Christian Sønderby er igen aktuel med Faderen, Sønnerne og Helligånden, og i den anledning har vi talt med ham og Henrik Ernst, som han nu har fulgt over 14 år.

I interviewet kommer vi vidt omkring. Lige fra, hvordan det er at have hele ens familieliv dokumenteret, om hvorvidt Christian Sønderby og Henrik Ernst er blevet venner i dag, og hvad det kræver for at kunne være til stede, når tingene sker.

Lad os bare starte med, at der sjældent bliver lavet en efterfølger til dokumentarfilm. Inden vi gik i gang nævnte Henrik, at toeren altid er dårligere, så hvad gav jer begge to lyst til at fortsætte det her portræt af Henrik og hans familie.

Henrik: Bare sådan kort, så snart vi var ude med den første film. Det første spørgsmål vi altid fik var, hvordan går det med din bror Christian? Så for mig, var det helt naturligt. Men du har din egen rejse, ikke også?

Christian: Man kunne helt klart mærke, at der var en efterspørgsel. Folk ville gerne vide mere og skriver til dem direkte og til mig. Vi har været ude til en del foredrag på gymnasier og skoler. Så man kunne mærke, at der var grobund for det.

Men selvfølgelig skal det også være mere end bare, hvad brugte de pengene til? Det er faktisk ikke engang kommet med [i Faderen, Sønnerne og Helligånden], fordi det var der ikke engang plads til.

Det var sådan, at der var i hvert fald et fundament for det. Men det skal også være en historie, fordi hvis man skulle lave en toer, så skulle den i hvert fald kunne hamle op med, med etteren. Rent dramaturgisk og så videre.

Og der ville skæbnen så, at jeg blev ringet op af Henriks grandkusine, der så sagde, at der er altså et eller andet, der er mærkeligt med det her testamente stadig væk. Jeg ved, der er sket en forfalskning. Så det var en start. Hun kontaktede også Henrik. Jeg er nødt til at filme det her. Hvis nu der er noget i det.

Det blev startskuddet til, den her jagt på at finde retfærdigheden i den her arvesag. Og så udviklede det sig videre til, at der også opstod en lignende arvesag med jeres egen far. Der kom en naturlig dramaturgi i det.

Den første optagelse fandt faktisk sted, fordi Henrik spurgte: Kommer du ikke op til Alexanders konfirmation? Det vil jeg rigtig gerne, og jeg tænker, at lad mig filme det. Jeg elsker begivenheder. Især at filme det, fordi man ved, at der er nogle faste ritualer, der kan filmes. Det Viborg Domkirke og storslået og det hele.

Så filmede jeg det, som ville jeg lave en dokumentar, men jeg vidste ikke om det en skulle bruges til noget. Det blev startscenen, hvor vi får præsenteret alle medlemmer og de konflikter, der stadig ligger og lurer.

Henrik: Ja, så vidt jeg husker, så inviterede vi dig til konfirmationen, så vi kunne spare penge på en fotograf, fordi vi er fattige mennesker. Det var det, det hele. Vi havde ikke planer om at fortsætte på det tidspunkt.

Christian: Efter det kunne jeg godt se, at vi kunne lave en toer. Der havde jeg også set Stefan Jarls trilogi. Der er ikke lavet en sequel i dansk dokumentar før med samme karakterer. Det kan godt være, der er lavet nogle temaer, men det der med at følge direkte videre, det kan man kun se i Sverige med Stefan Jarl, der lavede Mods-trilogien.

Den følger en gruppe unge, der flagrer rundt i Stockholm. Så kommer heroinen til byen, og det er bare helt nyt og cool at tage, og så følger man generationer.

Det skal ikke være en undergangshistorie, for der skal også være noget håb. Det er også derfor, at [filmen] faktisk tog så lang tid. Jeg havde sådan en aftale med især Henriks kone Ceci, at den skal ende på en god note. Og det vidste vi ikke, at det ville ende med, at Henrik han fik job. Men man kunne se langsomt, at Henrik begyndte at rejse sig. Men det skulle også virkelig batte noget for, at man forstod det som publikum.

For det duede ikke, at han bare begyndte, og han lod være med at game for eksempel. Det skulle være noget ordentligt noget. Alexander, kunne jeg heller ikke vide, hvordan og hvorledes det ville komme til at gå. Men han begyndte at spille musik. Der var noget håb i det. Og selvfølgelig også det her med, at han er først den student i familien. Der kunne være håb i det.

Vi klippede sideløbende alle de år her, så man kunne se historien forme sig. Jeg var også heldig og blev belønnet for min ventetid. Da Christian [Henriks bror], han tog til Serbien og blev voksendøbt. Og Alexander, han bestod eksamen i sommer med tolv. Det kunne jeg ikke vide før på dagen.

Så det gav sig selv, men det kræver også lidt en, altså lidt en portion held, men, men det krævede også nogle flere år for at finde det stærke plot.

Henrik: Ja, fordi hvis man tænker reality-tv, med alle de timer Christian har, så kan han sætte sig ned nu, og så kan han lave et drama. Han kan lave otte sæsoner, tror jeg.

