Den nye Viaplay serie Forhøret er lige rundt om hjørnet, og vi har været så heldige at tale med Christoffer Boe, der har instrueret og været medforfatter på samtlige otte afsnit. Så scroll ned og få en lille smagsprøve på, hvad du har i vente, når serien udkommer på fredag.

Hvor kom idéen til dette koncept fra?

Det stammer helt tilbage til Kriger, hvor jeg virkelig begyndte at interessere mig for serier. Da slog det mig, at det jeg allerbedst kunne lide ved tv-serier, var det koncentrerede rum og de stærke scener, hvor man dyrker det dybe, som man ikke kan i traditionelle spillefilm. Det var idéen om at lave et rum, hvor to mennesker kunne mødes. Jeg baksede længe med, hvilket rummer det kunne være, hvor der både var noget på spil, men samtidig nogen følelser og noget, der driver en.

Så inden konceptet i Forhøret faldt på plads, var tanken, at en mand jagter en sandhed, men ikke det samme sted. For når man tænker på et forhør, forgår alt det samme sted, men hvis han jagter folk gennem byen, efter sin sandhed, gav det pludselig mening. Så det var en gammel idé, men det krævede et møde med Jakob [Weis] for at få det løst. For at få skrevet det meget sproglige univers.

Hvad skete der så præcist, da du fik Jakob henover?

Til mit første møde med Jakob, fortalte jeg om konceptet og, at det udfordrende er det lange møde, hvor vi skal have spænding og en sproglighed i disse mennesker, men det var hans mindste bekymring. Det var meget betryggende, for det er hans spidskompetence. Han var mere opmærksom på sin egen jomfruelighed, inden for det kriminalistiske, men der følte jeg mig meget tryg. Jeg havde lige lavet Kriger og skulle lave Journal 64, så jeg havde brugt meget tid på den del af det.

I mødet plottet jeg karaktererne og grundvendepunkter, og så gav han dem sprog og liv.

Udover, at det er godt og skrevet, og personerne er spændende, er det også en stilsikker serie. Hvilke tanker gjorde du dig om at skabe dette specifikke stemningsunivers?

Vi ville gerne lave et anderledes format. Det er en serie, hvor hvert afsnit groft sagt er én lang scene, men det skulle være som dumpe ned i en filmisk scene. Altså, at det ikke lignede et serieafsnit, med en lille smule løst håndholdtog nærvær i spillet, men uden de store overvejelser af kameraets placering. Der ville jeg gerne have en ekstrem præcision, for at sikre mig dynamikken, præcisionen, fortællingen og detaljegraden. Det var en af de centrale ting i det. Det var også en udfordring, fordi vi havde travlt og havde lange produktionsdage, men jeg havde klare idéer om, hvor længe moduler af samtalerne skulle fungere.

Selvom vi har 23 minutter, er de hele tiden opbrudt i vendepunkter, så der hele tiden opstår nye sæt og nye kryds. Sådan, at man hele tiden driver fortællingen, og folk, der ser, ikke oplever, at de sidder fast i en lang scene, men, at den er i konstant udvikling. Der var masser af planer og idéer omkring det. Det betød, at vi skulle have lokaliteter med mange rum-i-rummene. Afhængig af, hvordan vi filmer, er det som om, at stederne udvikler sig i løbet af afsnittet.

Var det også idéen bag, at titelsekvensen er forskellig for hvert afsnit?

Idéen bag titelsekvenserne var, at fordi vi har så få remedier. Vi har ikke flashbacks eller andre scener, men så bliver titelsekvensen noget, som kan åbne op for tingene omkring Bjørn og hans mentale stadier. Hele tiden lave små forandringer i billedet af hans datter, som tydeligt er et afset af ham. Hans eget billede af sin datter, er i konstant udvikling og forandring, fordi han opdager, at han slet ikke kendte sin datter, de sidste par år. Af det grund, kunne vi udvikle titelsekvensen, som en fornyet indsigt, som han får af sin datter.

