En danseforestilling om det nuttedes forførende magt

Kawaii
Det er et japansk ord og betyder nuttet. Ordet bliver brugt som en fælles betegnelse for en tendens i kulturen, der via manga, tøjstil, klistermærker, ja alt faktisk, skal være så overdrevet sukkersødt og tuttenuttet som overhovedet muligt.

Med forestillingen IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE kaster koreograf og iscenesætter Gunilla Lind sig over lige netop den kultur, der også, igennem længere tid, er blevet populær i vesten.

Det lyserøde bagtæppe hænger tungt, og sammen med en masse batteridrevne minihunde, der tøffer rundt på gulvet, begynder det at knase mellem tænderne, som havde man taget en meget stor bid i en visuel candyfloss.

Musikken er en tyggegummiboble blandet med lidt ”basarm”, og afsted går det, efter de fire medvirkende har præsenteret deres nuttede kostumer. Men selv om danserne er dygtige og koreografien giver mening, når det kommer til kulturens behov for selviscenesættelse, dyrke sit eget og de andres spejlbillede, så bliver det hurtigt for meget med det nuttede og den stilstand, der følger med i kølvandet på et sukkerchok.

Der er en meget lille del af mig, der synes, at man kan overgøre og karikere alting, og bruge det som rygdækning, for indirekte at pege fingre ad de mennesker, der vælger denne eskapisme. Men det kan da ikke være rigtigt, når nu Blaagaard har den profil, som de går så meget op i vel?

En tur på skolebænken
Ifølge Blaagaard og holdet bag forestillingen, så er meget af inspirationen kommet fra den amerikanske kulturteoretiker, litteraturkritiker og feministforsker Sianne Ngai. Hun har en teori om, at det nuttede er en æstetisering af det svage og magtesløse, der tiltrækker os i kraft af dets behov for omsorg. Hun mener, at vold altid er implicit i vores forhold til det nuttede, som vi har mulighed for enten at beskytte eller skade. Det har Blaagard selv skrevet om forestillingen, og det er da godt, at man læste det, inden lyset gik ned.

Bedst som det nuttede har overskredet sin besøgstid, skifter stemningen, og badet i grønt lys forsvinder det nuttede ned i kaninhullet, og det er blevet tid til at undersøge, hvad der er på den anden side af spejlet.

Ruth Rebekka Hansen kan med ekstrem kropsforståelse og kontrol lave en illusion af, at samtlige led i kroppen kan bøjes i den forkerte retning. Det er i sandhed uhyggeligt og ekstremt godt arbejde.

Men ligesom det nuttede blev for meget for hurtigt, sidder det nu knap så skjulte magtbehov fast i en suspense, der er for lang tid om at nå toppen. Her er det Marcus Alexander Roydes, der brillierer i sit forsøg på at ryste og vride ondskaben af sig.

Lidt grus i candyflossen
Musikken er komponeret af Jenny Rossander og Lydmor, der virkelig er gået til opgaven med opsmøgede ærmer. Det er nuttet, det er uhyggeligt, det er vedkommende, og publikum havde svært ved at sidde stille.

Men når det kommer til at kende det rum, man spiller i, rammer forestillingen lidt ved siden af.

Da det lyserøde bagtæppe fylder en del, kommer danserne ofte meget tæt på første række af siddepladser. Da Blaagaard er bygget op således, at scenen er gulvet, og siddepladserne er bygget op som en tribune, ja så bliver det umuligt for en stor del af publikum, især dem der sidder lidt ude i siderne at se danserne, og hvad de laver, når de bevæger sig helt nede ved gulvet tæt på føromtalte første række. Det gør de meget i denne forestilling, og det er unødvendigt, når nu der er så meget mere gulv at præsentere sin kunst på.

Forestillingen, IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE, er på samme tid lokkende og dragende, men også en smule skuffende, når nu mange i salen forgæves skulle strække halsen i forsøget på at blive inkluderet i en stor del af festen.

IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE spiller fra 20. februar til 06. marts 2024.
På Blaagaard Teater
Varigheden 60. minutter. uden pause.

Medvirkende: Alvilda Faber Striim, Ruth Rebekka Hansen, Josefine Elna Ibsen, Marcus Alexander Roydes. Koreograf & iscenesætter: Gunilla Lind. Komponist: Jenny Rossander. (Lydmor). Scenografer: Lise Marie Birch & Lars Frimann. Kreativ producent: Shuli Nordbek. Lysdesigner: Thora Eriksen. Skrædder: Emilie Strøm. Dramaturg: Rikke Frigast Jakobsen. Cute-Konsulent: Emma Holten. Fotograf: Kasper Nybo.