I anledningen af den biografaktuelle film Sex (drømme) (kærlighed), der efter en succesfuld premiere på Berlinalen nu udkommer i de danske biografer, har vi talt med manuskriptforfatter og instruktør Dag Johan Haugerud.
En film, der måske i synopsen handler om to snaksaglige skorstensfejere, men i virkeligheden handler om så meget mere. Det er en film om identitet, midtvejskrise og søgen efter en retning i en fastlås tilværelse.
Det er jo en meget tankevækkende film om to skorstensfejere, der bliver tvunget til at forholde sig til følelser, de aldrig tidligere har gjort. En usædvanlig præmis, som fik mig til at tænke over, hvad inspirationen var til historien om de her to knudemænd?
Karaktererne blev skrevet til de specifikke skuespillere, som jeg gerne ville arbejde med. Derfor ville jeg også gerne skrive noget, der var lidt udfordrende.
For 10-12 år siden lavede jeg en film, der hovedsageligt bestod af lange samtaler mellem to kvinder. Siden er jeg blevet spurgt om også mænd kan snakke om intimitet og følelser på samme måde. Derfor tænkte jeg, at det ville jeg gøre nu, og det var ligesom grundtanken bag.
Derudover ville jeg gerne have det til at handle om sex. Ikke handlingen, men samtalen, seksualitet, og hvad en seksuel oplevelse kan føre til. Det kunne væres spændende med en dekonstruktion af det, som kan være både overvældende og fantastisk, men også medføre skam.
Det, som fangede mig mest i starten, var seksualitet og forskellen mellem seksualitet og seksuel identitet. Jeg talte med en af mine venner, der arbejder med homoseksuelles sundhed. Jeg ved ikke, om I har præcis det samme i Danmark, men de tester mænd for HIV og kortlægger samtidig mændenes seksualitet, og den største gruppe mænd er dem, der har sex med andre mænd, men som ikke anser sig selv for at være homoseksuelle. De er ikke kommet ud af skabet, har anerkendt deres homoseksualitet eller biseksualitet for dens sags skyld.
At det var den største gruppe, synes jeg, var utrolig interessant. Det var udgangspunktet for tankerne om, hvor flydende seksualitet er i dag. Så blev det en udforskning af hele den her sfære, der også nogle gange ikke er fysisk. Det var starten på det hele.
Karakterernes måde at tale på virker så autentisk. Fx taler den ene af skorstensfejerne om, at det ikke var kærlighed, og derfor var det ikke en affære, hvilket er en absurd udtalelse. Samtidig kan man godt forestille en person i sin egen omgangskreds udtale sig sådan. Hvordan får man skrevet sådanne samtaler, så de virker troværdige?
Det er svært at sige. Jeg skriver bare det, jeg finder naturligt. Jeg læser selv højt og får senere skuespillerne til at læse højt, og så justerer jeg det til derefter.
Det er en pointe i filmen, at der kan komme alt muligt frem om seksualitet, kærlighed og seksuel identitet, når man taler om det. Det er også, hvad filmen prøver at bearbejde.
Er det muligt, når man er i et forhold, som bygger på en dyb kærlighed? Er det muligt at tage sig den frihed? Det er også en pointe, at folk har haft seksuelle oplevelse, som måske ikke betød det store. Men når man er gift, så betyder det alt.
Samtalerne er meget naturalistiske, men det er kameraarbejdet også. Fx ser vi dem tale om deres drømme gennem lange indstillinger, hvor de taler uafbrudt. Det samme gør sig gældende, da den ene skorstensfejer tale med sin kone, og vi ser det hele fra ryggen. Hvilke tanker har du gjort dig om det? Det er meget vovet i dag, hvor klippearbejdet helt skal væres så hurtigt som muligt.
Hvis du tager et kig i filmhistorien, er der utallige eksempler på meget lange indstillinger og samtaler, og der er mange, som foretrækker at gøre det sådan. Så det handler om, hvilket filmsprog man vil gøre brug af. Mange tv-serier bruger fx framing på en helt anden måde, men jeg tænkte, at det kunne være interessant se, hvor langt man kunne trække den.
Hvis man gjorde som, du nævner, og havde hyppige klip, ville det blive til en helt anderledes oplevelse. Jeg ville gerne lave en scene, der er mere dragende, hvor man tør være tålmodig. Mange bryder sig måske ikke om det, men det er faktisk ikke den oplevelse, jeg har haft.
Selv et ungt publikum bliver suget ind af [klippetempoet].
Det er også vigtigt for mig at have [pauserne] med, fordi det, vi gør mest i livet, er at tale sammen. Det er en handling, som vi alle deltager i. Der kan så opstå et drama derigennem. Hvis der fx skulle udvikle sig et drama mellem os ville det sandsynligvis være i samtalen, i stedet for, at vi kom op at slås.
