En genoprejsning af Pixar
Det er efterhånden næsten et årti siden, at den kreative film, Inderst inde, der handler om pigen Rileys følelsesliv udkom i biografen. I den ni år lange ventetid, har Pixar haft svært ved at fastholde deres identitet som banebrydende animationsstudie. En række sequels og mindre succesfulde originale titler såsom Luca, Lightyear og senest Elementært er, hvad der har kendetegnet denne periode. Det eneste store lyspunkt har været Sjæl fra 2020, der er instrueret af Pete Doctor, som også stod bag den første Inderst inde.
Med alt dette i baghovedet, vender vi igen tilbage til pigen Riley. Hun er nu blevet teenager, og det betyder, at nye følelser dukker op til overfladen. Angst, Misundelse, Ennui og Flove hedder de, og de skaber virkelig meget ravage i det strømlinet kontrolrum anført af Glæde.
Stadig for hele familien
Uden at afsløre handlingen, kan jeg godt løfte sløret for, at plottet læner sig meget op ad den originale historie. Nu er det bare Angst, der tager styringen, ligesom problemerne udenfor Rileys hoved også er mere funderet i den brydningstid, som kendetegner dannelsesrejsen, når man går fra barn til pludselig at være en lille voksen.
Overraskelser er der altså ikke meget af, og man kan godt mærke, at Pete Doctor ikke er vendt tilbage i instruktørstolen. Filmen mangler den gnist, der får en til at tro på, at den ikke udelukkende er blevet til for at tjene penge. Hvor opfindsomheden mangler, er håndværket dog i top. Historien er godt skruet sammen på en måde, der vækker minder til 00’erne, hvor der var en genkendelig ”Pixar-fortællestruktur”, man altid imødeså.
Moralen er ganske vist den samme som i forgængeren, men det er velfortalt og underholdende, særligt for en millennial som mig, der virker som den primære målgruppe for filmens mange ungdomsreferencer.
Inderst inde 2 er en stilfærdig, men sikker genrejsning af Pixar. Det er en charmende og farverig film, der har noget til alle familiens medlemmer, og så har den nok tyngde til, at man også har noget at snakke om efterfølgende. Den er ikke lige så modig eller opfindsom som de bedste produktioner fra tegnestuen, men i en tid, hvor animationsfilms største formål øjensynligt er at pacificere de mindste, er det rart med en familiefilm, der er vellavet.