Christian: Der var i hvert fald hundrede optagedage.

Henrik: Men hvad er det egentlig, vi gerne vil?

Jeg var så bekymret, fordi vi alle sammen var i tvivl derhjemme. Det er mest derfor. Mit bagland har ikke været i orden, fordi de har været i tvivl og bekymring. Jeg har været igennem det før, så jeg har egentlig haft tillid til, til [Christian] Sønderby, men begyndte faktisk at tvivle, fordi jeg ikke havde baglandet i orden.

Noget af det enestående ved begge film har været, hvor tæt du er kommer på familien. Jeg tænkte, det er helt vildt, hvor tæt du er kommet. Du har fanget nogle meget store øjeblikke. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at være der på de tidspunkter?

Henrik: Ja, bare ganske kort. For det handler rigtig meget om, at jeg har valgt at gå all in.

Det har været mit princip fra starten af. Så tror jeg, det bliver meget nemmere at lave, fordi der er rigtig mange af os, der ikke vil indrømme, at vi onanerer, eller du ved, vi har den her facade. Vi vil ikke vise det grimme. Og det synes jeg er vigtigt, fordi så kan vi snakke om det.

Mænd, vi er elendige til at snakke om sådan noget her. Og jeg synes faktisk, film den sætter fokus på netop den sociale arv og den dårlige faderrolle. Jeg har været lige så dårlig en far over for Alexander, som min far har været, fordi jeg brugte 10 år på at sidde og spille computerspil, ryge hash og drikke bajere, fordi jeg havde ondt af mig selv. Og det var først da, det ligesom gik op for mig, at jeg står her metaforisk sagt i Langå, og jeg skal i hvert fald ikke blive i Langå. Så meget ved jeg.

Christian: Det hele startede med ansøgningsteksten. Hvor jeg skrev ud: Kan du være hundrede procent ærlig over for kameraet, og står du over for et vendepunkt, og ville du gerne være med i en dokumentar? Så skrev han den her tekst med, at jeg kommer ud i den her familie, og kan det her blive en ny begyndelse?

På en måde, så, så meldte [Henrik] sig selv. Så allerede der, så kunne jeg mærke, at han, han vil gerne det her.

Så snakkede jeg meget på det tidspunkt også med Henrik over telefonen, inden jeg mødte ham første gang, sagde jeg til ham, er det okay, jeg filmer dig? Så folk bliver vant til, at det er det her, jeg bliver udsat for.

Og det tror jeg også har gjort det der med, at vi har filmet det ene og det andet biluheld og alle tingene i etteren. Alexander, han er opvokset med, at jeg kom ind. ”Når det kommer Christian-kameramand,” kalder de mig for.

Selvfølgelig er der også nogle ting, som for eksempel da jeres hund døde. Det ville du ikke have filmet. Det var for hårdt. Og det undrede mig lidt.

Henrik: Ja, det kan jeg godt forstå.

Christian: Men jeg tror også, det har været sådan, hvad for kampe jeg vil tage.

Fordi min ambition er også at lave en film, der ligesom dramaturgisk kan måle sig med andre spillefilm. Så der er også blevet brugt rigtig meget energi på det, også selvom det er virkelighed. Virkeligheden er meget mere uforståelig end, end selve fiktionens fortællinger.

Så det handler om at skære det her ned, så det bliver forståeligt inde i de rammer, man er vant til at se.

Efter alle de her år, hvordan vil I betegne jeres forhold nu? I har faktisk kendt hinanden i meget lang tid. Hvordan er relationen nu?

Henrik: Jeg tror ikke på astrologi, men vi er begge to tvillinger, og jeg tror, det har været en god kompetence. Christian har været der rigtig meget for mig, og det tror jeg, der er rigtig mange, der ikke er klar over. Men jeg kan så fortælle, når først kameraet er slukket. Under hele første film, der har jeg haft Christian ved min side altid.

Så snart kameraet slukkede, og det har været nogle barske optagelser, så har Christian spurgt, fuck, hvordan har du det? Og hvis jeg havde brug for at drikke mig fuld, så gjorde vi det. Han har været så god og en kæmpe støtte. Samtidig med, at jeg faktisk havde noget samtaleterapi. Det ser man heller ikke i etteren.

Der er mange små ting, som gør, at et menneske lykkes. Men der er bare nogle essentielle ting, og det tror jeg, det er opmærksomhed, kærlighed og omsorg. Så tror jeg, du kan få mennesker til at blive hvad som helst, hvis du mestrer at give dem det på en fin måde.

Christian: I det han selv skrev til at starte med, så har vi begge to haft en form for fælles interesse i sådan interesse som mennesker. Vi kan godt sidde og kigge på noget, og så bliver vi enige om, at det er flot, og det menneske er sjovt og interessant og sådan noget.

På samme måde dyrker vi det der med, hvordan fortæller man en historie, og hvad kunne det være sjovt, hvad kunne det være sjovt at overraske eller provokere publikum? Der har vi lidt de samme drifter tror jeg og syn på tingene.

