Oplever du, eller nogen du kender, selvmordstanker, så kontakt Livslinien på 70 201 201.
Det er ikke altid let at komme ud på den anden side, når man har siddet i fængslet. Slet ikke, hvis man som Jannik har afsonet fem år, for at drabsforsøg. Gennem syv år har Camilla Arlien i filmen, Hvis jeg dør i dag, fulgt Jannik, fra han første gang kommer håbefuldt ud af fængslet, og gennem de mange tilbageslag, der rammer ham, fordi der ikke rigtig er plads til ham i samfundet.
Gennem vores interview med den debuterende instruktør Camilla Arlien, kommer vi vidt omkring. Lige fra, hvad der gør Jannik til så vigtigt en person at portrættere, hen over de mange valg, man skal træffe som dokumentarist, og ikke mindst om nødvendigheden af at tale åbent og ærligt, hvis folk begynder at miste livsmodet.
Det er din første dokumentar, så vidt jeg kunne forstå.
Ja, det er det.
Hvad var det, der fik dig til at tænkte, at Jannik var den, du gerne ville en dokumentar om?
Jeg husker, da jeg gik på filmskolen og skulle lave en lille filmøvelse. Og dengang kendte jeg en, der sang i fangekoret, og han sagde, vi har fået et nyt kormedlem, Jannik, og du skal møde ham.
Jeg hørte en sang, han havde lavet, og så fik jeg arrangeret, at jeg kunne besøge ham og snakke lidt med ham og lære ham at kende. Og det første møde gjorde virkelig stort indtryk på mig. Han var meget ung, men også høflig og havde en masse gode tanker om, hvad der var sket, og hvad der skulle ske nu.
Han viste mig en mappe fyldt med sangtekster, som jeg fik lov at få med hjem. Og der åbnede der sig et vindue ind til alle de her mørke tanker, og den her meget tunge og usynlige rygsæk, han gik rundt med. Jeg tror, det var hele udgangspunktet, som blev ved med at, at forfølge historien.
Hvordan kan man komme så langt ud? Gøre noget, der er så forfærdeligt, som at være ved at tage et andet menneskes liv, og så alligevel sådan have så meget lyst til bare at have et almindeligt liv. Bare være en del af fællesskabet. Hvordan hænger de ting sammen?
Han var meget bange for at blive løsladt. Det var også meget nyt for mig. Det havde jeg ikke hørt før, at man skulle være det. Det troede jeg, at man glædede sig til. Han var nervøs, fordi der var en masse praktiske ting, som han skulle have styr på, men det var også et identitetsspørgsmål. Hvem skal jeg være, og kan jeg være en anden end den, jeg var før?
Hvad var det, der gjorde, at du gerne ville være dokumentarist i det hele taget?
Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg var omkring alt muligt.
Jeg tror ikke, at jeg kan svare på det. Jeg ved det ikke. Det er noget, der er sket som en slags nødvendighed. Altså det er nærmest ikke et valg, jeg har taget. Det er meget svært at svare på.
Jeg tror, det føles som noget, der er meget meningsfuldt at fortælle nogle historier. Jeg føler også, at jeg lærer noget undervejs. Der er nogle ting i Jannik, som jeg godt kan genkende fra mig selv, selvom vi helt forskellige. Men så er der så meget, som jeg ikke kan forstå, og som jeg har lyst til at forstå.
Så jeg tror, grunden til, at jeg synes, det giver god mening og, og egentlig er verdens bedste arbejde. Det er nok, at jeg føler, at sådan min verden bliver større, og jeg får lov til at være en del af andres liv meget tæt på. Og det synes jeg beriger mig, og jeg tror på, det ligesom beriger dem, der ser det, og så forstår noget, de ikke forstod før.
Men du kommer også virkelig tæt på folk og vildt tæt på hele Janniks familie, som du har fulgt over syv år. Hvad er det, man gør for at prøve at få barrieren ned, så de får lyst til at stille op og tale forholdsvis åbent?
Jeg tror ikke rigtigt, der er nogen tricks. Det er bare at være ægte og være interesseret. Og så tror jeg, at de fleste også godt kan lide at blive mødt i det, de er. Nogle gange betyder det også, at man stiller nogle svære spørgsmål. Men det kan også være ret befriende, hvis det er det, der går og fylder, at man egentlig ikke kan få lov til at snakke så meget udenom.
Så jeg tror egentlig, det korte, men mest rigtige svar, det er, at hvis man virkelig interesserer sig for nogen, så kan de også godt mærke det. Og så får de mere lyst til at fortælle.
Hvordan fik du sådan arrangeret, hvornår du skulle filme? Fordi du har selvfølgelig ikke fulgt ham hver eneste dag hen over syv år. Så, hvordan fik du det arrangere helt praktisk?
