Den danske film, Mens vi lever, hitter lige for tiden. Hvad end det er kontroversen omkring plakaten, eller selve filmen, som er blevet godt modtaget af den danske presse, (som vi også er iblandt), så kan man vist roligt sige, at de tre Avaz-brødre er efterspurgte lige for tiden.

Op til premieren på deres film, som har været længe undervejs, fik vi dog lov til at tale med alle tre brødre om deres film, for det er den de er stolte af og ikke så meget overskrifterne om deres plakat. Brødrene tæller instruktør Mehdi, manuskriptforfatter og producer Milad og producer Misam.

“Det er en forbandelse at lave film.”

Det første spørgsmål jeg stiller, som jeg desværre må erkende udspringer af en overskrift, er historien om det lave budget. For filmen er produceret uden for støttesystemet, men på mange måder er den flottere end de fleste film med filmstøtte:

Mehdi: ”Jeg tror bare vi har trukket på alle vores tjenester. Vi ville ikke kunne gøre det igen. Der var to som spurgte mig [til Gallapremieren] om, hvis vi fik 20 millioner ville det så se 20 gange bedre ud? Og jeg sagde at, ’det ved jeg ikke’. For vi har haft 2 millioner, men vi har lavet en film, der ligner en på 15 millioner. Så ja, vi har fået virkelig meget hjælp fra folk.”

Brødrene er af mange filmeksperter blevet kaldt for dansk films fremtid. Sådanne store ord vil de dog ikke bruge om dem selv, og det er heller ikke med henblik på at blive kendt, at de har lavet deres film:

Milad: ”Det er en forbandelse at lave film. For på den ene side vil man gerne lave noget nyt, men på den anden side vil man gerne holde sig til de faktorer, der har virket før. Så man siger: ’Den her film fungerede, så lad os tage de ting, der virkede og gøre det igen.’ Men hvis du gør det, så bliver det bare ikke noget nyt. Så bliver til noget, som folk gerne ville se for to år siden, men ikke noget, de vil se i morgen.

Så vi har droppet at spekulere i, hvad der sælger billetter og lavet en film, som vi synes er rigtig fed. Og når vi så har klippet den færdig, så må vi kigge på at distribuere og alt det der.”

Mehdi: ”Jeg er jo ikke uddannet i film – overhovedet. Så det eneste jeg har gået efter er, om jeg selv får tårer i øjnene, og jeg får gåsehud. Det har vi gået med hele vejen. På den måde er det, det eneste, der gælder, når jeg instruerer i hvert fald. Og det kan jeg se virker meget godt, især når jeg har været rundt. Hvis jeg kan græde over en scene, så kan du også. Det har været mit vigtigste værktøj.”

© SF Studios

“Nogen arbejder med hjertet og andre arbejder med pengepungen.”

Det kan måske overraske folk og høre, at den store tragedie i filmen, som ikke vil blive afsløret her, faktisk er baseret på det virkelige liv, og er inspirationen for det, der sidenhen er endt på lærredet.

Mehdi: ”Jeg har gået i gymnasiet med de to drenge [fra den faktiske tragedie]. Ulykken er inspireret af virkelige hændelser, men alt andet har vi bygget op omkring den. Det har været en historie, jeg gerne ville fortælle om, at der sker en ulykke i en lille by, og så kender alle, alle. Som en dråbe i vandet, der slår ringe, som spreder sig ud til alle. Det skal være en historie om rigtige mennesker, der er helt jordnær, hvor alle, der går ind og se den, kan identificere sig med en af karaktererne, eller en af begivenhederne, eller den måde de går på.

Der var en psykoterapeut, der tog fat i mig [til Galla premieren] og sagde: ’Jeg har arbejdet i 35 år, og hold kæft, hvor rammer I bare rigtigt med sindstilstanden ved et tragisk uheld.’ Så vi må jo have ramt et eller andet rigtigt.”

Med det smalle budget og den meget personlige historie, så kan det måske virke overraskende, at landskendte skuespillere som Charlotte Munck og Nicolas Bro spiller fremtrædende roller i filmen, men det har faktisk ikke været så svært at overtale dem, som man ellers skulle tro:

Mehdi: ”Jeg tror det var et pakketilbud, hvor alle de andre kom med Charlotte Munck [griner]. Nej, jeg tror bare jeg er god til at tale til folk i øjenhøjde. Da jeg så Sebastian Jessen, så vidste jeg bare, at han passede til Kristian-karakteren, og det samme med Julie [Christiansen]. Milad havde set Marie Boda og Julie Brochorst, som jeg ikke kendte rigtig. Han havde set dem i en film, og syntes de passede rigtig godt til den generation, de spiller. Så på den måde tror jeg bare, vi har kigget rundt og sagt, at den [skuespiller] minder om den karakter vi har.”

Mehdi: ”Nogen arbejder med hjertet og andre arbejder med pengepungen. Den her historie måtte [skuespillerne] bare lave, og de kan nu se i bakspejlet, at det var det rigtige valg. For vi solgte jo varm luft til at starte med. Jeg anede jo ikke, at det ville blive så fantastisk en film, som folk ville tage så godt imod. Så det var bare perfekt.”

© SF Studios

Ligesom filmen er baseret på virkelige hændelser, så er den heller ikke lavet til brødrene selv, men til et bredt publikum:

Mehdi: ”Vi har jo sagt, at vi gerne vil have, når folk går ud af biografen, at de så ringer til dem de elsker, og fortæller dem, at de elsker dem. Og det er der jo flere, som har gjort. Vi har lavet nogle screeninger, hvor folk skulle skrive, hvad de gjorde og synes om filmen, og så var der otte-ni af dem som sagde, at de [ringede til dem de elsker].”

