En sød og rørende lille film

I Instant Family følger vi parret Pete (Mark Wahlberg) og Ellie (Rose Byrne), der er gået hen og blevet et mageligt midaldrende par, der bare aldrig fik børn, og selvom de endelig har fået styr på privat- og arbejdsliv, føler de alligevel, at de mangler noget. Efter en række overvejelser, beslutter de sig derfor, for at adoptere et barn, men da de endelig finder den rapkæftede teenager Lizzy, de mener er som skabt til dem, kan det ikke lade sig, med mindre de også adopterer Lizzys to yngre søskende. Og med et er de pludselig gået fra en familie på to til fem.

Overraskende ærlig
I modsætning til Sean Anders’ forrige film, slipper han rigtig godt afsted med at skildre, hvordan det må være at adoptere børn, på det følelsesmæssige plan. Der bliver i hvert fald ikke lagt skjul på, at vi som publikum skal blive overvældet, for det er en meget patosdrevet fortælling, hvor følelserne mere end noget andet er i højsædet.

Anders holder sig til gengæld heller ikke for pæn og puritansk, til at skjule de mindre pæne sider af opgaven som forældre, som man ellers kunne frygte, da det jo er en amerikansk studieproduktion, der normalt holder sig på sikker afstand af det autentiske. Wahlberg og Byrne er ikke altid de bedste forældre, og tænker da også højlydte tanker, som ikke altid er det etisk korrekte. De vil dog gerne deres børn det godt, og så bliver deres ærlige, men svage momenter heller ikke holdt imod dem. Det er selvfølgelig fuldstændig urealistisk, at et par som dem, ikke ville blive moraliseret til døde i dag, men som en opløftende fortælling har den helt klart sin berettigelse, da de faktisk går hen og bliver overraskende troværdige som adoptivforældre.

Det hjælper også på deres troværdighed, at adoptivbørnene bliver spillet af tre meget velvalgte skuespillere. Det er dog Isabela Moner, som den ældste teenager Lizzy, der virkelig skiller sig positivt ud. Det gennem hendes karakter langt de fleste af problemstillingerne ved adoption bliver afdækket, og det er både sjovt, rørende og tragisk, når vi eksempelvis ser, hvordan hun værner om sine søskende, synes hendes forældre er pinlige ligesom en normal teenager, men også hvordan hun samtidig ikke kan slippe drømme om at få sin biologiske mor tilbage.

Det rørende kammer over til sidst
Filmen forbliver generelt ved en meget behagelig grundtone, men lykkes dog alligevel med at få en stivnakket person som mig til at blive revet en smule med. Det holder dog ikke hele vejen, for selvom filmen bliver rørende henimod slutningen, bliver det også for meget af det gode. Slutningen ender derfor desværre med en lettere patetisk tåreperser afslutning, der lægger en dæmper på det ellers positive overordnede indtryk.

Instant Family, er en overraskende rørende og opløftende fortælling, om de op- og nedture, der kan være i forbindelse med adoption. Det hele er (forholdsvist) nede på jorden, og selve familien bestående af far, mor og tre børn, spiller rigtig godt sammen, og leder til en lang række sjove, triste og bevægende situationer. Ensemblet ud over familien er ikke synderlig nuanceret, og slutningen er alt for kvalmende sukkersød til min smag, men resten af filmen er fint afbalanceret. Derfor er det også en overordnet fornøjelig og engagerende filmoplevelse, om helt almindelige mennesker, der bare forsøger at få hverdagen og familielivet til at hænge sammen.