Dansescenerne repræsenterer hele livet

I morgen danser vi, er et romantisk og meget sensuelt drama om den unge Merab, der er danser i Georgiens nationale dansekompagni. Han er fulgt i familiens fodspor, og har dedikeret hele sit liv til at blive danser. Men da en ny danser dukker op, får Merab ikke bare en ny konkurrent, men der bliver også vækket noget helt nyt ind i, den ellers så kontrollerede ungkarl.

Åndeløs sensualitet
Filmen leder tankerne mod Call Me by your Name. Det skyldes ikke blot, at Levan Gelbakhiani minder om en georgisk Timothée Chalamet, men også, at hele filmen emmer af sensualitet. Det passer meget godt til en film om dansere, og til netop den meget følsomme Merab, der langsomt opdager, at han er til mænd.

Historien rummer ikke overraskende en række stereotype karakterbeskrivelser, og Georgien bliver heller ikke præsenteret i det mest flatterende lys, som et lettere bagvendt, konservativ og stadig temmelig homofobisk samfund. Heldigvis, ender alle karaktererne ikke præcis, hvor man tror, men du har set mange af disse konflikter præsenteret på film før.

Den stor forskel er imidlertid dansen. Dans er generelt en meget intim disciplin, og sekvenserne i filmen her er ingen undtagelse, hvor de ender med at blive en metafor for livet. Det leder også op til en vild afslutningsscene, der ikke er helt lige så ladet med symbolik som Whiplash – men tæt på.

I morgen danser vi, tager os med på en meget elegant og ærlig dannelsesrejse, med den unge Merab, der for første gang i sit liv, begynder at mærke sig selv. Meget af dramaet og flere af personerne vil fremstå genkendelige, til trods for, det foregår i Georgien, hvis film sjældent når til de danske biografer. Det er dog i dansescenerne, filmen for alvor skiller sig ud, og alene disse beundringsværdige øjeblikke, gør den værd at se.