IT

Kategori Biografen af - september 07, 2017
IT

Hvis bare manuskriptet var bedre

I denne nye udgave af Stephen Kings IT, følger vi nok engang en gruppe børn, der bliver forfulgt af en meget sulten klovn. Vi befinder os i 1988, og da historien går i gang hører vi om at flere børn sporløst er forsvundet i byen Derry. En af dem er drengen Bills lillebror, og han er ikke tilfreds, selvom de voksne tilsyneladende er. Derfor indleder han en jagt sammen med hans slæng af periodetypiske drenge og en pige, hvilket unægtelig leder dem til mødet med klovnen Pennywise.

I effekternes vold
Al fokus er blevet lagt på de visuelle effekter, og det er en dårlig ting. For til trods for, at kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan skabe i dag, så virker alt i filmen utrolig fantasiløst. Efter en gruvækkende indledende sekvens, fuld af blod, uhygge og en klam klovn, så når filmen aldrig tilbage på dette niveau. I stedet bliver al tiden brugt på at lave en masse usammenhængende sekvenser, hvor vores gruppe af børn bliver skræmt for vid og sans, men hvor der som sådan egentlig ikke sker så meget andet.

Det hjælper heller ikke på det, at manuskriptet er overraskende ringe skrevet. Enkelte af drengene formår at skille sig ud og have en personlighed, men ellers er der ikke rigtig nogen af dem, der er særlig meget mere end ”tabere”, som de selv siger gentagende gange. Her tænker jeg på drengen Ritchie, der er usandsynlig sarkastisk og bidrager med filmens eneste intentionelle grin, men det er kun fordi han taler som var han 40 og ikke 13 år gammel.

I sidste ende kunne filmen dog have været reddet, hvis den i det mindste var uhyggelige, men det er den ikke engang. Klovnen Pennywise bliver gradvist mere og mere ufrivilligt komisk, ind til han til sidst ender som en mærkelig formskiftende alien, der af uransagelig årsager taler som Scooby-Doo. Så hvor meget det end smerter mig, så må jeg sige, at det desværre er en ommer.

  • Release Date: 9/7/2017
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.