Vi har mødt instruktør Ali Abbasi for tale om hans seneste film Grænse, der ikke bare er premiereaktuel, tankevækkende og skiller sig ud fra mængden, men også er Sveriges Oscarkandidat anno 2019.
Hvordan skrev du manuskriptet?
Jeg og Isabella Eklöf, som også er instruktør, har skrevet manuskriptet sammen. Sammen med forfatteren faktisk.
Var der en særlig grund til, at du valgte den her bog?
Jeg vidste godt, at jeg ville arbejde med forfatteren John Ajvide. Han står jo bag nordisk magisk realisme, som “Lad den rette komme ind”, og jeg fik så muligheden for at arbejde med ham. Og den her bog var så den, der fangede min opmærksomhed. For den er mærkelig på så mange punkter. Dels er det en fantasi novelle, men der er meget lidt fantasi i novellen. Det handler meget om Tinas følelser, i en dagbogform. Det er sjovt, for det er ikke et greb du møder så ofte i romanen.
Jeg synes virkelig, at den havde en fin stemning, og det havde den allerede i novelleform. Man kunne mærke, at den var større, der var noget mere eksistentiel i hendes måde at være uden for samfundet. Det var noget som jeg kunne mærke, var virkelig spændende rent stemningsmæssigt. Noget som ikke har med plottet at gøre. En tredje ting, er sammensætning af elementerne, det nordisk melankolske.
Og så synes jeg heller ikke den var så adaptationsvenlig. Så tænkte jeg, hvis jeg ikke laver den, er der ingen der laver den.
Hvordan fik du så lov til at lave filmen, for vi ser stadigvæk meget få film i Skandinavien, der rummer magisk realisme?
Jeg tror det unikke ved John Ajvide position som forfatter er, at han kom ud med “Lad den rette komme ind”, som en nobody, og hans forlag udgav venstreorienterede feministisk indhold. Sådan et rigtigt lille, lille politisk forlag. Og lige pludselig blev han den største succes i Sverige – og det kan jeg huske, fordi jeg stadig boede i Sverige på det tidspunkt.
Han har på en eller anden måde skabt en niche – den form for nordisk magisk realisme. Så da vi kom til det her [projekt], så har han jo en vis kommerciel slagkraft i Norden, som hjælper rigtig meget.
Jeg fortalte heller ikke, at jeg ville lave en surrealistisk film, men at jeg ville lave en genrefilm. Jeg forsøger ikke at narre folk, men [genrefilmen] har et sprog, som folk forstår.
Selvom jeg forventede noget ud over det sædvanlige, så blev jeg stadig overrasket over den drejning filmen tager. Var der nogensinde et tidspunkt, hvor du overvejede at nedtone de elementer?
Vi har faktisk nedtonet det. Det var meget mere eksplicit og detaljeret, og fyldte også meget mere. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det stjal fra deres historie, som er kernen i filmen for mig. Det kæmpede jeg med.
Den gang jeg skrev filmen, undersøgte jeg, hvordan det var i virkeligheden. Det er ikke helt ved siden af virkeligheden. Det vigtigste for mig er, at det skal give en vis tyngde til filmen. Det giver en forbindelse til virkeligheden, for de ting har konsekvenser. Og hvis man virkelig skal sætte hende i et dilemma, så skal han gøre noget ondt. Hvis han bare slår nogen ned, ville det ikke være nok for at skabe en ”moral ambiguity”.
Nu har jeg aldrig skulle hive en præstation ud af nogen på et set, eller fortalt lysmesteren, hvordan han skal indstille lamperne, men hvad kendetegner dig som instruktør på et set?
Det vigtigste man skal vide er, at langt de fleste af de ting, der sker, sker med hjælp fra dygtige mennesker. Langt de fleste skuespilspræstationer skyldes ærligt talt ikke instruktøren. Nu kan jeg kun tale for mig selv, men en stor del af arbejde for mig går ud på at vælge folk. For vælger jeg de forkerte, er der ikke så meget at gøre. For naturen er, at hvis du har en otte timers arbejdsdag, så går der to timer med transport, der skal være en tissepause, frokost og sådan noget. Det er ikke særlig meget tid faktisk, selvom det lyder som så meget.
