Et fremragende og autentisk portræt

Det ligger lige til højrebenet at skabe et rigtig heltekvad ud af historien om Zlatan Ibrahimović. For med en baggrund som en rigtig lømmel, der er vokset op under meget fattige kår, og med to fraværende og skilte forældre, stod det ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at han skulle opleve nogen som helst form for succes i sit liv. Alligevel har Ibrahimović formået at blive så succesfuld en fodboldspiller, som det har været tilfældet – og så er han stadig aktiv i en alder af 40 år.

Et liv i en treaktsstruktur
Alt er dog ikke helt perfekt, for selvom det er et portræt af en rigtig person, er det stadig en fiktionsfilm, og det betyder, at tingene unægtelig bliver fremstillet et meget klart og enkelt handlingsforløb. Et rigtig liv har dog ikke en klar, dramaturgisk treaktsstruktur, så løsningen har været at krydsklippe mellem tre tidsperioder i Zlatans liv, hans tidlige unge år, hvor han først oplevede succes med fodbold, starten af tiden i Malmö FF og slutningen af hans ophold hos hollandske Ajax.

Og det er som om, at filmen prøver at fortælle noget meningsfuldt i forholdet mellem hans karriere og privat liv, ved, i alle tre af tidslinjerne at insistere på, at han skal aflevere bolden noget mere. Men når det så kommer til stykket, er det hans selviske omgang med bolden, som fører til hans videre succes. Så det står meget uklart, hvad filmskaberne forsøger at fortælle, når de forsøger at koble hans sportslige rejse sammen med hans livsfortælling.

Et nuanceret portræt
Hvad der til gengæld står krystalklart og fuldstændig troværdigt er portrættet af Zlatan som et menneske. Der bliver ikke lagt fingrene imellem, når det kommer til at vise, at Zlatan var og er nok stadig er, lidt af en bølle, der nikkede skaller til træning og vandrede hvileløst rundt i nattelivet med sit slæng og gjorde gaderne utrygge. Det hjem, som han er opvokset i, viser også med al tydelighed, hvorfor han har haft så mange adfærdsproblemer i sin opvækst.

Det er dog ikke bare det meget alsidige portræt af mennesket Zlatan, som får filmen til at blive både engagerende, men også indsigtsfuld. Det er i høj grad også de to drenge, der spiller Zlatan som henholdsvis 11- og 17-årig, der virkelig løfter filmen. Ingen af dem har medvirken i film tidligere, men det kan slet ikke ses, og særligt Granit Rushiti, der spiller den ældre Zlatan, er fuldstændig eminent i rollen, og fremstår autentisk, både når han er sårbar og aggressiv. Det er slet ikke til at fatte, at det Rushitis første film, for der er virkelig tale om et stort skuespiltalent her.

Jeg er Zlatan er et overraskende vellavet og nuanceret portræt. Særligt med tanke på, at manden stadig er aktiv, er det imponerende, at der ikke bliver holdt igen med at vise nogle af de sider ved Zlatans liv og adfærd, der ikke ligefrem er beundringsværdigt eller politisk korrekt. Inderst inde er det dog stadig en solstrålehistorie om manden, der brød ud af fattigdommen og blev en succes, på sine helt egne præmisser, så publikum får både en god historie og et overbevisende portræt af manden med det store ego.