I anledning af premieren på Fantasten har vi her på Kulturbunkeren været så heldige at få lov til at møde instruktøren, Christian Dyekjær, til en lille samtale om, hvordan det er at lave film i Danmark, men også om de journalistiske spørgsmål han altid får stillet, men som ikke altid er lige lette at svare på.

Faktisk så viser det sig, at det første spørgsmål om inspiration til historien om Fantasten, ikke er et spørgsmål, som man bare lige kan konkretisere:

Det er sådan et spørgsmål, der er svært at svare på, fordi det sker jo meget gradvist. Men efter, at jeg havde lavet filmen Fuglejagten, som er en film, der foregår ude i naturen med lys, humor og børn og forældre, så havde jeg lyst til at lave en film, der foregik inde i byen, og den skulle være mørk, det skulle være et drama, og måtte meget godt foregå på gader og stræder. Det var meget ydre rammer, inden jeg vidste, hvad der egentligt skulle ind i rammen.

På et tidspunkt begynder jeg at stille mig selv spørgsmålet: ”Har jeg levet mit liv rigtigt?”. Så begyndte jeg at komme på karakteren [Claus], der lever et spændingsliv, hvor det hele handler om [at svare på det spørgsmål]. Og så udviklede det sig til et portræt af Claus.

Der er dog ingen tvivl om, at der er noget af Christian som er gledet over i Claus:

Det er masser af mig selv i karakteren, men det er sider af mig selv. Jeg har aldrig været ludoman eller gambler, eller narkoman. Men det er nogle sider af mig selv, som jeg undersøger og fantaserer over. Sådan gør jeg hver gang.

© Nordisk Film

Som noget helt ekstraordinært har Dyekjærs nevø og søster været involveret i produktionen. Det ville nok lede de fleste til at tro, at det unægtelig har skabt nogle store diskussioner (særligt, hvis man har en familie som min). Dyekjær forsikrede mig dog, at det slet ikke var tilfældet – tværtimod.

Med hensyn til Oscar [Dyekjær-Giese], som er min nevø og spiller drengen Silas, så når vi mødte ind om morgenen, var han skuespiller. Jeg har ikke ét sekund tænkt på ham som et familiemedlem, hvor jeg skal tænke over, hvad jeg siger, eller ”det kan jeg ikke bede ham om”. Sådan kan man jo ikke rigtig gøre det, så det har ikke været noget problem.

Med hensyn til Maja [Dyekjær], som er min søster og som har produceret filmen, der har det været en fordel, at vi kender hinanden så godt. At vi kunne stå sammen, for det har man altså brug for, når man laver film. Der er altid modstand, og ting tager altid længere tid, end man havde håbet, og der sker hele tiden uforudsete udfordringer. Og så er det bare skide godt, at man kan stå sammen og, der har vi heldigvis så godt et søskendeforhold, at det gør vi. Jeg har kun positive ting at sige [om forholdet].

Det kan måske være en udfordring for dem rundt om, fordi vi er så tætte. For det kan være, at en anden filmarbejder måske har lyst til at sige til producenten, at instruktøren er kuleskør. Men vi har slet ikke haft problem som det på denne film.

“Det er filmen, det handler om.”

Hvis man er så heldig at have set Fantasten allerede, så vil man nok have lagt mærke til den meget alternative kamerastil. Optagelserne er lidt længere end normalt, og der er flere close-ups, end de fleste instruktører ville have turdet at inkludere. Årsagen til denne visuelle stil ligger ganske enkelt i en helt alternativ måde og optage filmen på:

Den er optaget lidt anderledes, end jeg har gjort før, og som jeg tror de fleste film bliver til. Vi har haft et meget lille hold, nærmest reportageagtigt, hvor vi kun har haft billede og lyd. Det har gjort, at jeg har kunnet arbejde mere frit, på samme organiske måde som jeg sidder skriver. Hvis jeg i løbet af dagen har fundet på en ekstrascene, så har jeg kunne gøre det, fordi holdet er så lille og fleksibelt. Det er det samme, som når du sidder og skriver, hvor du kan bytte rundt på scenerne, og pludselig er det ikke en restaurant, men en café. Det kan man ikke normalt.

Hvis man bare skal rykke et kamera 100 meter ned af gaden, så tager det halvanden time for et traditionelt filmhold at rykke der ned. Så skal lys, og kaffebord, og fanden og hans pumpestok ned – og her er det ligesom skåret fra, fordi jeg vil have den frihed.

