I forbindelsen med premieren på den nye danske animationsfilm, Den magiske juleæske, fik vi her på Kulturbunkeren lov til at tage en snak med instruktøren Jacob Ley. Det blev til en samtale om, hvorfor julefilm er så vigtige, udfordringerne, når man laver animationsfilm i Danmark og, hvor meget personlighed, der er lagt i projektet.

Hvorfor har du valgt at fortælle denne historie ud af alle dem du kunne have valgt? Særligt når man tænker på, at du er animationsinstruktør.

Det er et godt spørgsmål. Jeg har skrevet historien sammen forfatteren Sanne Munk Jensen, og vi var enige om, at vi gerne ville lave en julefilm. Vi kan begge to godt lide jul, og vi synes at det er mindernes holdeplads. Jeg synes de fleste julefilm, der eksisterer i dag, er meget amerikanske, så vi ville gerne prøve at lave en mere nordisk julefilm.

Historien tager udgangspunkt i, at det er okay at stå ved sin barnetro. Filmen handler meget om troen på Julemanden – findes han, findes han ikke? Men i dag synes jeg man kan få alt afmystificeret lige med det samme. Der er ikke meget, der bliver overladt til fantasien længere. Du kan google alt, og få et svar på alting mellem himmel og jord, men jeg synes netop det smukke er tanken om, at der er noget mellem himmel og jord. Vi kunne begge to rigtig godt lide den dengang vi troede på Julemanden, og vi kan også huske, da vi fik en idé om, at han måske ikke fandtes, men så tænkte vi begge to – pyt. For jeg kan godt lide hele det mystiske med, at der var en mand, der gik rundt og gav gaver. Det var en rar tanke. Når man når dertil i sit liv står man over for et valg, hvor man kan sige, der var ikke noget alligevel skidt med det, eller man kan sige, jeg ved godt, at han ikke findes, men jeg kan godt lide tanken alligevel.

Jeg tror på, at man skal fodre børns fantasi, fordi fantasien er det, der skiller os fra dyrene. Evne til at kunne forestille sig noget. Jeg tror på, at hvis man bliver alt for faktuel, kan det hurtigt blive for kedelig. Det handler om, at ens forestillingsevne er utrolig vigtig, og det synes jeg man som forældre kan støtte sin børn i, at det er okay at forestille sig ting. Man skal nok finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert hen ad vejen, men det at man har en forestillingsevne, er hvad kulturer står og falder på. Det er en vigtig egenskab.

Det smukke er tanken om, at der er noget mellem himmel og jord.

Mens jeg så filmen kunne jeg ikke regne ud, hvilken en animationstype i gjorde brug af.

Tak.

© Copenhagen Bombay

Det ligner nemlig stop-motion, men i sekvensen, hvor de forklarer hvem Krampus er, ligner det et håndtegnet skyggespil, og da figurerne er på børnehjemmet ligner det håndlavede figurer, der er skannet ind på en computer. Derfor er jeg meget nysgerrig på, hvilken en animationsteknologi har I gjort brug af til den her film?

Du har ret i alt, hvad du siger, for alt hvad du iagttager er helt korrekt. Vi har valgt den stil, der ligger mellem stop-motion og flyttefilm. Det sjove er, at animationsfilm altid har været meget dogmatisk. Hvis man laver stop-motion, så skal det være på en bestemt måde. Alt skal bygges, alt skal laves foran kameraet og det skal være meget, meget svært og tidskrævende. Det gør også, at det bliver rigtig flot at se på. Jeg kan selv godt lide at se en stop-motion film. Laika [Entertainment] har lige lavet Kubo – den modige samurai, men der kan man også sige, at de har nogle helt andre budgetter at lave den for. Hvis det var mine ambitioner, ville jeg ikke komme til at lave film i Danmark, for der er ikke penge til det. Det er stop-motion delen, og det jeg tager med mig er, at jeg godt kan lide måden det ser ud på.

