Endnu en fremragende film fra Wes Anderson

I Isle of Dogs, bliver vi smidt ned i et uspecifikt fremtidsscenarie, hvor hunde er blevet erklæret til skade for samfundet, fordi de spreder sygdom. Af den årsag bliver alle hunde i Japan smidt ud på en øde skralde ø, hvor de bo isoleret og alene.

Det er dog ikke alle, som hader hunde. For en ung dreng ved navn Atari har i sinde at finde sin tidligere bedsteven og tager derfor afsted til øen, hvor han møder en flok hunde, der hjælper ham på sin vej. Regeringen vil dog ikke have, at han skal finde sin hund, så det siger næsten sig selv, at situationen kun eskalerer herfra.

Rigtig Wes Anderson-sk stil
Det er en tragisk historie, fuld af uventede nuancer, og selvom det er en animationsfilm, så bør man nok ikke se den i selskab med ens børn. Der er et enormt kreativt overskud i alle filmens facetter, lige fra designet af figurerne, til den særprægede måde, fortælleren er en del af historien, for slet ikke at tale om beskrivelsen af det polariserede samfund, hvor oppositionen ikke nødvendigvis gør samfundet til et bedre sted.

Selvom karaktererne, bogstaveligt talt, er endnu mere stive end i Anderson live-action film, så er stemmeskuespillet helt i top. Alle stemmerne i hundeflokken er fremragende castet, men samtidig formår Bryan Cranston alligevel at skille sig positivt ud med sin dybe og rustne stemme i rollen som den herreløse Chief.

Isle of Dogs er klassisk Wes Anderson. Andersons helt unikke æstetik er som skabt til stop-motion, og i denne omgang fungerer det faktisk, også i modsætning til hans forrige forsøg med animation. Historien er temmelig spøjs, men har også en del på hjertet, hvis man har tålmodighed nok til det afdæmpede tempo. De enkelte elementer går på i en højere enhed, og skaber en bundsolid oplevelse, der er værd at gense. Det eneste virkelig negative jeg kan skrive er, at den på alle måder ligner Andersons tidligere film, men det er samtidig også det, der gør hans værker så utrolig seværdige.