I har jo også fået samlet nogle af de bedste aktive skuespillere i landet. Hvordan var det at arbejde med dem?

En del af konceptet var, at det burde kunne lade sig gøre at få gode spillere med. For selvom de havde travle kalendere, kunne det stadig passe ind. Vi skulle selvfølgelig stadig præsentere noget, de var interesseret i, men vi var meget kæphøje. Jeg var i hvert fald, og sagde til Jakob, at så snart jeg pitchede sæsonen og de enkelte afsnit, at der havde jeg skuespillerne på. Altså, vi skrev til skuespillerne. Da vi så havde skrevet afsnittene godt nok, ringende jeg til dem og sagde: ”Jeg har noget til dig”.

Vi så heldige, at det lykkedes faktisk med alle. Det var et lykkeligt sammentræf, af en lyst fra vores side, og en vilje fra deres.

Som instruktør, hvad er din tilgang til jobbet for, at din vision, også er den, der bliver optaget foran kameraet?

Det er at få delagtiggjort så mange mennesker, som det giver mening. Der var selvfølgelig meget nyt ved denne proces. Både det, at vi øvede om mandagen, og optog enorme mængder materiale på få dage. Det var nyt. Men det handler om at være rimelig velforberedt. Min erfaring siger dog, at man kun kan være forberedt til et vist punkt, for der sker så mange ting på settet. Så velforberedt og en vis fleksibilitet.

Var der så nogen store forandringer?

Den største ændring var faktisk i afsnit syv. Uden at sige for meget, er det afsnittet, hvor vi møder Bjørns kone. Det var det eneste sted, hvor min faste klipper, Peter Brandt, var meget klar på, at noget skulle komme før, det lå i manuskriptet. Når det så er i én scene, og man ikke kan klippe til noget andet, hvad gør man så? Men Peter fik vendt en stor central ting, i forhold til, hvornår han ser sin datter i scenen. Det løftede virkelig afsnittet, og var virkelig Peters fortjeneste og indsigt i, at det ville fungere bedre dramaturgisk. Det er nok den største ting.

Ellers er vi ret manus-tro i serien.

En anden interessant ting ved serien, som jeg lagde mærke til var, at Bjørn har det meget svært med sine forhør. Jeg er meget nysgerrig på, dine tanker bag at skabe en detektiv, som bryder med arketypen?

På nogle måder er han en arketype, fordi han er en plaget politimand. Men vores klare mål var, at ligeså vel som, at det er et mordmysterie, er det også en opdagelse af sig selv. Hans søgen går både udad og indad. Selvfølgelig, skal vi være sammen med en kompetent mand, som vi forstår, hvorfor han er så manisk, men samtidig er det også interessant og se, at han skal presse sig gennem døren hele tiden. Det sker ikke med overskud og overlegenhed. Det er banale bluff og løgne. Så var vi også opmærksomme på, hele tiden at variere hans taktik. Man kan hurtigt blive skræmt væk, hvis man føler, at det er en klar skabelon. ”En man træder ind i et, skruer bissen på osv.” Idéen var, at han hele tiden møder nye karakterer, hvor han hele tiden må prøve forskellige taktiker, for at tvinge dem til at sige ting, de helst ikke vil fortælle ham.

Samtidig er Jakobs og min nysgerrighed på Bjørn. Han er en sindssyg interessant karakter. En moderne antihelt, som har mistet det hele på gulvet, og det muligvis hans egen skyld, men han kan ikke rigtig forstå, hvor han har fejlet. Han er brug for, at nogen fortæller ham, hvad han gjort forkert.

Det er godt skruet sammen, og serien kunne godt sluttet her, men det er så flot en serie. Så er der pres på, for at lave en sæson to?

Det er ikke helt umuligt.

Forhøret kan ses på Viaplay fra d. 15. november.