Milad: ”Hvis man ser den to gange, så håber jeg, at man vil lægge mærke til nogen ting i den første halvdel, som måske først giver mening, når man ved, hvad der sker i den anden halvdel. Jeg prøvede, at [skrive manuskriptet], så der er rigtig mange dialoger, som ’hinter’ lidt noget senere, som man slet ikke tænker over første gang, fordi der husker man jo ikke, replikkerne fra første halvdel. Men når man så ser den igen, og ved hvad der kommer til at ske, så er dialogen med bl.a. Peter og Kristian på et helt andet plan.

Så hvis man ser den to gange, selvom jeg godt forstår, det ikke nødvendigvis er en film, man ser to gange, fordi den er meget tung, så er der nogle fede ting at lægge mærke til i den første halvdel.”

En anden af filmens store bedrifter er, at den historiske danske komponist Bent Fabricius-Bjerre har komponeret underlægningsmusikken, men i forlængelse af hvordan resten af holdet er blevet samlet, kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at historien bag hans involvering er lige så jordnær og menneskelig:

Mehdi: ”Jeg mødte [Bent Fabricius-Bjerre] til Grøn Koncert. Han sidder og spiser en is, og så siger han til mig, at man ikke kunne få den her is i 30’erne. Det er en Magnum-Classic. Så kigger jeg på ham, griner og siger; ’30’erne, hvor gammel er du?’ Senere skulle jeg så hjem til ham, for at interviewe ham, og så spurgte jeg ham, om han ville lave musik til en film, som jeg ville lave om et par år. Så sagde han, at: ’Når du har et manuskript, så send det til mig.’

Så sendte jeg det til ham, og så mødtes vi på Café Jorden Rundt, hvor han sagde, at han gerne ville lave musik til den her film. Jeg sagde så, at vi ikke har særlig mange penge. Så sagde han: ’Jeg sagde, at jeg gerne vil lave musikken.’ Og så var han med, og han er også med på vores næste projekt.”

“If you dream about it, do it.”

De tre brødre, som det ligger i deres fællesbetegnelse, er imidlertid meget familiære. For visse folk kan det lyde som et skrækscenarie at arbejde sammen med sin familie, men for dem er det en fordel – hovedsageligt:

Misam: ”Det er fantastisk på nogen punkter. Det er jo en drøm for os alle sammen, at vi kan se hinanden hver dag. Men der er selvfølgelig også nogle udfordringer ved det – det vil der jo altid være. Det, der bare er fedt ved, når udfordringerne kommer, er, at det er ægte. Det er ikke, fordi man holder igen, eller pakker tingene ind. Vi siger bare tingene som de er, og vi ved, at når vi kigger hinanden i øjnene, så er det, fordi vi gerne vil have det bedste ud af det, som vi har gang i her.

Men selvfølgelig er der skænderier, særligt fordi de to kreative sjæle altid er så passionerede. Men det er sunde skænderier, fordi man gerne vil have det bedste ud af det, og der er det bare en fordel, at man er brødre.”

Deres sunde skænderier ser også ud til at have båret frugt, for på nuværende tidspunkt, har de hele tre projekter i støbeskeen:

Misam: ”Vi har flere projekter i gang. Vi står jo lidt i en luksus…”

Mehdi: ”Fælde.”

Misam: ”[griner] Ikke en luksusfælde, men en luksusproblemstilling, i forhold til, hvad vi skal beskæftige os med. Vi har en tv-serie, vi arbejder på, vi har en dansk film og en amerikansk film, som bliver over de næste tre år.”

Milad: ”Jeg har jo også fået beskeder fra DFI (Det danske filminstitut), hvor de skriver; ’Vil I ikke være søde at skrive hurtigst muligt igen.’ Så vi håber, at det er lettere denne gang med at opvarte folk, inden vi skal lave filmen. Så det handler mere om det kreative, og ikke om at få det til at hænge sammen [økonomisk]. Vi står jo med vores store plan, men det ser ud til, at vi får lov til at lege med.”

Mehdi: ”Milad og jeg tager til Los Angeles for at arbejde på manuskriptet til vores næste film, som hedder ’Far’, der handler om fædres rettigheder i Danmark. Det er vores næste flagskib.”

Milad: ”Vi er jo faktisk i fuld gang med alt det her. Så det har været lidt underligt at vende tilbage til [Mens vi lever], som vi lavede for et år siden. Det har været dejligt, fordi den har fået så meget fokus, men vi havde lidt lagt den væk, så vi kunne lave vores serie osv. Så når folk spørger om, hvad det næste er, så er det næste jo lige nu. Så det er en meget sjov oplevelse.”

Til at afslutte med havde instruktør Mehdi Avaz imidlertid en lille bøn til det danske biografpublikum, og et håb at videregive til alle som drømmer om at lave film:

Mehdi: ”[Jeg håber] at folk går ind og ser den i biografen. For vi er i gang med at give håb til folk, som lige er kommet ud af filmskolen, eller gerne vil lave film, som får afslag på afslag. Vores film er et godt eksempel på, at hvis du har drømme, så kan det godt lade sig gøre. Hvis du virkelig brænder for det, så må du arbejde i 7-Eleven et halvt år for at samle penge, så du kan lave en film.

Vi er i en tid, hvor det godt kan lade sig gøre, fordi formatet er som det er. Man kan lave en film, smide den op på YouTube og så håbe, at nogen samler den op. Det kunne man ikke for 15 år siden. På den måde, ’If you dream about it, do it.’ ”