Gør det, som den skal

I Jagtsæson udfoldes en tåkrummende fortælling om Eva (Mille Dinesen), som kæmper med at samle sig selv sammen efter en ikke så køn skilsmisse. Hun finder trøst og støtte hos veninden Marlene (Lærke Winther), mens eksmandens nye unge kone Isabella (Stephania Potalivo) presser sig på for at blive Marlenes nye bedste veninde. De tre kvinder ender på et spa-ophold, hvor det ikke går stille for sig.

Masser af pinagtige karakterer
Historien om kvinder, som kæmper om hinandens kærlighed, anerkendelse og respekt er en gammel kending, ligeså med fortællingen om den middelaldrende kvinde, som sender lange og jalousifyldte blikke mod sin eksmands nye elsker. Hendes slanke krop, smil og store overskud.

Mille Dinesen udfører om nogen denne rolle til perfektion, men har problemer med at løsrive sig fra karakteren Rita, der med sin fandenivoldskhed, kiksede dialoger og store konflikter minder en hel del om Eva. Stephania Potalivo virker på mange måder til at spille sig selv – hvilket ikke gør karakteren mere spændende. Lærke Winthers karakter Marlene ender derimod som et ligegyldigt samlingspunkt, i de to kvinders kamp om opmærksomhed. Karaktererne beskrives fra produktionens side som ”alt-for-meget karakterer”, hvilket jeg vil stille mig uforstående overfor. Det er ikke karaktererne, der er ”alt-for-meget”, men ideen om at noget er sjovt bare fordi det er tåkrummende ubehageligt at se på.

Hvor er de virkelige kvinder?
Det ærgrer mig, at man ikke tør skabe en film om rigtige kvinder, deres sorger og deres jalousier –men med et plot som faktisk giver mening, skaber spænding og får følelserne frem. Hvorfor skal det hele være så enkelt? Hvorfor ikke satse lidt, og lade skuespillerne folde sig ud, når nu talentet er til mere. Al det fokus på juks og pinligheder fører ingen vegne hen.

At skabe en vej ind i den moderne kvindes sind med komik er genialt og dejligt. Og selvom det er gjort et utal af gange før, kan det stadig være underholdende for os kvinder (og måske mænd). Men det er ikke tilfældet her. Det ville være løgn at sige, at der ikke er få sjove scener. Her tænker jeg særligt på én scene, hvor en hund er involveret – men enkelte sjove indspark kan ikke hive filmen op alene. Desværre.

Kigger man dog isoleret på filmen, og ignorer alle mulige ambitioner på vejene af dansk film, så gør den jo i bund og grund, det den skal. Den er tåkrummende pinlig til tider, viser en karikeret udgave af virkelighedens kvinder og fik mig da også til at grine i ny og næ.

Jeg giver derfor Jagtsæson tre stjerner. Ikke for skuespil, ikke for manuskript eller smukke billeder – men ene og alene for at leve op til, hvad man som publikum forventer.
En film perfekt til tidsfordriv.