Så er der den anden del, som er flyttefilmen, som bedst kan beskrives som de gamle Cirkeline film. De er lavet som flyttefilm, hvor man i modsætning Disneys traditionelle tegnefilm, hvor man har tegnet en helt ny tegning på hvert enkelt billede af en figur, der bevæger sig. På en flyttefilm, så tegner du den én gang, hvorefter du klipper den ud og flytter delene under et kamera. Det gør det meget nemmere, men det gør det også lidt stift i det.

Vores metode er at sige, ”hvad kan vi bedst lide ved de to verdener?”. Flyttefilmen er meget billigere at lave end stop-motion, men stop-motion er det flotteste, så det er en fusion af begge dele. Vi bygger tingene, men vi bygger ikke det hele, fordi det behøver man ikke. Vi laver kollager af de byggede elementer vi har lavet, til baggrundene. Hvilket vil sige, at man bygger et par træer, men du behøver ikke at lave en hel skov. Så tager man billeder af disse træer rundt om dem, og så skal der ikke meget variationer til at det ligner et ny træ. Det er samme metode med en snebakke, så man får utroligt meget foræret, hvis man ser lidt stort på det dogmatiske i produktionsteknikken. Jeg kan godt lide, at når jeg beder et hold om at være med på min film, så spørger jeg om de vil låne mig deres fantasi til historien. Jeg vil gerne udfordre dem lidt, fordi så tror jeg, at de går mere op i det end, hvis det bare var, at vi skulle lave en 3D-film, hvor de kender programmet, for så bliver det lidt fladt i det. Man skal holde sig på tæerne, og så synes jeg, at man skal vise folk noget nyt. Jeg håber publikum har lyst til at gå ind og se noget, som de ikke har set før. For vi kan alligevel ikke konkurrere på den måde de store lande laver film på. Det bliver så flot, fordi de har så mange penge til det og så mange mennesker med, som de har hentet fra hele verden. Derfor er det klart, at det bliver bedre. Man falder og slår sig, hvis man prøver at slås med dem. Så vil jeg hellere gå min egen vej og sige: ”Dét har jeg ikke set før, hvad siger I til det?”.

Jeg husker det som den bedste oplevelse i mit liv.

Apropos det med at bruge sine styrker, når man ikke har 200 millioner dollars til at lave sin film, så kunne jeg godt lide, at der var så mange karakterer med. Var det noget I havde arbejdet med, for at udbygge universet, i stedet for at have en klassisk Hollywood-formel med få vigtige karakterer?

Jeg synes det var vigtigt, at vi blev i den nordiske tradition, i forhold til valg af karaktererne. Vi har en Julemand med rødt tøj på, og det kan jeg godt genkende her i Norden, selvom han sagtens kunne have været en russiske Julemand med blå dragt på. Der er rigtig mange finner, der mener, at han faktisk stammer fra Finland. Det ved jeg ikke om jeg er enig i.

Heldigvis er det en film, der er blevet solgt til over 20 lande, så der skal være en hvis genkendelighed i den, synes jeg. Julemanden er dog det eneste, der læner sig op af den mere mainstream. Vi har jo også en stor marcipangris med, og den synes jeg ikke at have set før. Det minder mig rigtig meget om julen herhjemme, fordi alle ved, at det er en typisk julegave. Og så er der også en situation, hvor Julius kommer til at spise lidt af ham, så vi spiller lidt på det. Der er en engel med, som er både universelt, men også nordisk. Skurken Krampus kommer fra den belgiske tradition. De har en krampusdag, hvor Julemandens onde hjælper rasler med kæder og straffer børn, og i øvrigt forelskede par. Han bliver på en mærkelig måde moralens vogter, for han straffer dem, der har været uartige, selvom det er forfærdeligt at se på. Han er modvægten til Julemanden, så det bliver lidt en Ying og Yang forhold. Han er en god skurk, og er sjov at få med, for han er ikke særligt dansk. Så det handler om at være bred, men ikke så amerikansk.

Den virkelige verden i filmen, er nok noget af det mest nordiske vi har med, og det er jeg meget stolt af. Den foregår i 1930’er og minder meget om det landskab jeg voksede op med. Jeg boede selv som barn i et stråtækt hus, og jeg synes, at det var det mest romantiske nogensinde at være der.

