Holbergs tragikomiske klassiker

Gid jeg turde drikke for endnu en skilling
Vi derfor øvrighed fra ploven mer’ ej tage, gør bonde til regent som udi fordum dage; thi gamle griller hvis man fulgte derudi, hvert herredom måske faldt hen til tyranni.

Der er heldigvis sket meget siden begyndelsen af oplysningstiden, hvor Ludvig Holberg skrev Jeppe på Bjerget. En komedie, skrevet til de rige, om vigtigheden af at holde bonden fanget, hvor han var, for ellers falder alt fra hinanden.

Lyder det ikke bekendt?

Eller skrev Ludvig Holberg teksten for netop at gøre opmærksom på, at det tyranni, der blev udøvet mod så stor en del af befolkningen, selvfølgelig ville blive spejlet, ligegyldigt hvem der kom til magten, da det var utænkeligt, at livet kunne være anderledes?

For 303 år siden, da Jeppe første gang gik på scenen, levede en meget stor del af landet som fæstebønder, og elleve år efter blev stavnsbåndet indført. Det er derfor sikkert at sige, at det, vi som publikum oplever og tolker som rigtigt og forkert i Holbergs tekst i dag, ikke er det samme som publikum dengang.

Netop derfor er Jeppe på Bjerget meget andet end en komedie og teatertradition; det er et tiltrængt spejlbillede og kalejdoskop, der kan sætte fokus på den kurs og de gentagne mønstre, som Danmark og resten af verden oplever.

Teorierne er mange, men sikkert er det, at denne opsætning, med Frederik Cilius som den alkoholiserede og krigstraumatiserede Jeppe, er en kæmpe gryderet med alt fra den førnævnte teatertradition og historie, til samfundsdebat, folkelighed, provokation, feinschmeckeri og popkultur som ingredienser. Alt sammen godt smagt til med pisk fra Nille og Mester Erik.

Når du har hængt ham, kan du hænge dig selv
Kontratenoren Morten Grove Frandsen går højtideligt syngende foran Frederik Cilius, der har placeret sig selv oven på en stor sokkel. Her sidder han som en kopi af den statue af Ludvig Holberg, der står uden for Det Kongelige Teater.

Det virker vigtigt for forestillingen, at Frederik Cilius lige får markeret sig som den populære personlighed, han er. Der er derfor blevet lavet en monolog, som kan varme publikum op og lige forventningsafstemme en smule, for lige derefter bliver forestillingen insisterende fastlåst i Holbergs tekst, på godt og ondt, men heldigvis stadig med plads til enkelte afstikkere og nutidige referencer.

Holberg kravler symbolsk ned fra sin piedestal og bliver klædt om til den uvaskede Jeppe, som straks falder om på bjerget, så skuespiller Patricia Schumann som konen Nille, kan komme ind og starte første akt med ordene, ”jeg tror næppe, at der er sådan doven slyngel i det hele herred, som min mand.”

Jeppe på Bjerget er historien om en tidligere soldat med 10 års tjeneste og ar på sjælen, der nu overlever som fæstebonde, mens han drukner sine traumer og sorger i brændevin. Hans kone tæver ham, da hun har giftet sig med en på alle måder uduelig og udbrændt mand.

Da baronen og hans følge en dag finder Jeppe sovende på møddingen, beslutter de sig for at more sig ved at slæbe Jeppe ind i de fine gemakker, for derefter at lade som om, at det er ham, der er og altid har været Baronen.

Der går ikke længe, før den ulykkelige og indebrændte Jeppe viser sig som overraskende tyrannisk, i en form for – abe ser, abe gør – tankegang, som Holberg nok ikke havde til hensigt, var subteksten, men som nu er tydelig. Baronen og hans følge synes ikke, det er morsomt at opleve den modsatte ende af pisken og smider den drukne Jeppe tilbage på møddingen.

Men som det altid er med mennesker og magt, så skal offeret straffes for at lege legen for godt, så Jeppe bliver anholdt, retten gør kort proces og dømmer Jeppe til døden ved hængning.

Men det er jo kun for sjov, skal vi huske…??

Nu hvor jeg er død, føler jeg ingenting
Publikum får sin sag for, da Jeppe ikke bare taler bondsk, men sønderjysk, hvilket er et fremragende valg og i høj grad sikrer en ellers fraværende repræsentation på Det Kongelige Teater.