Hver gang jeg har en instruktør, så spørger jeg ind til, hvordan han eller hun ville beskrive sin instruktørstil. Det gør jeg, ikke bare, fordi det sjældent bliver afdækket, men fordi det også giver et indblik i instruktørens ledelsesfilosofi. Og denne bagtanke fangede Dyekjær lige med det samme:

Det er et ret stort spørgsmål, for instruktion er utrolig mange ting. Instruktion er jo at stå til optagelserne og sige, ”gå til højre, i stedet for til venstre”, eller ”smil, i stedet for at se sur ud”. Det er én ting. Men det store instruktionsvalg er selvfølgelig, når man vælger en spiller. Der er kæmpe forskel på at vælge Dejan [Cukic] til rollen, eller lad os sige… Nikolaj Kopernikus. Det er dygtige skuespillere, men det er to helt forskellige udtryk du har med at gøre.

Så er der hele måden, du er på som instruktør. Du sætter ligesom stemningen omkring projektet gennem måden du taler om det på, og den person du er. Det er sådanne ting, som er meget svære at beskrive. Det jeg gør bevidst er at forsøge og bevare en åbenhed, når jeg taler med andre. Sørge for at bevare muligheden for, at der kan opstå en bedre mulighed, end lige min idé. På den måde er det filmen, der bestemmer.

Det er filmen, det handler om. Så vil jeg også gerne være rigtig godt forberedt med spillerne, og tests, og man kan næsten ikke forberede sig for meget, for så kan man slippe det løs under optagelserne.

Men det er jo i virkeligheden noget, som du burde spørge Dejan om [griner].

© Nordisk Film

I disse dage bliver hovedrolleindehaveren, Dejan Cukic, meget passende rost til skyerne for hans præstation i filmen. Cukic har dog også forberedt sig helt ekstraordinært godt, hvis man spørger Dyekjær:

Dejan [Cukic] har været meget involveret i filmen, og været involveret tidligere end skuespillere normalt er. Han har læst forskellige drafts, vi har taget ind til Center for ludomani og vi har mødt gamblere og andet godtfolk. Han har været meget involveret i researchen og udviklingen af manuskriptet og karakteren. Så han var meget mere i sync med karakteren, end man normalt ville være, da optagelserne startede.

Derudover lavede vi to prøveoptagelser, og øvede det hele, så vi var meget forberedt, da vi endelig gik i gang… …Han er jo en meget dygtig skuespiller, vil jeg gerne have lov til at sige. Det er jo mange år siden, han har haft så stor en rolle i dansk film, så jeg håber og tror også, at det ikke bliver sidste gang, han får en stor rolle i Danmark, for han har virkelig leveret her.

På nuværende tidspunkt har Dyekjær et par projekter i støbeskeen, som dog ikke er nået til optagestadiet endnu. Så da jeg spørger ind til, hvad han vil tage med fra Fantasten, til hans fremtidige projekter, så er det ikke til at sige:

Den frihed, som der var i den her måde at optage på, vil jeg gerne holde fast i – og så vil jeg også gerne noget nyt. Det værste man kan forestille sig er at lave det samme to gange. Men der er helt sikkert nogle ting i metoden, som jeg med sikkerhed vil tage videre… Det er lidt svært at svare på, for jeg kommer jo ikke til at lave en ”Fantasten 2”, men jeg har fået nogle erfaringer som jeg gerne vil bygge videre på.

Til slut starter det næsten som det begyndte. Med mig, der stiller et kæmpe spørgsmål om budskabet til publikum, og Christian Dyekjær, som har svært ved at opsummere svaret til en enkelt ting:

Det spørger I tit om I journalister, og det er heller ikke noget dumt spørgsmål, men det er et skide svært spørgsmål, fordi jeg sidder jo ikke og har et budskab. Sådan starter det ikke for mig, og sådan slutter det heller ikke for mig. Jeg kunne godt tænkte mig, at man havde en fed, intens, spændende, overraskende og en haft følelsesregistret-i-gang-oplevelse. Og så kunne jeg godt tænke mig, at det er en film, som lever videre inde i en.

[Fantasten] handler jo for mig, absolut ikke bare om ludomani. Den handler om noget meget grundlæggende eksistentielt. Det er passioner, hvordan vi lever vores liv, hvordan vi udfolder det, og tryghed over for spændingen. Og det håber jeg, man fanger nede i denne ramasjang-historie, som det jo også er.