Det lyder måske ikke som en rigtig dokumentar, men det er det. Mysteriet om, hvem der tog Zlatans næse, handler dog ikke om en bronze næse, men om den privatdetektiv, der har fået til opgave at opklare mysteriet. Claes Ekman er hans navn, og han er en unik skikkelse.
Da jeg taler med instruktør Nils Toftenow, går der da heller ikke længe, før snakke ender med at handler om den spøjse privatdetektiv.
Zlatan’s Nose er en ret sjov og unik dokumentarfilm. Og det første spørgsmål, jeg vil stille, er dybest set oprindelsen til denne dokumentar. Der masse af true crime-historier i dag, men hvorfor ville I undersøge, hvem der tog Zlatans næse?
For det første er jeg, min bror [Olle Toftenow] og [Mathias Rosberg], der lavede filmen, fra Malmø, hvor de satte statuen, og hvor Zlatan også er fra. Da Zlatan købte sig ind i den anden Stockholm-klub, og alle blev så vrede, fulgte vi bare med fra sidelinjen. Men da nogen tog næsen, og det blev til en urban myte: “Ja, nogen har den om halsen.” Og, du ved, “Nogen har solgt den på nettet.” Det blev en meget større ting, en rigtig god historie. Medierne rapporterede også om det, ikke kun i Sverige, men også uden for Sverige, så det blev lidt absurd. Og det var der, vi begyndte at tænke: “Ja, vi er nødt til at finde den næse.” Så præsenterede vi det for svenske tv, og de sagde: “Ja, okay. Lad os lave en hurtig true crime-historie her.” Det var sådan, det begyndte.
Du er ret åben om, hvordan finansieringen fandt sted til dokumentarfilmen. Filmen begynder med, at du og de andre dokumentarister taler om at modtage støtte. Hvordan er økonomien, når man forsøger at lave en dokumentarfilm, og når historien bliver større end først antaget?
Jeg ved ikke, om det er det samme i Danmark, men man får en lille smule ”is penge” i begyndelsen. Lige nok til at komme i gang. Så får du lidt mere, så lidt mere. Når du så har noget, kan du måske også søge om penge fra filminstituttet og fra lokale fonde. Så det er en trinvis proces. Det tager meget lang tid, før det egentlige budget er der.
Det er bygget på passion. Jeg vil sige, at de fleste dokumentarfilm i Sverige er bygget af passion.
For at blive her ved baggrundsspørgsmålene, hvorfor ville du gerne være dokumentarist? Der er så meget usikkerhed for bundet med det. Du kan ikke engang være sikker på, at du har en historie i sidste ende, selvom du bruger en masse tid på at optage og rejse rundt i verden.
Jeg tænker altid ved mig selv, at jeg er meget heldig, at jeg har fundet noget, som jeg virkelig brænder for. Jeg kan huske, da vi optog vores første film, da vi gik på filmskolen. Vi lavede en film om mænd i Spanien, og hvorfor de får overskæg. Vi kan ikke tale spansk, men vi tog til Barcelona og spurgte ind til ”bigote”, for det her hedder bigote: “Por que tu bigote?” Og gennem denne lille ting, kom dukkede store historier op til overfladen. “Ja, jeg ville imponere den pige. Hun var lidt ældre”, eller “Det var Franco”.
Det var sådan set starten. Vi kan godt lide at tale om store menneskelige spørgsmål, men gennem en lille ting, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Så blev jeg forelsket i klipperummet, hvor man kan se [Claes Ekman]. Han prøver at holde facaden, men der er noget mere under overfladen. Det er virkelig den der menneskelige sider, som virkelig fascinerer mig og mine kolleger.
Der findes heller ikke en person, som legemliggør det bedre end Claes Ekman. Han forsøger desperat at holde facaden, men er ikke særlig godt til det. Hvordan fandt I ham til at starte med?
Vi havde brug for en person foran kameraet til at lede efterforskningen, og vi er ikke journalister, vi er filmskabere. Vi har brug for nogen med ekspertise.
Vi googlede bare, og vi fandt disse forskellige detektiver, men alle sagde: “Nej, vi har brug for at være skjulte.” Men Claes var den første, der sagde ja.
Da vi mødte ham, tænkte vi: “Okay, han ligner en filmstjerne. Det her bliver godt.”
Du er ret åben i filmen. Det er næsten, som om vi er i klipperummet med dig, når du gennemgår alle hans optagelser og drejer fokus over på ham. Hvad var det, der fik dig til at fokusere så meget af dokumentaren på netop ham?
Hvordan siger man det? Fordi vi kunne ikke lade være med at gøre det, dybest set.
Han blev et mysterium, der var næsten lige så stort som næsen. Hvem er den fyr? Hvad er det, han vil? Hvorfor vil han have [være detektiv]? Det blev pludselig til to mysterier.
Han prøver også at krydre dokumentarfilm og iscenesætte visse begivenheder. En illusion I vælger at ødelægge ved at vise, hvordan han forsøger at iscenesætte alt. Er der mere han forsøgte at tilføje, som ikke kom med i den endelige film?
Ja, vi optog en dag med en stuntmand, som han også havde hyret, men det kom ikke med i klipperummet. Men jeg kan også sige, at som dokumentarfilmskaber er det en illusion, at en dokumentarfilm er sandfærdig. Det er ikke sandheden. Vi er også meget manipulerende, når vi laver en dokumentar.
Vi har altid ansvaret. Når vi optager nogen eller noget, er det os, der har ansvaret for historien, og de er objektet. Nu blev det sådan, at vi blev objektet for ham. Han brugte os, og det var ret forfriskende. Magtdynamikken har på en måde ændret sig. Han så en mulighed, og han tog den.
Dokumentarer kan præsentere historien på forskellige måder. Og som du siger, selv er inde på, er der undgåelig en grad af manipulation. Men I forsøger stadig at være ærlig i denne film ved at vise en masse ting bag kulisserne. Var det altid meningen at være ærlig omkring, hvordan beslutningerne blev truffet?
Nej, det var ikke meningen. Men i løbet af de år, hvor vi lavede dokumentarfilm, lærte vi, at det er en god ide at optage processen, for man ved aldrig, hvad kommer til at ske.
Det er bedre at fortælle så meget af sandheden som muligt, og jeg tror, at i dette tilfælde blev filmen meget, meget bedre, da vi gjorde det på den måde.
Hvad håber du, at publikum tager med sig?
Jeg vil gerne have, at når publikum set filmen og går ud af biografen, så føler de sig inspireret af Claes. Det er en ret absurd at være i live til at begynde med, så hvorfor ikke have det sjovt, selv i hans alder.
Vi vil gerne inspirere publikum. Selvom verden er noget rod i øjeblikket, kan man stadig være i kontakt med sit indre barn.
