Den tyske instruktør Maggie Peren er i disse dage aktuel med filmen Pasforfalskeren, der har premiere i biografer landet over, og vi har talt med hende.

Filmen handler om den blot 21-årige jøde Cioma Schönhaus, der under 2. verdenskrig lider som alle andre under jødeforfølgelserne. Han havde oprindeligt ambitioner om at arbejde indenfor den kreative branche, men er endt med at lave materiel til soldaterne i fronten. Så da han af omvejen ender med at blive pasforfalsker, åbner en hel ny virkelighed sig for den unge tysker, der ellers ikke har meget at være begejstret for i sit liv.

Denne bemærkelsesværdige historie om en helt ekstraordinær personlighed, har også været en af årsagerne til, at det har taget så lang tid og få historien oversat fra Ciomas biografi til det store lærred.

© Camera Film

Efter at have læst bogen i starten af 00’erne, var Maggie Peren dybt fascineret af historien, men kom ingen vegne ad de traditionelle kanaler. Så derfor besluttede hun sig for at samle telefonrøret op, og ringe til manden selv. ”Mit navn er Maggie Peren, og jeg vil gerne lave en film om dit liv,” sagde hun, da han tog røret. I den anden enden var en mand, der ikke blot var blevet noget ældre end de 21 år, men som også var noget forbeholdende ved at lade nogen lave en “Hollywood-version” af hans liv.

Som Peren forklarede det, havde han dog kun få krav, men et af dem var, at der ikke skulle være nogle klichéer: ”Jeg vil ikke have, at nogen skyder mod mig eller, at ting, der ikke skete, bliver tilføjet, for at gøre det mere spændende,” var hvad hun fik at vide.

Efter en lang række positive samtaler og hele fem års forberedelse, var det endelig blevet tid til selve produktionen – men så ramte corona. ”Vi havde bogstaveligt talt lige fundet finansiering, og så blev vi ramt af lockdown,” forklarer hun.

Denne forsinkelse gjorde desværre, at Cioma Schönhaus gik bort, inden filmen blev færdig. Noget, der selvfølgelig ærgrer Maggie Peren, men så er det heldigt, at Cioma får lov til at levere videre i filmen, om end dog i en lidt mindre vild udgave, fortæller hun: ”Vi har ikke tilføjet noget, men vi har kondenseret tingene… … Cioma var måske også lidt vildere i virkeligheden end i filmen, men det er nogle af de beslutninger, man må tage, for få lavet filmen.”

© Camera Film

En ting, som der dog ikke er blevet fjernet af hensyn til at holde spillelængden nede, var portrættet af Berlin under Nazistyret. Et styre, hvis ikonografi nærmest er blevet synonym med farven grå, men sådan så storbyen faktisk ikke ud dengang. ”Der var farverige biler over det hele, og [det er nok] hvordan Cioma så byen. Berlin var vild i 1920’erne, og den vildskab var der stadig år senere,” siger Peren.

Og bestræbelsen efter at skabe en modpol til den meget ensformige fremlæggelse af Tyskland og 2. verdenskrig generelt, er også noget af det, som Maggie Peren sammen med Cioma Schönhaus gerne ville slå et slag for, fordi som hun siger:

”Jeg har tror, vi [tyskere] har visse narrativer. Som tysker fandt jeg hurtigt ud af, at vi skammer os meget over det, vi gjorde. Derfor handler historierne ofte om en god tysker, der hjælper en hjælpeløs jøde. Når jeg spørger unge mennesker i dag, om de kender nogen jødiske modstandsfolk, kan de ikke nævne nogen. [Andre] modstandsfolk har fået gadenavne opkaldt efter sig, men ingen kender jøderne, der kæmpede. Så derfor er jeg rigtig glad for at sprede Ciomas navn, fordi han var måske en fjollet, ung mand, men han reddede også over 200 menneskers liv. Jeg elsker, at folk både kender til hans fornavn og efternavn.”

Har du lyst til at vide mere om Cioma Schönhaus’ vilde liv under 2. verdenskrig, så kan du, som sagt, se den i biografen fra i dag.