Jeg har haft nogle virkelig gode oplevelser omkring juleaften på det sted, og det er faktisk også det filmen gør. For jeg kan huske, at min søster og jeg kigge ud af vinduet engang og så Julemanden komme gående. Det var helt fantastisk at se, og det utrolige var, at man far stod lige ved siden af. Jeg var nået den alder, hvor jeg tænkte, at det godt kunne være min far, der klæder sig ud, men den teori blev fuldstændig pulveriseret, da jeg så Julemanden komme gående ind og gav os gaver. Jeg husker det som den bedste oplevelse i mit liv. Det sjove var, at jeg senere fandt ud af, at man far efterfølgende gik ud i skuret og tog naboens Julemandstøj på, for det var naboen, der havde klædt sig ud. Og så gik min far over til naboens familie, så de fik samme oplevelse. Det synes jeg er utrolig smukt, at man som forældre gør sig den umage, for svært er det jo heller ikke. For at bevare fantasien, det mystiske univers og give sine børn den oplevelse. Det er jeg meget taknemmelig for, at de har gjort.

© Copenhagen Bombay

Det her er et spørgsmål, jeg altid stiller instruktører. En instruktør har et kæmpe ansvar, både før og efter, og når du nu er animationsinstruktør, hvordan ville du så beskrive din instruktørstil? Er der plads til ”Happy surprises”?

Det synes jeg i virkeligheden er forskellen mellem animations- og realfilm. En animationsfilm er færdig når animatikken er færdig. Animatikken er et cinema storyboard. Det er en lidt sjov proces, for så skal skuespillerne levere noget, som de ikke rigtig kan se endnu. Til forskel kan man med realfilm godt omfavne ”happy surprise”, og være mere improviserende. Man er mere en kontrolfreak, når man laver animation, men den måde jeg gør det på er, at jeg godt kan lide, hvis holdet kan forstå, hvad man vil, så vil jeg gerne have, at man kommer med forslag og idéer. Jeg skal nok filtrere idéerne, så de peger i den samme retning, men det ville være synd, at være så kontrollerende, at man afskærer folk muligheden for at komme med et godt forslag.

Vi havde eksempelvis Rasmus Bjerg inde og lægge stemme til Krampus. V havde ham kun i studiet i en dagstid, så der var ikke lagt op til de store udsving, men han kom med nogle gode idéer til en scene med Krampus, hvor han sagde; ”skal vi ikke have en flig til, at han egentlig godt kan lide julen, ham Krampus?”. Med det samme kunne jeg, at det var rigtigt, men hvordan søren skal vi løse det, og så er det, at man virkelig skal tænke på stående fod. Så må man finde ud af, hvor langt de andre [på holdet] er nået.

Da Rasmus Bjerg kom ind, var vi i gang med at animere filmen, og samtidig med det lavede vi også animatikken. Så vores proces har også været flydende, i stedet for at have en låst animatik. Jeg kan rigtig godt lide vores metode, hvor det er blandet, fordi jeg havde en meget dygtig højrehånd i form af animationsinstruktøren, som hedder Kristjan Møller, der var indstillet på, at det var sådan vi gjorde. Havde han ikke været indstillet på det, så kan man ikke bruge de foræringer man får fra folk.

Vi havde også Claus Bue, der spiller forstanderen på hjemmet og Julemande, foreslog, at vi valgte en anden julesang, for jeg og Sanne, havde valgt sangen ” Julen har bragt velsignet bud”, fordi det er den man betegner som børnenes julesalme. Der var nemlig en linje i teksten på den sang, der lyder; ” det barn, som sig glæder fromt og kønt, skal aldrig den glæde miste.”, og det var jo det vi gerne ville sige. Hvis man bliver ved med at glæde sig over noget, selvom man ved, at det ikke eksisterer så mister man aldrig glæden. Så kom Claus og sagde; ”den er rigtig god, men hvad nu hvis det var den der ’Glade jul’? Den er jo mere international”. Det måtte jeg jo desværre give ham ret i. For den sang kan oversættes. Den kender de i Tyskland og England, så det synes jeg var et bedre valg, men det gør jo ikke, at det vi har lænet os op ad i processen, i forholdet til verset fra den anden sang, gik ikke i stykker af det. Det andet forslag som Claus passede da det kom, og så må man jo omfavne det. Jeg er rimelig åben over for idéer, men det er ligesom mig, der er filteret, hvis det giver svar?

