Den unge skuespillerinde Galatéa Bellugi er lige for tiden aktuel i spillefilmen Åbenbaringen, og vi var i den anledning så heldige her på Kulturbunkeren, at få lov til at mødes med hende og få en samtale om, der kom vidt omkring, helt fra hvordan hun fik den kvindelige hovedrolle, til hvad hun tog med sig fra filmproduktionen.
Vær opmærksom på, at der forekommer spoilers for filmen i interviewet.
Det første jeg godt kunne tænke mig at vide er, hvordan blev du tilknyttet filmen?
Det skyldes, at jeg har en agent i Frankrig og hun ringede til mig og sagde, at jeg kunne komme til casting, hvis jeg havde lyst? Det havde jeg, og mødtes med Coralie Amedeo, der er casting director på filmen. Da jeg kom skulle jeg lave en prøve, som bestod af en guidet scene, som jeg skulle improvisere i. Det var interviewscenen [fra filmen], og så skulle vi bare improvisere den og finde ud af, hvad Jomfru Maria havde sagt. Prøven går godt, og efter det snakker vi meget om rollen og historien – og så startede det ligesom der.
Du nævner selv interviewscenen, og det synes jeg også er den mest iøjnefaldende scene i filmen. Hvordan var det at optage scenen, der næsten er optaget i én lang indstilling?
Vi optog selvfølgelig scenen i enkelte stykker. Jeg tror vi optog den som tre eller fire dele, som jeg havde øvet mig på inden, så jeg vidste hvornår klippene i scenen var. Men det var en meget stressende scene, fordi der var så meget tekst, som jeg skulle lære, og der var heller ikke så meget action, men jeg skulle bare svare på spørgsmål. Det gav meget mening i filmen, men det var meget stressende at optage.
Det er en fransk film, som du medvirker i, hvor I også taler fransk, men hvordan kan det være, at du også kan tale dansk?
Det er fordi min mor er dansk, og jeg bor også i Danmark nu, så jeg får øvet sproget rigtig meget. Jeg er selvfølgelig meget bedre til at tale fransk, men det er rart at træne mit danske.
Hele filmen stiller spørgsmålstegn ved om åbenbaringer er virkelige eller opdigtede, tror du selv på at åbenbaringer har fundet sted i nyere tid?
Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at jeg ikke tror de eksisterer, men jeg var meget mere i tvivl, inden jeg startede på filmen. Sidenhen har jeg besøgt et kloster i tre-fire dage, hvor jeg snakkede med nonnerne og fik en forståelse for, hvad [åbenbaringer] betyder for dem. For dem er troen en relation, en meget kærlig relation. Det synes jeg er meget spændende, og så kan jeg godt forstå, hvorfor man brug for at se Jomfru Maria, men jeg ved ikke selv, om jeg tror på åbenbaringer.
Det er lidt ligesom spørgsmålet om Gud findes eller ej? Hvis det var nemt at sige, så havde jeg selvfølgelig også et klart svar.
Filmens helt store spørgsmål er om Anna fortæller sandheden om hendes åbenbaringen, og slutningen efterlader også spørgsmålet åbent, men tror du at Anna fortalte sandheden?
Det jeg kan lide ved filmen er, at det er åbent, så man kan selv vælge hvad man vil. Jeg tænker dog, at hun fortæller historien så meget, at hun selv tror på det. Det er ligesom når man lyver så meget, at man til sidst begynder at tro på det. Så jeg er sikker på, at Anna er sikker på, at hun har set Jomfru Maria – også selvom vi i slutningen af filmen godt ved, at det ikke er hende, som har set det, men hendes veninde.
Det er også noget, som jeg gerne har ville beholde, for det er ikke en historie om en, der lyver. Det handler ikke som meget om det er sandt eller falskt.
Er der noget du er stolt af?
Jeg er meget glad, fordi det var en rigtig spændende oplevelse og være i kloster, fordi jeg ikke er religiøs. Jeg har lært rigtig meget om religion, og gjort mig en masse spørgsmål om religion. Arbejdet med folkene foran og bagved kameraet har også været lærerig, så jeg er meget stolt af at have været med, når man er omringet af så mange gode mennesker.
Hvordan var det at spille overfor Vincent Lindon?
Det var virkelig spændende, fordi han er så godt og har så meget erfaring, at det var en stor chance at kunne lære fra ham.
Hvad er det, der har gjort mest indtryk på dig?
Det er nok de dage, som jeg tilbragte i klosteret. Det var kun fire dage, men det var meget intenst. Jeg var meget overrasket over, hvordan deres forhold var til Gud. Jeg kender det godt selv, og har også venner, der er religiøse, men et forhold, der er så intenst, at du vil dedikere hele dit liv til [troen]. Det var virkelig spændende at opleve, hvor det kommer fra.
Det er også det, som er specielt ved at være skuespiller. Man spiller andre mennesker, og så kræver det, at man også er i stand til at sætte sig ind i, hvordan andre personer tænker.
