Bedre end etteren
I IT Del 2 vender vi igen tilbage til den amerikanske by Derry. Der er gået 27 år siden klovnen Pennywise terroriserede de syv børn i Tabernes klub, men han er altså nu genopstået fra sin dvale. Denne genopstandelse tvinger de nu voksne venner tilbage til deres barndomsby, i håbet om at tage kampen op mod det onde, en gang for alle. Det er dog ikke helt ligetil at se sin største frygt i øjnene.
En markant bedre oplevelse
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var den allerstørste fan af den første del. Derfor er det også på sin plads, at jeg med det samme understreger, at jeg fandt den anden del markant bedre. Der er en meget mere klar og målrettet plotstruktur, de syv venner er langt bedre karakteriseret, og så kommer der fra start, faktisk lig på bordet, så vi kan se, at Pennywise er mere end en teatralsk klovn.
Ensemblet er også bedre. Selvom børneskuespillerne bestemt var mere kompetente, end hvad der ellers er standarden, så er de voksne versioner ikke bare bedre spillet, men føles også som mere sammensatte udgaver af børnene. Disse ligheder bliver vi også hele tiden mindet om, i overraskende mange flashbacks tilbage til 1980’erne for 27 år siden.
Filmen fungerer også godt, selv hvis man ikke har set, eller helt kan huske detaljerne for to år siden, da den første udkom. Det er på mange måder hele livshistorier, som bliver fortalt, og det bruges der også tid på, selvom der selvfølgelig også skal være plads til et hav af uhyggelige scener. Derfor bør det heller ikke komme som nogen overraskelse, at med et multiple protagonist narrativ, hvor der er hele syv hovedpersoner, at så bliver det hurtigt til en lang film.
En film for voksne
Til gengæld er det meget rart at se en film på det store lærred, som på ingen måde er blevet censureret. Vennerne bander og svovler, de lokale indbyggere er voldelige, homofobiske og hævngerrige på en virkelig ubehagelig måde, som man sjældent får lov til at se i de mange kliniske film, der bliver produceret i dag.
Det vigtigste er dog ikke hvor ucensureret den er, men om det bliver gjort med henblik på at skabe gode gys. Desværre, må jeg sige, at den ikke er helt så uhyggelig, som den gerne vil være. Der er masser af klamme væsner, og ikke særligt tiltalende gysersekvenser, men selvom der bliver brugt alverdens kneb for at gøre det uhyggeligt, ender Pennywise ofte med at fremstå mere sindssyg, end som en rendyrket ondskabsfuld og mareridtsfremkaldende skikkelse.
Et andet aspekt, som også er værd at være forberedt på, er slutningen. Der er et lettere humoristisk sideplot gennem hele filmen, hvor et af børnene er blevet til en succesfuld forfatter, men ingen kan lide hans slutninger. Det ender også med at blive ekstra ironisk, for det samme gør sig gældende for filmen selv.
Efter al den lidelse vores gruppe af ‘tabere’, som de kalder sig selv, har været igennem de sidste 27 år, kunne man godt unde dem en lykkelig slutning. Uden at afsløre noget, ender dette dog med at være en temmelig patetisk en af slagsen, der næsten ikke kunne være mere melodramatisk, og som slet ikke passer ind i den lange række af overdrevne og udpenslede gyserscener.
IT Del 2 er en bedre og mere helstøbt film end etteren. Ensemblet er godt, og de tre timer går hurtigere, end man lige skulle tro. Der er også masser af ihærdige forsøg på at skabe uhygge, som aldrig rigtigt ramte mig, men som jeg dog ved, nok skal skræmme en del andre. Til trods for sine mangler, skabes der alligevel en rigtig god ængstelig stemning, der gør den bedre, end man måske skulle tro. Kan man klare den lange spilletid, får man til gengæld også noget for pengene.
- Release Date: 9/5/2019