Det meste af filmen er lavet over to år, som er de sidste to år af hans liv. Men så er der nogle meget tidlige optagelser og mange lydoptagelser fra han sidder i fængsel. I de sidste to år havde vi en meget fast aftale om, at det vi var i gang med, var en lang film, og vi vidste ikke, hvor den skulle ende henne. Men det, der hele tiden var den røde tråd, var, hvorfor er det så svært at få et helt almindeligt liv? Hvordan kan vi vise det?
Så jeg ringede til Jannik, og han ringede til mig, når der skete noget. Så tror jeg også bare, at over tiden, så blev det også meget rart, at jeg var med, når der skete et eller andet større. Så blev det et holdepunkt, når der sker så mange forskellige ting i hans liv.
Jeg synes, det er et interessant valg, at du er blevet gjort til fortælleren i filmen. Var det planlagt fra starten af? Fordi spiller faktisk en aktiv del af rollen i filmen også. Man kan også se, hvordan Jannik bliver påvirket af kameraet. Så hvordan tænkte du din egen rolle ind i dokumentaren? Eller var det først, da du skulle klippe den?
Jeg tror altid jeg har tænkt, at ret hurtigt, så er jeg til stede. Fordi vi snakker sammen. Jeg stiller nogle spørgsmål. Han reagerer på, at jeg er der. Det kunne jeg vælge at klippe fra, men det tror jeg egentlig er vigtigt. I hvert fald når den ender, som den ender, så kommer jeg endnu mere ind. Det var der, den her fortæller stemme kom ind. Fordi der er noget fortællestemme ved, som jeg ikke vidste under optagelserne.
Og det tror jeg er vigtigt for at se [dokumentaren] i det lys, den nu endte i. Men det har ikke været et valg fra starten.
Men jeg tror, at det er, det er meget vigtigt, at det er hans historie. Og så alt, hvad der ligesom peger på, at det her er en subjektiv fortælling, der er en oplevelse af at være ham. Det bliver også en oplevelse af at være mig, der kigger på ham. Det er egentlig med til at give det her nærvær og forstå, hvordan det er for ham.
Lige pludselig er der jo så ret mange, der egentlig siger, at de godt kan spejle noget fra sig selv i ham, om man har været kriminel eller ej. Så er der faktisk en del, der genkender ham, fordi han bare bliver et menneske.
Som dokumentarist har du ikke nogen bunden slutning, selvom historien nu endte så tragisk. Så hvad ledte du efter undervejs indtil da?
Jeg spurgte ham meget tidligt, hvad er det egentlig du selv synes vil være målet? Hvornår er det, at rejsen er slut? Dengang for mange år siden, var svaret egentlig, at når han kunne stå op og være tilfreds med sig selv og det liv, han havde.
Så det er det, jeg kigger efter hele tiden. Hvornår et almindeligt liv i vores sådan fælles samfundsforståelse vil være og få en uddannelse og få et sted at bo og få en kæreste. Få sådan et liv, der ser ret sådan gennemsnitligt ud. Der, hvor nogen er trætte af hamsterhjulet. Det er det, han drømmer om. Jeg synes også, at det er det, der er spændende.
Hvordan kan det være, i et så veludviklet land som vores, hvorfor kan der ikke gå nogen, der føler, at de kan have så svært ved at være en del af det? Noget, som burde være så ligetil og sådan et beskedent mål.
Jeg føler også, at der er mange gange undervejs, hvor han kunne have fundet den struktur, han leder efter, men som han af forskellige årsager aldrig får.
Jeg tror også, at i filmen, og fordi vi kan kigge tilbage på en masse optagelser og på et liv. Så kan vi se nogle ting nu, som måske var svære at se, mens de skete. Også for alle dem, der møder ham. Fx i scenen, hvor [Jannik] skal have et NemID. Det slår ham fuldstændig ud, men hun kan ikke se, hans liv i en større sammenhæng.
Jeg håber også man får det indtryk, når man ser filmen, at det ikke er ét sted, det går galt. Det er alle de her små ting, der giver et helhedsbillede af, at der er ikke nogen plads til ham her.
Han prøver at gå ind ad en ny dør hele tiden, og så oplever han, at den bliver lukket. Han afsøger en masse miljøer og veje og kæmper for en plads. Det er også opgaven for os allesammen at prøve at skabe flere muligheder, så han kunne have haft et sted at passe ind.
Jeg bliver også næsten nødt til at spørge ind til, at han i sidste ende tager sit eget liv. Det forandrede selvfølgelig hele dokumentaren, hvordan ramte det dig, efter du havde fulgt ham så tæt? Kom det som et chok?