Så jeg tror, der er en stor konflikt omkring, hvor grænserne er. Hvad kan man tale om, uden at komme på afveje?
Ændrede noget sig så undervejs, eller lå manuskriptet fast, inden I gik i gang?
Nej, det lå meget fast. Jeg læste det igennem med skuespillerne, men så holdt vi os også til det. Vi havde skuespillerprøver, hvor vi fik talt det hele igennem. Var noget får overfortalt, teatralsk eller kunstigt., så omskrev jeg det derefter. Det var sådan vi udvekslede idéer. [At gør manuskriptet bedre] er jo også det, vi betaler skuespiller for.
Jeg blev også nysgerrige på din proces. Vi hører meget om skuespillernes proces, men hvordan forholder du dig til, at du gerne vil have din vision produceret, samtidig med, at du skal holde styr på så meget uden at blive for kontrollerende?
Jeg er ikke en særlig kontrollerende person. Jeg skriver også bøger, og i den proces er jeg helt alene og kan styre det, som jeg har lyst til. Når man laver film, indgår man i et samarbejde, og jeg vil gerne gøre brug de muligheder, jeg har. Jo mere man kan få alle til at bidrage med deres kreativitet, jo mere forbedrer det også filmen.
Jeg har selvfølgelig en idé eller en vision, og den er i manuskriptet, og jeg tror, at jo strengere jeg er i manuskriptet, jo mere bliver det, som jeg har tænkt. Hvis jeg skriver et åbent manuskript, kan det også tolkes på mange måneder, og bliver måske anderledes, end jeg havde tænkt.
Jeg tror ikke, at når folk møder mig, tænker de, at jeg vil have tingene på en bestemt måde. Jeg tror mere, jeg styrer det indirekte gennem manuskriptet.
Det er nok også en meget smart måde at gøre det på. Det her er første del af en trilogi. Hvad var tanke bag trilogien?
Jeg tænkte, at sex, kærlighed og drømme hænger sammen. Det er tre begreber, som hænger meget sammen. Jeg tænkte, det kunne være spændende at udforske dem. For at se de mange aspekter, som de kan rumme.
Da jeg skrev det første manuskript, tænkte jeg, at der var en masse andre ting, som man kunne tale om, men som jeg ikke havde plads til. Så derfor skrev jeg et til [manuskript] og så et til, og så havde jeg en trilogi.
Jeg tror, at alle tre film også handler om eller berører homoseksuel kærlighed eller seksualitet og drømme. Det er en fællesnævner.
Så det er en tematisk trilogi?
Ja, eller måske en udforskning af, hvor fri seksualitet kan være, hvor flydende kan den være, og hvilke konsekvenser har det. Det er noget, som kendetegner filmene.
Har nogle af de her tanker så ændre de næste film?
Nej, de blev lavet lige efter hinanden.
Så alle tre film ligger faktisk allerede klar?
Ja, det gør det faktisk. Det er svært at sige nu, om jeg skulle have vente år mellem at lave filmene, men da vi gik i gang med optagelserne, var manuskripterne færdige. Det betød så også, at der ikke var samme mulighed for at tænke nyt og omskrive det hele.
Vi havde et koncept for hver film. De ser også meget forskellige ud. Sex er faktisk den sidste, vi optog. Så de ender med at udkomme i omvendt rækkefølge.
Den første film, vi lavede, er nok mere konventionel. Derfor tænkte jeg, at vi måtte gå lidt længere med den sidste og prøve noget andet. Jeg tror, at både fotografen og jeg gerne ville lave noget andet [med den her film].
Nu, hvor den første film er udkommet, hvad er du så mest stolt af?
Stolt af? Det er ikke et ord, jeg ville bruge.
Hvad er du så mest tilfreds med ved det endelige værk?
Jeg synes, at samtalerne med publikum har været det mest tilfredsstillende. Fordi det lader til, at folk har tolket filmen, som gerne ville have dem til. Det, synes jeg, er fantastisk, for det kan være forfærdeligt at blive misforstået.
Så blev jeg også overrasket over, at den også fungerer for unge mennesker. Jeg har vist den på festivaler, og selv folk i begyndelsen er 20’erne siger, at de godt kan leve sig ind i problemer, selvom [karaktererne] faktisk er dobbelt så gamle som dem. Det er en film om to fuldvoksne mænd, og det er ikke det, man typisk forbinder med ungdommelige tematikker. Men på en eller anden måde, får de alligevel noget ud af det, og det synes jeg er vældig tilfredsstillende.
Sex (drømme) (kærlighed) kan ses i biografen nu.
