En rørende lille film om at værdsætte sit indre barn

I Jakob og Peter Plys, starter vi i A.A. Milnes’ univers som vi kender det, med drengen Jakob og hans venner i hundredmeterskoven. Der går dog ikke længe inden Jakob skal væk på kostskole, og før han ved af det, er han blevet en meget nøgtern og seriøs voksen, der fuldstændig har glemt alt om Peter Plys og co. Det er lige indtil Plys en dag dukker op, fordi han har savnet sin ven, og kan mærke, at han har brug for ham igen.

Klassisk Disney
Det er virkelig kalkuleret sentimentalitet, som kun amerikanerne kan gøre det, og Disney må siges at være mestre i denne kunstform. For selvom jeg kan identificere alle de følelsesmæssige kneb, og normalt ville foragte en film som denne, der manipulere med mig, så blev jeg alligevel berørt af de mange søde scener. Filmen har en uforklarlig charme som gør, at den kan slippe afsted med et manuskript, som er lige lovligt kantet.

Man kommer heller ikke uden om, at det er en virkelig flot og velproduceret film. Der er tænkt over hvert et billede, og selvom det måske ikke er en revolution indenfor filmkunsten, så kan man se, at der virkelig er lagt hårdt arbejde i produktionen. Da Peter Plys og hans venner dukker op, er det også tydeligt, at der ikke er sparet på de visuelle effekter. Det er stadig en smule sært ud, når rigtige mennesker interagerer med computergenerede væsner, men det ser slet ikke skidt ud, som man kunne frygte.

Burde ikke virke, men gør
Det samme gør sig også gældende for moralen. Budskabet er meget i tråd med Steven Spielbergs Hook, der også handler om et fiktivt barn, som er blevet voksen. Det handler om at livet ville være trist, hvis man giver helt op på sit indre barn. Det er selvfølgelig et meget smukt budskab, men udlægning her gør det desværre meget let at misforstå. For måden Jakob løser konflikten på, får det til at se ud som om, at man bare skal forkaste alt det voksne og ansvarsfulde. Så som forældre, bør man nok være opmærksom på, at ens børn ikke fejlfortolker budskabet.

Jakob og Peter Plys er en film, som ikke burde fungere, men gør det alligevel. Den rummer alt det, som jeg normalt ikke kan fordrage i film, som en didaktisk morale, sentimentalitet og overdrevent skuespil. Til trods for alle de åbenlyse mangler, så blev jeg på mystisk vis ramt af den positive stemning, og fangede mig selv med uforklarlige tårer i øjnene. Det er intet, som kommer til at gå over i filmhistorien, og man kan stille spørgsmålstegn ved, om Peter Plys virkelig er så rørstrømsk, som han bliver udlagt her, men som en blød og hyggelig efterårsferiefilm for familie, ville det være synd at ignorere dens åbenlyse kvaliteter.