Og så har vi været rigtig meget sammen. Og man kan jo ikke være sammen så meget, uden at man ligesom svinger. Det er ikke noget, man sådan sidder og tænker over med. Jeg sidder ikke og tænker over, at nu er jeg sammen med Henrik, fordi jeg godt kan lide ham. Det er bare noget, der sker. Så det er ligesom en rigtig god kollega, man har det pissesjovt med.

Så jeg ser det lidt som om, at vi har et fælles mål med at lave den her film. Og han har lagt historien i mine hænder til at fortælle den. Men at vi også kan grine af de samme ting og så videre. Og det er også utroligt vigtigt, tror jeg, for at det kan blive gennemført. Men det gør også, at man lige kan skrive en sms en sen nattetime, og at man også kan blive uvenner over nogle ting og uenige om nogle ting.

Henrik: Jeg tror ikke, det kan undgås. Det bliver meget familiært lige pludselig.

Christian: Det er klart, at det der med kommunikation, det vil en gang imellem gå galt, når bølgerne går højt, fordi man bor så langt væk. Det har jeg også lært i andre sammenhænge at holde mig fra at sende SMS og mail efter klokken 22. og lørdag, der skal du holde dig væk fra det fra klokken 18.

Når jeg er ude at filme, så tager jeg heller ikke bowlerhat på for eksempel. Så tager er jeg bare sort filmtøj på, fordi siger: ”Nå, det ser seriøst ud.” Imens filmer jeg så Henrik, der måske har cowboyhat på og sådan noget. Det kan de godt forstå. Han er spændende at filme, og han er filmmand. Hvis det var omvendt, så tror jeg ikke, at det var gået bedre. Så er der mange overfladiske ting, man skal ind igennem her nu. Så 80 procent, det er hele manøvreringen bag kulisserne.

Men alt det her tager lang tid. Hvordan kan man som dokumentarist overhovedet have råd til at rende rundt og lave det her?

Christian: Jeg har lavet andre projekter sideløbende. Det er den måde, man kan få det til at løbe rundt på. Man laver nogle andre dokumentarer, børnedokumentar, nogle foredrag eller undervisning. Det har mest været bare at producere andre ting oveni.

Og det gode er faktisk, at med toeren, der ringede DR selv og sagde, at de havde hørt, at jeg ville i gang med en toer, og det kunne de godt støtte. Så det var en god cadeau. Jeg tror også, det var for at sikre sig, at TV 2 ikke nappede den.

Det gode ved Danmark er, at det er det bedste sted i verden at lave dokumentarfilm. Men når det så er sagt, så er det stadigvæk meget ligesom teaterverdenen. Pengene er små. Så der er mange, der ender med så at lave noget mere rugbrødsarbejde. For eksempel begynder at lave rene tv-dokumentarer, underviser eller sidder og bliver redaktør et sted.

Der er ikke mange over 45 år, der fortsætter med at lave dokumentarfilm, fordi at når folk har fået familie og børn, skal man have en nogenlunde stabil indkomst. Det svarer lidt til, at der er rigtig mange på konservatoriet, de skal bare ud at have nogle spillejobs, hvor de er færdige.

Efter en 5-10 år, så begynder folk også at finde nogle andre steder, hvor de kan få en fast indkomst. Fordi du er lidt nødt til at være rimelig dedikeret for at holde fast. Der dur ikke, at jeg har blokeret min tid med at være fast underviser et år. Så kan jeg ikke lige smutte ud.

Hvis jeg skal lave en treer, er jeg stadig nødt til at have en eller anden form for fri bevægelighed. Så dur det ikke, at jeg har sat mig på en eller anden pind nu. Det er det, der skal begynde at afgøres nu. Det er typisk, når dokumentarister bliver over halvtreds, at så begynder de at finde de her lidt mere magelige jobs.

Christian: Men, men det er jo mit problem, der ligesom er mit liv. Det er ikke noget, der har noget at gøre med dokumentaren. Men det har selvfølgelig indvirkning på, om man kan få sig videre i sådan noget her.

Henrik: Jeg tror også, at det er meget spændende, fordi konkurrencen bliver hårdere og hårdere. Hvis du har et talent for dokumentarfilm, så kan det være nemmere at komme frem. I dag kan du faktisk lave en dokumentarfilm uden at have en uddannelse, uden at have nogen referencer via vores moderne medier.

Jeg tror virkelig, og det bekymrer mig lidt, men det er også, fordi jeg er gammeldags konservativ. Men jeg synes, det, der sker nu, det er, at tingene de kommer lidt ud, hvor dem, der har styrken til at tage stafetten, de tager den. Jeg tænker bare, at det går lynhurtigt. Også med nyhedsaviser.

Jeg er lidt ked af at sige det, men vi er snart ved at være nogle gamle rustne skeletter. Det er noget af det sidste, tror jeg. Men jeg ved ikke. Men jeg kan bare se ud i fremtiden, at alt forandrer sig med alle de her medier, og content og det i hele vores samfund.

Så det kan være, at vi kan lige slå en lille prut i historien. Som de sidste gamle røvhuller, der vil fortælle om de gode gamle dage nede på gaden.

Faderen, Sønnerne og Helligånden kan ses i biografer landet over.