En måske lidt for festlig biopic
I I, Tonya følger vi den unge skøjteprinsesse, Tonya Harding, fra barndommen og op igennem ungdomsårene. Hendes drøm er at skøjte sig ud af fattigdommen, men hun forbliver fanget i de samme kredse igennem hele sin karriere på trods af et fuldstændigt fænomenalt talent som bringer hende til OL. Symptomatisk er det derfor også i sidste ende en stor skandale, som kommer til at gøre en ende på Tonyas ellers forrygende karriere som skøjteløber.
I, Tonya er virkelig en fin film; den er både morsom og spændende med fantastiske skøjtesekvenser. Jeg tog mig selv i at sidde helt spændt i biografsædet, imens kunstneriske spring på is blev leveret af en strålende Margot Robbie, som for engangsskyld ikke blot spiller på sit særdeles gode udseende. Udover Margot Robbie spiller også Allison Janney, som Tonyas mor, virkelig fantastisk. Hun løfter på mange måder filmen sammen med Margot, som i rollen som Tonya er en ren energibombe.
Udløs ærlig eller renselse?
Men udover gedigent skuespil og en masse dejlig energi fra skuespillerne, så er jeg ikke helt overbevist. Det ærgrer mig, at historien i høj grad kommer til at blive en form for renselse af Tonyas navn i stedet for, at lade skandalen træde i baggrunden og hendes gåpåmod og overlegne talent fortælle sin egen historie. Skandalen, som Tonya blandes ind i, er i sig selv ret kedelig; en konkurrent får smadret sit knæ af en mand, som er hyret af Tonyas mand og hans ven. Det hele handler om dumhed og grådighed, hvilket selvfølgelig viser en del om Tonyas bagland. Men alligevel går det mig på, at man ikke har valgt at vinkle hendes historie på en anden og mere kreativ måde, når filmen ellers er fortalt utrolig kreativt gennem fiktive interviews og karakterer, der flere gange taler direkte til kameraet. Der er så mange elementer i filmen, som i sig selv kunne have været en interessant og fængende historie. I stedet har man valgt den kedelige og sikre fortælling. Øv!
Men jeg kan alligevel ikke underkende hvor godt skuespillet er, og derfor får filmen også 4 stjerner af mig. Jeg synes virkelig, at Margot Robbie viser en anden side af sin evner som skuespiller, og det er bare fedt! Mere af det, tak.
- Release Date: 1/25/2018