En tragisk og barsk fortælling om et menneske, der brød sammen.

Janis: Little Girl Blue er en dokumentar om den legendariske rock og blues sangerinde, Janis Joplin, som med sin frigjorthed, vildskab og seksuelle energi, var med til at definere den kulturelle revolution på den amerikanske musikscene i 1960’erne. Hun satte nye standarder for måden kvindelige musikere kunne udtrykke sig på scenen. Hun er tilmed det første kvindelige medlem af den famøse ’klub 27’, da hendes liv endte brat som følge af en heroinoverdosis på et hotelværelse i Los Angeles i 1970.

I filmen serveres sublime musikalske øjeblikke fra Joplins karriere, som ved hendes optræden på Monterey Pop Festival og på Woodstock med Big Brother and the Holding Company. Hun er et buldrende tog, hun er ren urkraft, men hun er også en skrøbelig lille pige. Hun er essensen af fuldkommen og altopslugende menneskelig og musikalsk ekspressivitet.

Nerve og nærvær
Janis: Little Girl Blue er den klassiske rock-dokumentar, der er lavet efter samme opskrift som er set så ofte. Man får indledningsvis indsigt i Joplins tidligere og svære teenageår i Texas, for derefter at følge hende som hun river teltpælene op og flytter til San Francisco for at forfølge musikdrømmen. Man følger hendes vej til succes, hendes kamp mod stofferne og kampen mod de indre dæmoner. Man får en fornemmelse for, hvordan hun var som menneske, da tilskueren får serveret interviews fra familiemedlemmer, gamle bandmedlemmer og elskere. Ingen overraskelser her. Formularen er den samme som altid.

Hvad Janis: Little Girl Blue til gengæld kan bidrage med er en nerve og et nærvær, der ellers sjældent får plads i denne genre, da det ofte drukner i glorificeringer og lovprisninger af den pågældende kunster. Denne film tager derimod udgangspunkt et andet sted, og formår på elegant vis at give os et indblik i Joplins turbulente følelsesliv. I starten af filmen ser vi Joplin som den buttede og bumsede outsider, der bliver kåret som ’årets grimmeste dreng’ i en årsbogsnominering fra hendes high school. Man bliver ramt lige i hjertekulen, det er næsten ikke til at bære. En usikkerhed og et inderligt behov for at blive anerkendt og elsket følger hende resten af livet. Og man kan mærke den. Filmen formår derved at nå ud over den evige floskel om den usikre og lidende kunstner.

Cat Power som fortæller
Filmen er yderst velresearchet, og der er i arkiver fundet gamle breve, som Joplin har sendt til sin familie, mens hun boede i San Francisco. Disse breve bliver læst op af rock/blues sangerinden Chan Marshall, bedre kendt som Cat Power, som selv er opvokset i Syden. Dette giver hendes stemme den rette klang, og hun læser brevene op med en legende og piget uskyldighed, som fungerer perfekt. I vekslingen mellem oplæsningen af disse breve og interviews med Joplin gennem filmen, får man næsten den fornemmelse, at Joplin selv læser dem op.

Alle brevene starter med ’Dear family’. De er ærlige og bevægende og indeholder Joplins bekymringer, sorger, håb og til tider ekstatiske lykke. De formår at give os en følelse af, at vi kendte hende. Kendte hende som en usikker pige, der hele tiden havde behov for at blive klappet på skulderen. Brevene bærer stort præg af skyld over for familien, og næsten hvert et brev afsluttes med ’I’m so sorry’.

En stor drivkraft i filmen synes at være den samme som drivkraften i hendes musik: De forliste forhold til mænd, der i sidste ende forlod hende. Som i nummeret Ball and Chain, hvor hun synger; ’I hope there’s someone out there who could tell me why the man I love wanna leave me in so much pain’. Joplin var altid drengenes ven, men når drengene tog piger med hjem efter hver en fest, var Joplin forvist til ensomheden og slynget tilbage til mindet om sig selv som den bumsede teenagepige fra Port Arthur.  

Håb
Filmen er ikke kun et tragisk fortælling. For selvom vi bliver konfronteret med Joplins ensomhed og massive stofmisbrug, er filmen også varm og til tider optimistisk. Kort før hendes død, var hun blevet clean. Hun var i gang med indspille en soloplade, der senere blev til Pearl, som hun var stolt af. Det gik godt. Hendes død var måske derfor så overraskende. Overdosen på hotelværelset i Los Angeles var ikke resultatet af en lang nedtur, men snarere et sidste farvel til den store kærlighed, heroinen, inden solokarrieren for alvor blev skudt i gang. Dagen efter hendes død, modtager hotellet et brev fra hendes store kærlighed David Niehaus, som skriver at hun skal komme og møde ham på den anden side af jorden. Tragisk, men håbefuldt for en fremtid, der kunne have været.

I kølvandet på flere fremragende rock-dokumentarer i det sidste års tid som Kurt Cobain: Montage of Heck og Amy, kan Janis: Little Girl Blue godt være med. Filmen er dog hverken visuelt eller fortællerteknisk eksperimenterede eller nyskabende, men den er hjerteskærende og vedkommende og leverer et elegant portræt af musiklegenden Janis Joplin, som hun var. Måske var hun ”larger than life”, men hun var også blot et menneske.