjerg
Randers: 29. november. – 3. december 2023, Værket.
Odense: 8. – 10. december 2023, ODEON.
Aalborg: 13. – 17. december 2023, Aalborg Kongres & Kultur Center
Medvirkende: Mikkel Hoé Knudsen, Johannes Nymark, Søren Torpegaard Lund, Jesper Paasch, Christina Thomsen, Johanne Milland, Matilde Zeuner, Mikkel Vadsholt, Morten Hemmingsen, René Wormark, Christopher Rørmose, Kristoffer Sass, Henrik Launbjerg, Lasse Dyg og Alberte Hønnicke Kyst. Instruktør: Thomas Agerholm. Manuskript: Marshall Brickman & Rick Elice. Musik: Bob Gaudio. Sangtekster: Bob Crewe. Oversættelse af dialog: Heinrich Christensen. Scenografi: Benjamin La Cour. Koreografi: Kim Ace Schjerlund. Lysdesign: Jeppe Lawaetz. Kostumedesigne: Rikke von Qualen. Kapelmester: Morten Vestergaard.
