I anledning af premieren på En helt almindelig familie, har vi her på Kulturbunkeren talt med instruktør Malou Reymann. Filmen handler ikke bare om en far, der skifter køn, men er en meget personlig fortælling for Malou i sin spillefilmsdebut, da hendes egen far har gennemgået en transition fra mand til kvinde.

Vi kommer lidt nærmere på det i vores samtale, men vi får også et dybere indblik i selve filmen, som var tæt på slet ikke at blive lavet, og ikke mindst, hvordan det er at fastholde sine kunstneriske ambitioner, når man samtidig vil fortælle noget så genkendeligt som muligt.

Jeg ved, at historien ligger dig meget nært, og du sikkert allerede svaret på det et hav af gange, men hvad var årsagen til, at dette endte med at blive din spillefilmsdebut som instruktør?

Jeg vidste ikke, at det skulle være min første spillefilm. Jeg gik med den længe i baghovedet, og heldigvis fik jeg afslag på et projekt, som jeg troede skulle være min første spillefilm, og så spurgte konsulenten i samme omgang om jeg havde en idé. Det havde jeg ikke, så jeg måtte pitche [En helt almindelig familie], selvom jeg første troede, at jeg skulle lave den lidt længere ude i fremtiden.

Den sagde [konsulenten] så, at den ville han gerne se. Det var en god motivation at starte på, at der i hvert fald var én, der syntes det var et spændende projekt.

Hvor svært var det så, at få den finansieret, var det en kamp?

Jeg ville ikke kalde det en kamp, men hver gang man sender noget ind, ved man ikke om konsulenten stadig er interesseret. Det var aldrig sikkert, om jeg skulle gå i gang med filmen. Det var i virkeligheden først en måned før optagelserne, at vi vidste det endeligt. Vi fik faktisk afslag fra Tv-stationerne efter vi havde fået produktionsstøtte fra Filminstituttet. Så vi var egentlig klar til at gå på optagelse, men da vi så ikke fik TV-støtte, havde vi ikke penge nok til at lave filmen.

Det var lige ved, at vi ikke kunne finansiere filmen, men heldigvis gik Nordisk Film ind med lidt flere penge, og vi skar nogle millioner i budgettet, så det lykkedes alligevel, uden Tv-stationerne. Det var heldigt, at både DFI og Nordisk Film, var klar på at lave filmen, for ellers ville den ikke være blevet til.

Havde DR og TV2 en særlig begrundelse for deres afslag?

DR havde allerede uddelt deres penge, da vi skulle i optagelse. Vi endte senere i post-produktion med at få færdiggørelsesstøtte, for nogle af deres projekter blev ikke til noget, så de havde lidt penge alligevel. Det var lidt teknisk med dem. De var interesseret, men havde allerede udleveret pengene.

TV2 ville ikke have den. De kunne ikke se, hvordan den skulle passe som hverken voksenfilm eller børnefilm. Den passede ikke ind, i nogle af deres bokse.

Det lyder som nogle snævre bokse.

Ja, især fordi de kunne opfinde en boks, eller hvis de gerne ville have voksne til at se den, så kunne de hjælpe til med det.

Meget af filmen bliver båret af den unge Kaya Toft Loholt, der spiller lillesøsteren Emma. Jeg var meget positivt overrasket over hende, da jeg ikke synes der er særlig mange gode børneskuespillere, men hun er virkelig god. Var du nogensinde i tvivl, om at ligge så meget vægt på hendes skuldre?

Jeg havde en helt klar tro på, at vi ville finde en, som kunne spille. Jeg har arbejdet med [casteren] Anja Philip før, og vi havde fundet børneskuespillere før, som kunne spille. Men det var altafgørende, for det er en bærende rolle, og der foregår rigtig meget på indersiden. Der er meget, som ikke foregår i replikker, men hvor vi skal forstå, hvad hun tænker. Så det var virkelig et held, at vi fandt hende.

Jeg kan ikke huske, hvor mange vi havde til casting, men hun dukkede op i allerførste runde. Jeg tror hun var 10 år på det tidspunkt, og hun fortalte, at da hun var ni år, havde hun besluttet, at hun ville være skuespillere, og derfor havde hun sendt sit billede ind til casting, nogenlunde samtidig med, at vi skulle caste. Det var totalt et held. Hun kommer til at lave nogle rigtig spændende film, for hun har en helt vild følelsesmæssig forståelse, som er helt unikt som for et barn.

Jeg synes det er interessant, at du har valgt en indadvendt hovedkarakter, hvor fokus er på det indre drama, for det ser man meget sjældent.