At konen Nille og resten af de medvirkende taler københavnsk og lidt indøvet og skolet rigsdansk, kan man tolke som man vil. Indrømmet, så skabte det sønderjyske sprog en kløft mellem Jeppe og alle andre medvirkende. Ikke et problem som sådan, men pludselig blev rigsdansk en hæmsko og holdt ellers gode præstationer lænkede, så der hele tiden var stjernen Frederik Cilius, og så var der de andre.

Kostumerne passer til 1722, hvor stykket er skrevet, og de brune farver viser fint de fattige vilkår, mens baronen og hans følge er klassisk barok, men iført et lidt mere feminint og forførerisk snit og en farvepalette, der leder tankerne hen mod en hinduistisk farvefest. Alt sammen et godt visuelt bidrag, der fremmer portrættet af, hvor selvoptagede de var og er.

For at understrege yderligere har de masker med et griseansigt, så der ikke er nogen tvivl om, hvem der er de rige svin på scenen. For at drage lidt paralleller op til nutiden, stopper de op, når en god fotomulighed opstår, og siger ”Billede klik!” På den måde tegner der sig et billede af en overklasseungdom, der ikke har tjent sine egne penge og lever over evne uden egentligt at have talent for andet end at kede sig. Et på alle måder skræmmende, men desværre også realistisk billede.

Kontratenoren deler akterne op og sørger for at opretholde højtideligheden, når Frederik Cilius’ mimik og forestillingens nutidsindstik går i modsat retning. Alt sammen perfekt balanceret, så publikum får set giraffen, men går hjem med en kulturskat i lommen.

Netop for at sprede tidsbilledet lidt ud, synger Jeppe lidt fra – Gem et lille smil til det bli’r gråvejr – og – Mine øjne de skal se – og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve Big Fat Snake´s – Bonsoir Madame – sunget som opera. Men her er vi så.

De andre medvirkende spiller som et ensemble flere roller, og både Zaki Nobel og Stephanie Nguyen er godt med i den valgte stil og stemning.

Sidstnævnte genbruger lidt detaljer i sin fysik, der leder tankerne hen mod hendes medvirken i forestillingen, Farlige forbindelser, og hvorfor ikke, når nu det virker.

Ligeledes rammer Casper Kjær Jensen og Stephanie Nguyen et højere niveau som anklager og forsvarsadvokat under den meget korte falske retssag. Et tempofyldt poetry slam på latin.

Bare fordi det er kedeligt, behøver det ikke være dårligt
Det siger Jeppe selv i forestillingen, men det er ikke kedeligt. På intet tidspunkt faktisk.

Scenografien er stor og flot, og vigtigst så er den overdådig, men stjæler aldrig fokus. Hvis man skal sige noget, så virkede det lidt som en paradekørsel med kulisserne, der som små øer skiftede. Der manglede måske lidt mere fyld ude i siderne, men det er et valg.

Der har helt sikkert været et pres på holdet og især på instruktør Heinrich Christensen, men det ses ikke, og der er ingen følelse af, at noget er blevet forceret eller gennemført uden kærlighed til og forståelse for det oprindelige værk.

Jeppe mener selv, at han var en nådig herre, så længe det varede; om der er en nådig billetherre, er ikke til at sige. Hele forestillingen er udsolgt og har været det længe. Så man skal virkelig være heldig ved tasterne og finde et afbud på en tilfældig dag.

En billet til Jeppe på Bjerget er i disse dage mere værd end de rigdomme, der gemmer sig i Grønlands undergrund.

Jeppe på Bjerget spiller fra 22. januar til 23. februar 2025. Gamle Scene. Det Kongelige Teater.
Varigheden er ca. 2 timer 20 min. inkl. en pause

Medvirkende: Frederik Cilius, Patricia Schumann, Simon Mathew, Youssef Wayne, Zaki Nobel, Stephanie Nguyen, Casper Kjær Jensen, Ursula Esmarelda Brage, Morten Grove Frandsen, Ramez Mhaanna. Dramatiker: Ludvig Holberg. Iscenesættelse og bearbejdelse: Heinrich Christensen. Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen. Lysdesign: Balder Nørskov. Lyddesign: Janus Jensen. Komposition: Ramez Mhaanna