En romantisk film med et strejf af partnervold
Lily Bloom (Blake Lively) har en del sår, som hun har kæmpet med i løbet af sit liv, men ser nu ind i et nyt kapital i Boston, hvor hun skal indfri sin livslange drøm om at åbne sin egen blomsterbutik. En aften møder hun tilfældigt neurokirurgen Ryle (Justin Baldoni), og med en hurtig og dyb forelskelse vendes hendes liv på hoved. Men da Lily møder Atlas (Brandon Sklenar), hendes første kærlighed, støder Lily og Ryle på løbende udfordringer, der ændrer dynamikken i deres parforhold. Det er nu op til Lily selv at træffe et svært valg, der skal definere hendes fremtid.
Filmen er baseret på bestsellerbogen med samme navn af Colleen Hoover. Jeg har desværre ikke læst bogen, så mit første møde med historien var gennem filmen. Vi starter med at møde Lily i sin hjemby, hvor hun skal til sin fars begravelse. Allerede her får vi indtrykket af, at hun måske ikke har haft en særlig kærlig eller omsorgsfuld barndom som andre. Resten af filmen følger vi hende i Boston, hvor hun istandsætter sin butik, åbner den og forholdet til Ryle udvikler sig, mens vi samtidig får løbende flashbacks til teenage-Lily (Isabela Ferrer), og hendes møde med den unge Atlas (Alex Neustaedter). Det er fed balance, der langsomt opbygger spænding og er med til at vise hvilke sår, Lily bærer rundt på.
Første gang jeg stødte på Lively var i Gossip Girl-serien, der dels var et uendeligt teendrama og et modeshow. Selvom historien i denne film ikke er et teendrama, kan det dog virke som om, at Lively har overført dele af modeshowet med konstante close-ups af tøj og sko. Flere af scenerne er lange sensuelle sekvenser, der kan virke til at være reklame for Livelys garderobe, eftersom hun selv har suppleret med kostumer til Lily. Det bliver hurtigt meget ’posh’, og sker så ofte, at jeg i løbet af den første time kom i tvivl om, hvorvidt filmen nogensinde skulle berøre andre temaer end perfekte pæne mennesker, der forelsker sig i hinanden og nyder godt af det.
En film der viser partnervold fra alle sine sider – eller måske ikke helt.
Hvis man har fulgt med på sociale medier, er det ingen hemmelighed, at filmens store omdrejningspunkt er partnervold. Man skal dog et godt stykke ind i filmen før, vi rigtigt beskæftiger os med temaet. Når vi møder Lily, har vi svært ved helt at lure, hvad der har ført hende til, hvor hun er i dag. Vi ved hverken, om hun kender til vold i parforhold, eller får en fornemmelse af hvad der er sket i hendes barndom, der gør besøget i barndomsbyen svær i begyndelsen af filmen. Det er heller ikke noget, man behøver at vide det på forhånd, men underlæggende kan man mærke, at der er noget, der er sket, som påvirker hende – eller som vi skal tro påvirker hende, for egentlig er det ret svært at mærke på Lily, hvilke kvaliteter, styrker og svagheder, hun egentlig har.
Under hele filmen får vi ikke indtrykket af, at hun nogensinde har haft venner eller andre bekendtskaber end Atlas og hendes første medarbejder i butikken Allysa (som vi først finder ud af hedder Allysa en time inde i filmen). Det gør det svært at få en forståelse for, hvad der har været med til at gøre Lily til den stærke og selvstændig kvinde, der har formået at samle sig mod til at åbne en butik i en anden by – mod alle odds. Temaet om partnervold berøres først en time inde i filmen, hvilket er ærgerligt. Selv finder jeg temaet vigtigt og interessant, men her virker det nærmere som om, at filmen er velegnet til amerikanere, der måske aldrig har hørt om partnervold før. Filmen byder på et par ubehagelige scener, men bliver desværre en overfladisk og meget ensformig omgang, som måske ikke helt lykkedes med at portrættere nuancerne af partnervold – selvom filmen får 60 minutter til at gå i dybden med det.
It Ends with Us er ifølge forfatteren selv en kærlighedshistorie om ens første kærlighed, men ifølge instruktøren, Justin Baldoni, handler det om menneskelige erfaringer. Jeg ville nærmere kalde det en romantisk film med et strejf af partnervold. Filmens første time handler om det perfekte (seksuelle) parforhold mellem Lily og Ryle, mens anden time forsøger at kaste lidt drama ind i filmen. Den første time kunne være kortere – særligt når vi ikke engang får etableret, hvad halvdelen af karaktererne egentlig laver, hedder eller hvorfor Allysas mand og Ryle altid har barnagtige hættetrøjer på, når de mødes? Men har man ikke har et behov for at forstå alle karakterer (undtagen Lily, Ryle og Atlas), men blot vil se et middelmådigt kærlighedsdrama, så er filmen lige noget for dig.