Ja, det er virkelig et ’no-go’. Man må ikke have en passiv, indadvendt protagonist, men det har jeg gjort. Jeg tror også, at det er en del af noget større. For det tager årevis at lave film, og derfor vil jeg gerne lave nogle, som jeg selv savner, eller synes er relevante. Der er vi måske vant til at se en vis type instruktører, der fortæller en vis type historier, med nogle bestemte typer hovedkarakterer, og jeg forsøger at skabe plads til mig selv, og fortælle på den måde, som er sand for mig.

Jeg havde meget tidligt en idé om, at jeg gerne ville være filminstruktør. Jeg har været skuespiller før, så jeg havde set, at man kan være den, der fortæller historien, og det tror jeg appellerede til mig. Samtidig så jeg en adfærd hos filminstruktørerne, som slet ikke er mig. Kan jeg så godt være filminstruktør? Det skulle jeg lige finde ud af, at det kunne jeg være på min egen måde.

Hvordan får du så din vision igennem, på din måde?

Jeg arbejder første og fremmest intuitivt. Det er fra første idé, at det skal resonere med mit indre. Jeg kan mærke, hvad jeg brænder for, det kan jeg hele vejen igennem. Nogle gange kan man ikke mærke, hvad det er, men senere finder man ud af, hvad det er. Det jeg har fundet ud af på filmen her er, at det er meget nemmere for alle andre på et film-set, hvis jeg er meget tydelig omkring, hvad vi skal. Hvis jeg prøver at være for åben, kan det være svært at finde ud af, hvad jeg egentlig skal.

Så jeg prøver at finde en balance mellem at være intuitiv og åben, men også meget klar i mine udmeldinger. Det er i forhold til alt. Det er både i forhold til spillet, kostumerne og alt muligt. Fordi jeg ikke kan genkende mig selv, i den autoritative måde at være instruktør på, som bestemmer præcist hvilket objektiv det skal være, hvor lyset skal sættes, så prøver jeg at finde en balance mellem at være tydelig, og samtidig intuitiv.

Apropos lyssætning, så det ud som om, at det var naturligt lys I brugte gennem filmen. Er det rigtig set?

Det var det også generelt, men det kræver stadig en masse lyssætning. Nøgleordet har været genkendelighed. Vi måtte ikke gøre det til en snæverfilm, hvor det ender med at være en kunstnerisk film, for vores egen skyld. ”Nu skal vi vise, hvad vi kan-agtigt”. Mange gange blev vi forført af et skud, som så fedt ud, men det føltes ikke som filmen. For det skal være en film, som folk skal kunne genkende sig selv i.

Der er dog stadig nogle kunstneriske ting i film. F.eks. den lange indstilling i starten af filmen, fra fodboldbanen og ud til bilen.

Det er jeg glad for, at du siger.

Og ikke mindst, da Emma skal møde Agnete for første gang, hvor hun har bundet sit hoved ind. Der er baggrunden sløret, men det understøtter karakteren.

Vi skulle hele tiden tage de valg, der var rigtige for hvor karaktererne er i historien. Det måtte ikke komme fra mit ego, hvis jeg synes, det ser federe ud, hvis baggrunden er sløret.

Med budgettabet, fik I egentlig de klassiske 30 optagedage?

Jeg tror, vi havde 25 dage og to dage, hvor vi filmede hjemmevideoerne. I starten, ville jeg gerne have 30 dage, men det blev skåret ned, og Mallorca blev faktisk taget ud, da vi mistede Tv-finansieringen. Det var først en måned før optagelserne, at producerne sagde, at det var for stor en del af historien. Så vi endte med at tage til Mallorca for ingen penge, og jeg havde aldrig været der før.

Det var midt i optagelserne, vi tog afsted, hvor vi havde en weekend til at forberede optagelser, locations det hele. Det er ikke den mest optimale måde at gøre det på, men det lykkedes.

Er der en særlig grund til, at filmen udspiller sig i 1990’erne udover, at man ikke havde mobiltelefoner?

Det er alligevel en ret stort ting, i hvert fald smartphones og internettet, som jeg tror har ændret, hvordan vi ser på transkønnethed. Jeg tror, det har gjort det nemmere for minoriteter at finde hinanden på tværs af geografi.

Hovedgrunden var, at der var en helt anden naivitet om transkønnethed, at man ikke vidste, hvad det var, og hvordan man skulle forholde sig til det. Det er ret ensomt [for familien], og folk synes det er meget anderledes, så de bliver lige pludselig anderledes. Der er blikke, men ingen kommenterer det, for de ved slet ikke, hvordan de skal forholde sig til det. Det var en stor del af den historie, jeg kendte. At gå igennem noget som familie, som man ikke kunne snakke om.

