Den fremragende norske film Barn har premiere i dag, og vi har talt med instruktør Dag Johan og hovedrolleindehaveren Henriette Steenstrup.
Du har både instrueret og skrevet filmen, så hvor kom inspirationen fra og starten på projektet?
Dag Johan (DJ): Jeg havde lavet en film tidligere, som havde tre fortællinger. Jeg ville gerne lave noget med mange fortællinger, men om et emne, og det var så Barn. Den skulle også have flere niveau i sin historie. Temaet skulle angribes fra forskellige perspektiver. Så jeg startede med emne, og så kiggede vi på, hvor mange vinkler vi kunne finde på det.
Jeg havde også selv oplevet en ulykke i skolegården, som jeg selv så, da jeg var barn. Derfor syntes jeg, det kunne være en god start på en historie, fordi jeg har haft den med mig, siden jeg var otte. Det var såmænd starten på det.
Den er en voldsom start, men derfor er det også ekstra iøjnefaldende, at så meget af spilletiden bliver brugt på forældrenes og de voksne smålige samtaler. Samtidig er det vel også en drøm som skuespiller, at indstillingerne er så lange, og det man vel kan kalde for en ’ucinematisk-stil’ bliver dyrket?
Henriette Steenstrup (HS): De scener og manuskriptet er en gave som skuespiller. Filmoptagelser er ofte fragmenteret, men det er meget dialogdrevet, så der er masser af give i kast med som skuespiller. Nogen af tingene blev også bare til, fordi så skal man lukke døren i en scene, men så har man glemt det og må gøre det undervejs, og så bliver det mere organisk, så længe alle er med på den.
Jeg kan også godt lide, at der sker en masse dramatiske ting for disse mennesker, men det udspiller sig ikke i de mest dramatiske omgivelser. Der er også alt det imellem. Så du følger dem til møder, eller når de klipper negle, for det er også en del af det.
Var du, Dag Johan, egentlig nervøs for at filmen ville blive misforstået, fordi så meget handler om al denne meget menneskelige smålighed, der omgiver denne tragedie som en barnedød er? Jeg kan godt lide det, men man kunne godt forestille sig, at andre ville blive provokeret af det.
DJ: Jeg har ikke oplevet, at nogen blev provokeret af [filmen], har du det?
HS: Nej, tværtimod. Det kan være flovt at se menneskelighed, beskrevet på denne måde. Netop det her med, at man ikke spørge om, hvordan andre har det, men folk er så selvoptaget i stedet.
DJ: Det er på en måde helt menneskeligt. Da vi skrev manuskriptet og søgte om penge, var der mange konsulenter, som gerne ville have, at det skulle fokusere mere på barnet og ulykke, fordi dramaet var der. Samtidig tænkte jeg, at det menneskelige er mere interessant for mig. Du bliver jo nødt til at fortsætte med at leve, selvom tragedien indtræffer. Hvis du skal gøre sorgen og smerten troværdig, skal du også vise folk, der ikke kan komme ud af sengen og græder hele tiden. Du kan vise det, men det ville vi egentlig heller ikke, for så bliver det en statisk film. Et er græde, men der er også alt det imellem, som vi gerne ville hive fat i.
Grunden til at jeg spørger er, at jeg tænker som en konsulent, der gerne vil have de store følelser og et publikum, der græder, men karakteren i filmen siger, at de er kede af det. Hvordan fik du dem så overbevist om, at din historie er god nok, uden alt det?
DJ: Det er ligesom filmen, og hvis ikke de kan forstå det, bliver det til en anden film. Så de må stole på mig, eller på sig.
HS: Folk der læser manuskripter, har jo visse forventninger, og på en eller anden måde trænet i, at en historie skal fortælles på en bestemt måde. Og Dag [Johans] film bryder meget med det, men det er selvfølgelig svært, hvis ikke alle film skal blive ens.
Meget tid bliver brugt på at gøre menneskene så naturlige som muligt, men der er alligevel en klar politisk konflikt i filmen. Hvad var tanken med det?
DJ: Det var at hive fat i et tabu og virkelig sætte fokus på det. Jeg ville ikke kalde filmen for politisk, men den er politisk den forstand, at den kommer med påstande. Det er vel mere en debatfilm, der viser forskellige mennesker og prøver at nuancere vores opfattelse af hinanden. Der er mange på venstrefløjen, som ikke kan se højreorienterede som sympatiske mennesker. Ham er her er på en måde sympatisk, men han har samtidig også de meninger, han nu engang har, og de kommer jo frem.
Jeg tænker, at hvis skal forbindes, diskutere og komme videre, må man have en samtale, og man kan ikke bare dæmonisere de andre og tænke, at de er onde og vi er gode. I hvert fald i hverdagssituationer og hverdagen.
Hvis jeg lige for en stund kan skifte til noget helt andet, så var jeg meget nysgerrig på, hvad tanken var, med farverne ved aktskiftene?
DJ: Der er ikke noget system. Det er ganske banalt til for at vise, at der vise mange farver og måder at se ting på, og det skifter. Så jeg håber bare, at folk lægger mærke til, hvordan ens tolkning af hinanden skifter.
Scenen, som nok mest udtrykker det, eller i hvert fald har haft den reaktion på mange, er scenen med den lærerstuderende og Anders, der taler om, hvordan man skal omgås med eleverne.
HS: Sympatien skifter meget mellem de to.
DJ: Når jeg taler med folk i publikum, er det meget forskelligt, hvem man holder med.
Apropos de forskellige synspunkter, så er det godt, at I begge er her. Mit næste spørgsmål er nemlig, hvordan du som instruktør forsøger at få din vision igennem, og så kan du [Henriette Steenstrup] be- eller afkræfte, hvad han siger.
DJ: Jeg er meget stille på optagelserne, og ikke ligefrem højtråbende. Jeg prøver at lytte og prøver at tænke meget, når jeg skriver, at det skal være brugbart for skuespillere. Når tingene så bliver gjort anderledes, end jeg har tænkt mig, prøver jeg at lytte til, om det er godt eller en fejl. Jeg føler, at jeg lytter mere, end jeg siger.
HS: Jeg tror, det er meget rigtig. Der findes mange forskellige instruktører. Nogle foretrækker at sidde ved monitoren, og det kan være lidt ydmygende, men [Dag Johan] har en vældig tillid til skuespillerne, og stoler meget på os. Skuespillere har ofte lyst til at gøre mere, men [Dag Johan] kan med meget få ord pege en i retning af, hvornår man ikke skal presse for meget på.
Nu er det ikke en politisk film, hvor du vil belære folk om noget bestemt, men hvilke tanker håber I, at den åbner op for publikum?
DJ: Det er svært at sige. Jeg håber, at folk får en god oplevelse, og tænker lidt over deres eget liv. Det er generelt en god ting. At tænke over, hvordan man kan gøre ting anderledes, og gøre mit liv bedre for mig selv og andre.
HS: Jeg håber også, at det er en film, som folk har lyst til at tale om. At den er lidt mere berigende, end en film du bare ser og glemmer alt om. Du får lyst til at diskutere den, fordi den ikke er så bastant og forsøger at skubbe noget ned over dig. Du må selv formulere, hvorfor du eksempelvis holder med Anders på lærerværelset. Hvordan folk taler med hinanden, for der kommer en masse ud, som man ikke altid er klar over.