Ja, jeg havde aldrig troet, at han ville gøre det. Også fordi jeg har aldrig oplevet nogen, der var så stædig i at rejse sig op, hver gang der var et nederlag. Han virkelig insisteret på, at der må være et eller andet sted til mig her. Det har jeg altid set som en meget stor lyst til livet og en lyst til at have et godt liv, hvor man er god ved andre, og hvor man er en del af noget.
Tiden op til han døde var meget hård, og det var meget smertefuldt at kigge på Man følte sig magtesløs overfor nogen, der havde det så dårligt. For selvom jeg kendte ham godt, vidste jeg heller ikke, hvor jeg skulle sende ham hen?
I psykiatrien havde han udskrevet sig, fordi det hjalp ikke til. Jeg følte jo heller ikke, at der var noget sted at gå hen.
Så ja, det det var et chok. Jeg havde alle mulige andre teorier end det, da han var væk i noget tid. Selvfølgelig kommer du til at forstå det på en anden måde bagefter, når man ser tilbage. Du kan også se mig sige i filmen, da jeg filmer ham for første gang, at jeg ikke har nogen ide om, at det er sådan her, det kan se ud, for det havde jeg ikke. Det havde jeg virkelig ikke.
Og der tror jeg, at det er vigtigt, at man måske tør snakke mere om [selvmordstanker]. Hvis der er nogen, der lufter de tanker, at man ikke skynder sig videre, men at man egentlig godt tør snakke om det.
Men i forhold til filmen var det meget svært lige til at starte med at se, at jeg overhovedet kunne lave filmen færdig. Jeg tænkte bare, det var forkert. Det er ikke den slutning, der passer til det menneske, jeg har kendt. Det hænger ikke sammen.
Jeg fik taget kontakt til familie, og før jeg havde afgjort, hvad der skulle ske med filmen, ringede hans mor og sagde, at jeg godt måtte komme til bisættelsen og filme. Samtidig kom hans brev, og i det brev siger han også, at jeg godt må lave filmen færdig.
Så med de to velsignelser, handlede det om at fortælle Janniks historie, for at nogle andre kunne få gavn af det.
Jeg går ud fra, at familien har set filmen. Hvordan har deres reaktion været?
De er meget glade for den. Og det er rigtig hårdt for dem at se den. Men de er også meget stolte af deres Jannik. Der er en masse ting nu, som peger på, at mange gerne vil bruge filmen. Politiet og forskellige organisationer, der arbejder med resocialisering. Det tror jeg også, de er meget glade for. Så er han her stadig på en eller anden måde og kan hjælpe andre i form af filmen.
Hvad ved jeg, hvordan har den her oplevelse påvirket dig, og hvordan du arbejdet som dokumentarist fremadrettet?
Det sådan også de sidste mange år af mit liv, man ser på filmen. Det er meget svært at bare se det som et arbejde. Så jeg tror egentlig, at jeg vil fortsætte. Jeg går ikke i gang med noget nyt lige med det samme.
Men jeg tror det bekræfter mig i, at jeg tror godt, at film kan gøre en forskel. Og jeg tror, at det jeg skal lave fra nu af, det skal også have sådan et formål. Og så tror jeg også, at det kommer til at blive en stor del af mit liv, det næste jeg laver. Selvom det også har nogle omkostninger.
Hvordan får du finansieret sådan et syv år langt projekt?
Der er ikke særlig meget. Der er meget tid, hvor man ikke får nogen løn. I starten gik jeg på Filmskolen og fik SU og arbejdede på en bar om aftenen. Mit liv har også udviklet sig meget. Min kæreste har et stabilt arbejde, som hjælper, og så kom der noget støtte til filmen i de sidste par år. Men det er ikke noget man skal gøre, fordi man vil være rig.
Du har nærmest været inde på det allerede, men jeg vil gerne høre, hvad du håber, at publikum tager med fra filmen?
Jeg håber virkelig, at man ser, at der er et menneske bag tallene. Det er sådan, at hver anden af de unge straffede, de vender tilbage til fængslet indenfor to år. Det er et tal, som Jannik ikke vil være.
Jeg, så jeg håber virkelig, at man kan se og mærke det menneske, der kan stå bag nogle overskrifter, nogle tal, nogle teorier. Her får man en mere menneskelig, sanselig oplevelse af, at det er nødvendigt at kigge på hele mennesket, alle de problemstillinger der er. Hvis man vil gøre en forskel. Og hvis man hjælper en som Jannik tidligt og især, så er det jo til gavn for alle.
Det håber jeg, at man kan se, at der er. Selvom det ikke er ét sted, det går galt, så er der ret mange steder, man ville kunne gå ind og gøre noget anderledes.