Derudover ville jeg gerne lave en film, som er genkendelig. Det er en almindelig forstadsfamilie, alt er ganske almindeligt, men hvordan skal man så finde det visuelle interessante – og dér var noget at hente i 90’erne. Dengang var der bare noget mere farverigt tøj, og væggene så helt anderledes ud. Det var en måde at lave en film, som ikke ligner alt muligt andet, eller et gråt køkkenvaskdrama, og så fik vi noget forærende af tidsperioden. Det var også i forhold til hjemmevideoerne, som er taget direkte fra mine egne familievideoer.

Hvad var tanken med hjemmevideoerne?

Tanken var, at fordi vi møder familien, lige i det krisen rammer, havde jeg brug for, at man kan mærke deres kærlighed alligevel. Jeg tror, at det er noget indre som man kan mærke, selv når man skændes, og det er ofte baseret på minder. Så selvom de i nutiden er ret hårde over for hinanden, er der hele tiden den varme at vende tilbage til. Det gjorde også, at de kunne være egoistiske alle sammen, for det er man over for sin familie. Man er forhåbentlig så meget sig selv, at man også kan være egoistisk, også i krisetiderne.

Det andet var også at vise en familiefar, som har forsøgt at være den ideelle familiefar. Det inkluderer også fodbold. Så begynder han at vakle, når han bliver til en kvinde, i forhold til, hvem hun så er som menneske?

I forhold til min egen baggrund, gik der nogle år, hvor min far i starten var forvirret omkring, hvem hun var som kvinde, fordi hun havde levet så mange år som mand. På den måde, var det en slags ny pubertet, for det er en famlende tid, hvor man prøver at finde sig selv som menneske. I den proces, begyndte hun også at spejle sig i forhold til, hvordan man skal være en rigtig kvinde.

Noget af det, kan man se med Agnete, der møder den hollandske kvinde, som ikke ved noget om fodbold, og så ved Agnete pludselig heller ikke noget om fodbold. Hun farer lidt vild i sin egen femininitet, og forråder også sin datter i samme øjeblik.

Var der egentlig noget, som ændrede sig, eller blev det hele som du gerne ville have det?

Faktisk er det eneste, som har ændret sig, slutningen. Vi fandt først meget sent ud af, at slutningen ikke fungerede. Manuskriptet slutter med, at Agnete kommer tilbage til fodboldfesten, og da vi optog det, kunne jeg godt mærke, at det ikke var vores film. Det var lidt for meget en amerikansk ting. Jeg prøvede virkelig, og ville gerne have, at folk gik håbefulde og glade ud af biografen. Jeg prøvede at få den til at fungere, men da vi viste den til folk, kunne de godt lide [filmen], men slutningen fungerede ikke.

Da vi fik de sidste penge fra DR, kunne vi optage en ny slutning, hvor jeg skrev London ind. Alt det i London kom lidt senere. Det kom fra noget jeg havde oplevet, som var mere sandt.

Min far flyttede til Frankrig, og vi holdt alligevel kontakten ved lige, og det blev ved med at være min far, det så bare anderledes ud. Det er ikke sådan de fleste familier er, men det blev vores virkelighed, og den lærte vi at finde glæden i. På den måde, var det også heldigt, at vi først fik pengene fra DR til sidst.

Hvad vil så tage med, fra den her film, til din næste?

Der er så meget, men det vigtigste er nok, at mærke efter. Når man er på optagelse, er man under enormt tidspres, og man står tit og skal videre til næste scene. Nogle gange kan jeg så mærke, at vi skal have den igen uden at kunne forklare hvorfor. Så skal jeg huske at insistere på det også selvom jeg ikke kan forklare det. For når man sidder i klipperummet, kan man se, at der er noget, som mangler.

At kunne insistere på, at selvom I ikke alle forstår, hvorfor vi skal det, så bliver vi nødt til det. Det peger også lidt tid tilbage, på det vi snakkede om med, at selvom jeg ikke vil være en diktatorisk instruktør, så bliver man nogle gange nødt til at bestemme.

Jeg har ikke så meget andet at spørge ind til, men har du noget, som du gerne vil have, folk tager med sig fra filmen?

Jeg lavede filmen, så den forhåbentlig virker genkendelig og kan appellere bredere, end tematikken normalt ville. Jeg håber, at der nogle mennesker, som går ind og ser den, som ikke ved så meget om transkønnethed. Fordi filmen handler om en familie, der går gennem en krise, kan identificere sig med dem, selvom de måske synes, det er lidt mærkeligt. På den måde, måske skabe lidt mere forståelse for, det at være anderledes. Så afstanden mellem normen og det ualmindelig, kan blive lidt mindre.