Da vi mødes med Frelle Petersen, er det før den positive modtagelse som filmen allerede har fået, før sin premiere på cph pix WEEKEND. I skrivende stund, har filmen allerede vundet hovedprisen på Tokyo International Film Festival, og det ser da også ud til, at den danske presse, er ganske glad for filmen.
Vores omgivelser er dog mindre glamourøse, for da vi taler sammen, sidder vi på caféen Kaffevaerk, hvor Petersen tidligere har måtte arbejde, for at få råd til at lave sine film. Onkel er dog en film, som er meget langt fra det københavnske café latte-segment, og mit første spørgsmål går da også på, hvor inspirationen til det lille jyske landbrugsdrama stammer fra.
Når man ser Onkel, fremstår alt så naturligt, men hvor kom inspirationen fra, med tanke på, at du ikke bor i Jylland, men her på Frederiksberg?
Jeg er født og opvokset i området. En idé kommer ofte mange steder fra. I dette tilfælde var det tre steder. Da jeg lavede Hundeliv, havde jeg allerede arbejdet med Julie Brochorst og Alexandre Willaume, og så kan det være noget så lavpraktisk som, at jeg gerne vil lave en film med dem, og så finder på nogle karakterer, som passer. Jeg elsker også miljø, og det her gamle bindestandslandbrug er under afvikling, efter både EU og Staten har vedtaget, at der efter 2026 ikke længere må eksistere denne type stalde. De skal laves helt om, og det har de mindre landbrug ikke råd til. Den ene gård vi var på, har også allerede lukket ned. Peter, der ejer gården og spiller onklen, har solgt alle dyr, så han kun har marker. Nogle af dem har han forpagtet, og noget selv til korn.
Jeg ville gerne lave den, fordi det jo er absurd, at den vil være et historisk portræt i 2026. Det vil være noget, man kan sige, ikke længere eksisterer. Jeg er ikke vokset op i landbrugsmiljøet, men min mors familie var i landbruget, og jeg har besøgt landbruget, da jeg var barn.
Så havde jeg også lyst til at arbejde sammen med Jette [Søndergaard]. Hun havde en lille rolle i Hundeliv. Det var hendes onkel, der ejede gården og spiller onklen, så det hele var forbundet. Jeg tænkte også, at i stedet for at hyre en skuespiller, der skulle lære sønderjysk og spille gangbesværet, kunne jeg hyre Peter [Tygesen]. Jeg lavede nogle prøvetest, og det viste sig, at han var god til det.
Den sidste inspiration var, som du selv siger, så bor jeg her og har aldrig stået i det dilemma, men kender til folk, der bor i det sønderjyske, som har valgt at blive grundet familie eller andet. Jeg arbejder også på en ny film, som handler om at skulle overtage et nyt sted. Lidt a-la Mike karakteren, som godt kunne tænke sig at blive miljøingeniør i København, men hans far vil gerne have ham til at overtage gården, for den går i generationer. Det er sjovt at lege med de temaer, når man kommer derfra og selv har oplevet det. Det eneste sted man kunne lave film, var herovre. Jeg havde allerede udlevet mine drømme om at arbejde på TV Mojn som 18-årige og lavede egne programmer. Jeg måtte ikke lave kortfilm, selvom jeg snød og lånte udstyret i weekenderne. Det fik jeg dog lov til, for det blev hurtigt opdaget.
Da jeg så skrev manuskriptet, kunne jeg mærke en frygt for, at det blev for opdigtet. Hvad ville de snakke om i køkkenet osv. Derfor tog jeg Jylland. Jeg smed en ultragammel campingvogn bag ved gården, hvor jeg boede og havde adgang til landmand Peter og oplevede hans hverdag. Så sad jeg i et telt, og andre gange i en stald, og skrev. Nogle gange spiste jeg frokost med ham og fik idéer.
Du nævner selv, at Peter er landmand i virkeligheden. Synes du, at det hjalp på tingene?
Ja, det synes jeg. Allerede under den første test. Jeg havde skrevet en scene, hvor [Kris] sidder i køkkenet, og så kommer han ind med servietter og siger: ”Vi mangler servietter”. Første gang han kom ind og råbte ad sine lungers kræft. Jeg havde høretelefoner på, så mine trommehinder var ved at springe. Det gik så op for mig, at han havde spillet dilletant. Men derefter spillede han helt lavmælt og kick-ass.
Han fik et slagtilfælde fem år, før vi optog. Så den måde han går på, går han også i dagligdagen. Det skaber bare noget helt autentisk, end når man beder en skuespiller om det. Jeg har altid brugt virkeligheden på den måde, også Hundeliv, men ikke lige så meget. F.eks. da Onkel klipper Kris’ hår, sad jeg og skrev og kunne godt tænke mig, at onklen var en del af forberedelserne til daten. Da sagde Jette, at da hun var lille og onklen kom på besøg, elskede hun at lege frisør. Det gjorde hun med alle, men særligt Peter var meget tålmodig. Da jeg hørte den historie, kunne jeg godt tænke mig at vende den rundt, så Peter skulle prøve at klippe hendes hår. Det synes de var sjovt, og det blev til en sjov dag, hvor han var helt i hopla og synes det var hævnens time. Jeg havde også en fornemmelse af, at den ville blive meget rar og sød. Det blev også til en god stemningsscene. I stedet for en masse ord, visse det med handling.