Det giver meget god mening. Særligt i en proces, hvor det kan være svært at finde kreativt albuerum.

© Copenhagen Bombay

Du har allerede været inde på, at det er en personlig historie og, at der er meget af dig i historien. Derfor ville jeg gerne spørge ind til, hvad dit yndlingsøjeblik i processen har været?

Det er et rigtig fint spørgsmål. Idéen har været hos mig i otte år, men det har kun taget to-tre år rent faktisk at producere den.

Der har været mange [gode øjeblikke], men jeg synes, at når man begynder at se ting fungerer i processen, hvis man har taget nogle valg, der måske ikke var de rigtige og så har kunne, ved hjælp af de mennesker man arbejder sammen med, har kunnet få det til at fungere. Det er en rigtig stor succesoplevelse. Jeg synes også, at musikken er blevet rigtig god, og det har glædet mig meget. Komponisten hedder Morten Dalsgaard, og han er i virkeligheden tænkt til at være lydmand på projektet, men så overvejede jeg, at give ham chancen til at lave musikken. Jeg ved, at han kan og han er meget dygtig, men da jeg spurgte mig og han sagde jeg, havde jeg ikke forestillet mig, hvor meget han i virkeligheden har gjort ud af at dygtiggøre sig. Han har ofret sig 300% på det her. Han har lært sig, at skrive i partitur, finde de rigtige folk i Sverige til at indspille det med. Bare det er udover det man bliver bedt om, og det er virkelig bemærkelsesværdigt. Når folk gør det for at støtte en vision, som jeg har, så bliver jeg glad.

Og så må man også godt tage et glas vand og smide sin mobiltelefon i.

Hvad håber du publikum tager med sig, når filmen er færdig?

Jeg håber, at de kommer i julehumør, hvis det skal siges meget enkelt. Jeg håber også, at de får lyst til at se andre animationsfilm, som kommer fra Danmark. Det kan selvfølgelig godt være svært, for der kommer så mange, men jeg håber, at de måske kan få glæde af at se en film i en anden stil, end den de er vant til. Jeg synes nemlig det er meget ensartet det, der kommer fra USA. De bruger også de samme programmer, så det er jo klart, at så bliver det ens. Jeg synes ikke rigtig der er nogen, der tager chancer med animationsfilm, så det håber jeg, at folk kan sætte pris på.

Så håber jeg også, at folk vil give magien videre, ligesom Julius gør i filmen. Jeg synes der er mange familier, som forbinder julen med gaverne og maden, og det skal overstås. Det ender altid med at blive stresset i sidste øjeblik, og det bliver ikke til nogen rar oplevelse. Men som jeg plejer at sige: ”jo mere man investerer i noget selv, desto bedre bliver det”. Hvis man i dagene op til jul investerer bare et kvarter med sine børn, når de kommer hjem fra skole, sætter sig ned ved et bor, drikker en kop te og laver julepynt som de kan finde ud af at lave. Typisk, så ender det med, at det også skal være perfekt, og det er ikke meningen. Det kan godt være, at det ikke bliver så pænt, men børnene har meget glæde af, at sidde og lave noget, der passer til deres alder, men også, at der sidder en voksen og hjælper dem lidt. Og så må man også godt tage et glas vand og smide sin mobiltelefon i. Det er nok de færreste, der kan gøre det, og jeg kunne heller aldrig finde på at slukke min mobil, men jeg ved, at jeg kan bruge den til at finde nogle projekter som er passende til de børn man sidder med.

Den magiske juleæske, er ude i biograferne nu, men hvis du stadig er i tvivl, kan du læse vores anmeldelse af filmen her.