Så du ser mere dig selv som en træner, der skal holde styr på tropperne?
Ja. Da jeg var yngre spillede jeg meget fodbold, og ville faktisk gerne være professionel ind til mig knæ blev ’fucked’. Nu er jeg ikke så vild med fodbold længere, men hele den måde det er sat op på, hvor hele deres krop er til rådighed. Hvis du er Cristiano Ronaldo kan du ikke sige: ”Jeg vil ikke tackle, fordi så kan jeg blive skadet”. Det kan du bare ikke. Al den diskussion om nøgenhed og jeg ved ikke hvad, den gider jeg ikke at have. Jeg gør selvfølgelig meget ud af, at det er bekvemt og respektfuld, men hele det der med, ”er det nødvendigt at være nøgen?”. Ja, det er nødvendigt, ellers ville det ikke stå i manuskriptet.
Det her er jo ”kun” din anden spillefilm, men den er allerede blevet udvalgt som Sveriges Oscarkandidat, der bliver sendt afsted til USA. Hvordan føles det?
Det er meget sjovt, at jeg repræsenterer Sverige. Samtidig har jeg enormt stor respekt for filmfestivaler som Cannes, hvor vi også deltog og faktisk vandt. Da tænkte jeg, at det var fedt, men også, at Oscaren er et helt andet publikum. Så det havde jeg ikke regnet med.
Hvis filmen når så langt, at den bliver nomineret, tror du så den kan vinde?
Nej, det tror jeg ikke, for så ville Oscar ikke være Oscar. Ligesom det ville være mærkeligt, hvis Lykke-Per vandt Guldpalmen. Den passer ligesom ikke til den profil de har lagt op siden 2. Verdenskrig. Jeg prøver ikke at sige det er en dårlig film, men Cannes hylder det lidt mere brede indenfor arthouse. Du skal skille dig ud, og gør noget lidt anderledes, end man ellers har set.
Oscaren er lidt omvendt, for du skal passe ind i en konvention. Det er meget sjældent, at en film uden en treaktsstruktur har vundet Oscaren. Når det så er sagt, så tror jeg den har ændret sig lidt – særligt i ’Foreign Language’ kategorien, hvor Amour vandt for nogle år siden. Så ud fra det jeg har hørt, så tror jeg, at vi kan blive Short-listet og måske nomineret, men så heller ikke mere. Så forhåbentlig slipper jeg for at køre rundt i Los Angeles og spise middag med folk.
Dit næste projekt kommer det til at være en film eller en serie, og har du lyst til at lave en dansk film?
Det vil jeg rigtig gerne. Jeg føler mig som en del af den danske filmscene, og jeg er faktisk ret skuffet over, hvor ligeglade de danske medier var over, hvad der skete i Cannes. Man snakkede om, at ”det ikke er en dansk film” og ”det er ikke på dansk”, men Trier laver heller ikke danske film, med danske skuespillere, på de danske sprog. Det er ikke fordi jeg tænker det er racistisk, men jeg synes det er lidt ærgerligt, at jeg bliver betragtet som en gæst i Danmark. Jeg synes også det jeg laver, bliver betragtet som nordisk af folk ude i verden.
Er der så noget, du gerne vil have folk, lægger mærke til, eller får ud af filmen?
Jeg synes ikke, at bare fordi vi har vundet en pris i Cannes, at så er den en ”smart” film for intellektuelle mennesker. Jeg synes faktisk, at den er ret tilgængelig. Det kan godt være, at den er underlig og ikke det man regner med. Men den er ikke utilgængelig for manden på gaden. I bund og grund er det en kærlighedshistorie og et eventyr om os mennesker. Så jeg håber, at filmen kan komme ud til mennesker, der ikke kun er interesseret i specielle film. For jeg synes, at den har noget til almindelige mennesker, og det er dem den er lavet til.
