En ualmindelig begavet og smuk film som alle fortjener at se.

Hvis du går og tænker på, hvad dine følelser er til for, og hvorfor man overhovedet har brug for de negative, så er svaret her.

Historien udspiller sig inde i teenagepigen Rileys hovedet. Hun har haft en tryg opvækst, man da hendes familie flytter fra Minnesota til San Francisco, bliver der vendt op og ned på det hele, følelsesmæssigt.

Det lyder ikke som det mest kreative udgangspunkt for en animationsfilm, at følge en ung pige i sine teenagepige, men jeg kender ikke mange film, hvor handlingen hovedsageligt udspiller sig i ens hovedet. Og det er netop der, hvor tingene bliver interessante.

I vores følelsers vold.
For inde i Rileys hoved sidder hendes følelser med kontrollen. Det er henholdsvis, Glæde, der også har hovedrollen, Vrede, Frygt, Afsky og så den store taber Triste. Gennem hele Rileys opvækst har Glæde været den store stjerne, der har styret det hele med hård hånd. Glæde, der er personificeret som en selvlysende glad pige kan godt forstå, de andre følelsers funktion, bortset lige fra Triste, der mest af alt ødelægger stemningen.

Så det siger sig selv, at da Riley kommer i puberteten bliver der vendt op og ned på det hele systemet, og det er især svært for Glæde, der bare vil have, at hun skal være glad hele tiden.

At Glæde er en dominerende kontrolfreak er ikke bare en kreativ måde at vise, at selvom vi forsøger at være glad hele tiden, så kan vi ikke aundgå, at de andre følelser kommer snigende. Man kan og skal ikke være glad hele tiden, og det er utroligt opløftende at en animationsfilm, med et så vovet budskab, kan få lov til at blive lavet.

En smuk fortælling, som vi alle fortjener at blive rørt af.
Jeg har ikke rigtig lyst til at komme nærmere ind på historien, fordi den er helt enestående, og det ville være synd at afsløre noget. En af de ting, der gør historien så bemærkelsesværdig, er ikke blot, at den er hævet over nedladende børnejokes, men også, at den har en større dybde end de fleste live-action film. Vi får serveret en ordentlig historie, der fortælles i et tempo, så ingen får stress, men også så der hele tiden sker noget. Med andre ord er det et storslået eventyr og en god historie, med noget til folk i alle aldre.

Det er også en virkelig flot og farverig film. Intet er bare gråt og kedeligt, der er derimod kælet for detaljerne, også rent visuelt, så alt har en betydning. Ved første øjekast ser følelserne lidt teksturløse og kedelige ud, men når man ser close-ups af dem, kan man se, at de er polstret og bløde som bamser, og det er altid fedt, når man kan se, at nogen har gjort sig umage.

På trods af dette glinsende og barnlige ydre, så det ikke bare Riley, men også tilskuerne, der får lov til at udforske hele følelsesregistret, og jeg må også blankt erkende, at der var flere steder, hvor jeg fik noget i øjet og fik halsbetændelse.

Jeg kunne blive ved med at gå i ring, og trække det i langdrag, men det kort af det lange er, at Inderst Inde ikke bare er en fænomenal animationsfilm, men en af de bedste film jeg nogensinde har set. På overfladen er det et flot og farverigt eventyr, med levende karakterer, som vil holde de mindste godt underholdt, mens den ældre generation vil finde en rørende fortælling om overgangen fra barn til voksen, og en historie om at respektere sine følelser, selvom det ikke altid er rart.