Nogen siger, at man aldrig skal arbejde sammen med børn eller dyr som instruktør, fordi hurtigt kan gå galt undervejs. I filmen her, er der en del dyr. Påvirkede det optagelserne?
Ja, der er en del dyr. Men de var faktisk utrolig velopdragne. Udfordringen var dog klart kalvefødslen. Vi blev ringet op tre nætter, hvor jeg havde min telefon på standby, og det havde tonemesteren også. Vi skulle nemlig filme det om natten, for det skulle være mørkt. Så vi drønede afsted, for [gården] lå 15-20 minutter fra, hvor vi sov. Hver eneste gang iv kom ud, var kalven født.
Vi måtte vente 2-3 måneder, før det lykkedes at få en kalvefødsel i hus. Det var efter optagelserne, hvor jeg optog det alene med Jette. På et tidspunkt var vi så desperate, at da jeg havde klippet filmen først gang, talte jeg med en landmand, som vidste, at der ville være en kalvefødsel indenfor de næste tre dage. Så jeg tog chancen, og var klar til at sidde oppe alle nætter, hvis det var, hvad der skulle til. Vi sad den første nat, for det skete ikke en skid. Dagen efter fik vi så en fødsel kl. 1 om natten, men det var en sindssyg hurtig fødsel. Så det blev ikke som jeg havde forestillet mig.
Det var noget, som virkelig stressede mig, at jeg havde skrevet en kalvefødsel ind i manuskriptet. Så næste gang, vil jeg nok ikke gøre noget lignende, med mindre jeg har en million til at lave en fake kalvefødsel.
Hvordan vil du så beskrive din tilgang som instruktør? Særligt med tanke på, at du også har optaget filmen.
Min tilgang var meget anderledes fra Hundeliv. Det var inspireret af det meget traditionelle, fra de film, som jeg har arbejdet på tidligere. På Onkel var tilgangen, at jeg bare skulle i gang. Der var gået noget tid efter Hundeliv, hvor et par projektet ikke rigtig var kommet op at køre. Det var så hurtigt, at jeg ikke havde tid til at søge om støtte, men jeg ville rigtig gerne i gang. Så jeg sagde: ”Nu laver jeg testoptagelser”. Jeg brugte bare det kamera jeg havde, et lille latterligt Sony-kamera med fast objektiv, som knap nok kunne bruges til en dokumentar. Men det var, hvad jeg havde.
Jeg filmede og kiggede på materialet. Det så fint ud på min computer, men så tog jeg ud til klippegangen i filmbyen og spurgte, om de kunne smide det op på en stor skærm. Så sad jeg med deres grader, som sagde, at jeg skulle da bare køre videre med den her stil. Særligt, hvis jeg også skal betjene kameraet. Tilgangen blev, at det vigtigste var at være til stede i scenen. Derfor valgte jeg at køre med faste billede. For skulle jeg have [kameraet] op på skulderen, ville jeg tænke for meget over framingen – og det fungerede meget godt.
Filmen er jo udtaget til cph pix i år, som er noget mindre en normalt med blot 20 film i hovedprogrammet, og du er endda én af fem danske film, som de har valgt at fremhæve særligt. Hvordan er det?
Helt vildt fedt. Jeg har altid gjort brug af cph pix. Sidste år florerede der jo rygter om, at pix måske slet ikke ville køre i år. Men i år kører det så under navnet cph pix WEEKEND. Inden jeg hørte det, blev jeg lidt knust, for jeg troede ikke, at Onkel havde en chance for at komme med på filmfestivalen. Så jeg havde slået det lidt ud af hovedet, ind til jeg blev kontaktet for en måned siden, og hørte, at det blev til noget. Premiere i Grand er sindssyg stort. Jeg har haft nogle af mine største filmoplevelser derinde, og nu skal jeg selv holde premiere derinde. Så jeg er vildt stolt over, selv at kunne holde premiere der.
Jeg synes også det er rart, at man kommer i betragtning til en pris. Forstået på den måde, at man knokler en del og vil gerne nå et resultat. Det man kan måle det på, er for mit vedkommende, primært hvordan publikum reagerer.
Hvad håber du så, at publikum tager med sig?
Vi har haft publikumsvisninger, hvor man kunne tilkendegive sin mening. Vi har godt kunne mærke, at mange som har flyttet – og jeg har talt med alt fra, bornholmere, sønderjyder, nordjyder, fynboer, Vestsjælland, Sydsjælland –, og som flytter storbyen, kan relatere med det at flytte fra hjemstavnen. Jeg tror mange har oplevet det på et tidspunkt. Så jeg håber, at folk tager temaet til sig, fordi de selv føler, at de er forbundet til.
Og så generelt, elsker jeg, at folk får en følelse i kroppen. Med Hundeliv oplevede jeg alt, fra folk, der blev sure til folk, der var euforiske glade. Det er bare fedt at skabe følelser hos mennesker, når de investerer penge i en biografbillet og gerne vil det.
Så jeg håber, at publikum får et indblik i et miljø, som næsten aldrig bliver vist på film – i hvert fald på denne måde. At de får et slice-of-life oplevelse, som de måske kan bruge til noget.
